marts 2, 2024

Test: Peugeot E-308 SW er god, men ikke god nok

En elbil der for et par måneder siden så konkurrencedygtig ud, kan være hægtet af i dag. Peugeot E-308 SW giver desværre den fornemmelse.

TEKST OG FOTO Morten Bek

Peugeot E-308 SW er historien om den elektriske stationcar, der er tæt på storhed, men som ender med at blive pillet ned på grund af irriterende elementer – og på grund af andre elbiler, der giver mere for pengene.

Jeg har savnet, at elektrificeringen for alvor nåede ind i stationcarsegmentet. Der må være plads til andet end store sedaner, kompakte hatchbacks og de mange, mange mellemstore crossovers. Positivt, virkelig positivt, at Stellantis-konglomeratet med Peugeot, Opel og alle de andre har kastet sig ud i projektet. 

MG5 var den første elektriske stationcar i en prisklasse, der er folkelig. Mange i Danmark handler ny bil i prisklassen omkring 300.000 kr., men MG5 er så et tydeligt bevis på, at man ikke bare kan lave en elektrisk stationcar og så tro, den bliver en succes. Den kinesiske elbil er okay, hvis jeg skal sige det pænt.

Den ser virkelig ud af noget, den stationcar

Peugeot E-308 SW virker på overfladen virkelig vellykket. Skabt til storhed, som jeg startede med at skrive. Her er en moderne stationcar med elegant og moderne design, og indretningen er decideret lækker til prisen. Om man bryder sig om det lille rat og infotainmenttung betjening er en diskussion, man må have med sig selv. 

For mig er det lille rat fint, mens frustrationen over infotainmentsystemets sløve tempo og patent på klimaindstillinger og varme i rat og sæder gør mig vred. Her er Peugeot ikke nået langt nok med sit system og hvor hurtigt det reagerer på kommandoer.

LÆS OGSÅ | Mød VW ID.7 Tourer

Der er luksusgoder som standard, også i den billigste udgave, Allure til 314.990 kr. 18” alufælge, nøglefri betjening, indtræk delvist i kunstlæder, ratvarme, metallak (blå) og digital instrumentering. Men der er ikke mere, end der skal være, og den testede GT til 334.990 kr. har primært matrix-LED-forlygter og pynt som eksistensberettigelse. El-betjent bagklap, 360 graders kamera og blind vinkel-system koster 15.000 kr., og det fås endda kun til GT-udgaven.

Jeg sidder både i førersædet og i passagersædet med rigelig plads, og de såkaldte sportssæder støtter de rigtige steder også på længere ture. Bagagerummet er den store stationcar-attraktion med sin regulære form og 548 liter som standardmål. 

Men bagsædet, som skal være en omtrent lige så stor stationcar-attraktion er alt for lille til en bil med 464 cm langt karrosseri. E-308 SW får tæsk af elbiler, der udviklet udelukkende som elbiler. 308’eren er et blandingsprodukt, og det kan mærkes.

156 hestekræfter møder lav vægt

Jo lavere bil og jo lettere bil, jo færre hestekræfter og jo færre kilowatt-timer skal der til for at drive en elbil. Stellantis’ filosofi kommer med umiddelbare fordele. Med batteri på 54 kWh (51 kWh anvendelig kapacitet) vejer E-308 SW 1.799 kilo, som er godt klaret for så forholdsvis stor en bil. Det, og en effektiv elmotor, gør, at forbruget ifølge Peugeot kun er 15,1 kWh på 100 kilometer.

For det første gør det, at elmotorens kun 156 hestekræfter (og 260 Nm drejningsmoment) problemløst får E-308 SW op i “gear”. Undgå køreindstillingen Eco, som gør bilen træg, og så går det fint. I Normal er der kræfter nok, og i Sport er alle 156 hk klar til at reagere, så den franske stationcar rykker fint op til 130 km/t uden at blive pint af en travl håndværker i en kassevogn. 

En hurtig elbil? Nej, og de fleste andre elbiler på markedet er mere livlige og kompetente, når det kommer til kræfter. Der kompenseres i E-308 SW med køreegenskaber, som jeg ikke kunne ønske mig bedre. 

Her er få kilo og lavt tyngdepunkt, og styretøjet er præcist og behageligt. Affjedringen har faktisk haft godt af den ekstra tyngde fra batteripakken, og det er interessant, at en tilsvarende plug-in hybrid kun vejer 48 kilo mere. Det siger måske, at plug-in hybriden er for tung, men den del lader jeg lige ligge.

Snyd med rækkevidden

Jeg overtager den sorte stationcar med batteriet ladet op til 97 procent. Rækkeviddemåleren står på 403 kilometer, og det er kun seks kilometer fra WLTP-rækkevidden. Virkelig fint, er jeg optimistisk nok til at tænke.

Optimismen brydes ned, som jeg kører. En lang tur fra Aarhus over Silkeborg, Gammel Rye og andre dele af Midtjylland viser, at forbruget i E-308 SW er rigtig fornuftigt. Der er gode stræk med 130 km/t på ruten, men jeg ender hjemme efter turen med et snit på lige under 20 kWh for hver 100 kilometer. Fint. Hvis det så bare var sådan, at rækkeviddemåleren ikke blev nulstillet til WLTP-visning efter hver eneste fulde opladning. Din kørestil og kørsel bliver slet ikke taget med i beregningen – for der er ingen beregningen.

Det sker først senere, når man kommer ned omkring 50 procent rækkevidde. Og så går det hurtigt ned ad bakke, så rækkeviddeangsten, som mange tror er død, kommer frem. Med 51 kWh anvendelig kapacitet kommer man, ved blandet kørsel, måske 250 kilometer på en kølig, men vindstille vinterdag.

En irriterende detalje, som for mange danskere er mere end bare en detalje, er at E-308 SW ikke kan trække noget. Det behøver ikke være en campingvogn, men kapacitet til en havetrailer til den nye vaskemaskine, brændet eller affaldet er det mindste, man kan forlange.

Nu ser prisen pludselig ikke så fantastisk ud

Fra priserne for E-308 SW og dens hatchback-makker, som er 15.000 kr. billigere, kom på plads sidste år, er der sket noget. Der er kommet flere nye elbiler, og der har været gang i prisskæreren igen. 

Renault introducerer i foråret den mere rummelige, stærkere og endnu bedre udstyrede Scenic E-Tech Electric med 420 kilometer rækkevidde og trækkapacitet på 1.100 kilo til cirka 330.000 kr. Ingen stationcar, men når en stationcar som E-308 ikke opfylder kravene til rummelighed og flere andre ting, så skal man ikke købe den, bare fordi den er en stationcar.

Peugeot E-308 SW har en lækker indretning, elegant design og kræfter nok. Men der er for mange huller, og når prisen også er endt med at virke for høj, så er den desværre ikke værd at anbefale.


SPECIFIKATIONER

Peugeot E-308 SW GT 

Motor: Elmotor (for)
Ydelse: 156 hk/260 Nm
0-100 km/t: 10 sekunder
Tophastighed: 170 km/t
Forbrug: 15,1 kWh/100 km
Batterikapacitet:51 kWh (anvendelig kapacitet)
Ladekapacitet: 100 kW
Rækkevidde: 409 kilometer
Mål (L/B/H): 464/185/144 cm
Køreklar vægt: 1.799 kilo
Trækvægt: 0 kilo
Bagagerumsvolumen: 548-1.574 liter

Pris: 334.990 kr. (E-308 SW fås fra 314.990 kr.)
Privatleasing (engangsydelse/mnd. ydelse): Ikke oplyst
Beskatningsgrundlag, firmabil: Ikke oplyst

9 ud af 10 kan i gennemsnit spare 3.000 kr. på deres bilforsikring. Indtast din nummerplade og se din pris på 30 sekunder - gratis!
Jeg kan ikke nummerpladen
Leveret af Samlino logo
Del artikel:

Brugte biler fra Peugeot til salg på Bilbasen

Andre fandt dette interessant

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Morten Bek

Som uddannet journalist og med biler som en af de helt store interesser er Morten opvokset på flere af de helt store bilmedier — Bilmagasinet, Berlingske og Auto Bild.

Morten har også tidligere investeret sin tid i sit eget projekt, Biler.nu.

Morten elsker “almindelige” biler. Han vil meget gerne sidde bag rattet af en ny AMG, men han brænder lige så meget for at teste den seneste nye Seat Leon eller Peugeot 208.

Hos Bilbasen bruger han sin viden, analyseevner og sunde fornuft som nyhedsskribent, videojournalist og biltester.
Bilbasen logo
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS