juli 8, 2023

Test: Prisen sender faceliftet Toyota RAV4 Plug-in Hybrid GR Sport ud i hajfyldt farvand

Toyota har faceliftet RAV4, og som plug-in hybrid er den fortsat foran på elektrisk rækkevidde. Men GR Sport-udstyret gør den desværre alt for dyr og for hård i affjedringen.

TEKST OG FOTO Morten Bek

Toyota RAV4 Plug-in Hybrid gør mange ting på den helt rigtige måde. Den flere kræfter at gøre med end i de fleste sammenlignelige biler, og lige siden lanceringen i 2020 har den haft et stort batteri på 18,1 kWh, som giver en elektrisk rækkevidde på op til 75 kilometer – som med kræfterne er det mere, end du finder i SUV’erne fra Ford, Hyundai, Kia og Peugeot.

Mens plug-in hybriden, som har gjort meget for udbredelsen af RAV4 i Danmark, er omkring tre år gammel, så er den nuværende RAV4 som model mere end fem år gammel. Jeg har svært ved at forestille mig, at vi skal meget længere end til slutningen af 2024 eller første del af 2025, før vi ser en helt ny. RAV4 er, for nu at lægge ekstra pres på Toyota, den bedst sælgende SUV i hele verden.

Med et friskt facelift er der imidlertid grund til at kigge nærmere på den nuværende RAV4. Kan den stadig være med i en klasse, hvor konkurrenterne er nyere? Jeg tester den mest oplagte af 2023-udgaverne af RAV4: Plug-in hybriden med svimlende 306 hk.

Prisen er allerede fra starten et kæmpe minus

Når jeg ser, at den billigste RAV4 nu koster 513.990 kr., sker der noget i min hjerne. Prisen aktiverer det-er-godt-nok-dyrt-centret. Og mens jeg godt kan se, at RAV4 Plug-in hybrid har flere kræfter og lidt længere elektrisk rækkevidde end Hyundai Tucson PHEV, kan jeg ikke afkode, hvordan Hyundai kan sælge sin 265 hk stærke PHEV med firehjulstræk for 363.995 kr., når Toyota skal have 150.000 kr. mere. 

Det er ingen RAV4 Plug-in hybrid med guldbelagt gearvælger, blødt indtræk i uld og med soltag, head-up-display og el-betjent bagklap, man får overrakt for 513.990 kr. Det er en Active med udstyrsniveau, som godt nok er okay, men ikke helt godt nok.

Først til 576.990 kr. med Style-udstyr er der så meget blus på udstyret, at man ikke behøver mere. Det er allerede et rigtig farligt prisleje, hvor Audi Q5 50 TFSI E også ligger. Det er ikke folk som mig, der afgør, hvad der er et naturligt prisleje for en bil. Jeg har bare en idé ud fra efterhånden mange års erfaring. Og ud fra den gængse, etablerede opfattelse af, hvor bilmærker hører til på markedet. Det er kun en opfattelse, ikke en lov, at en Audi kan eller må være dyrere end en tilsvarende Toyota. Det er årtiers traditioner og markedskræfter der sammen gør det.

Testbilen er imidlertid meget dyrere. Med det nye sportslige GR Sport-udstyrsniveau koster RAV4 Plug-in hybrid 649.990 kr. Læg 10.000 kr. mere, og du kan få en meget veludstyret Volvo XC60 T6 Recharge. At RAV4-salget allerede i løbet af første halvdel af 2023 er faldet dramatisk, er næsten selvforklarende.

Hvem har spurgt efter en sportsundervogn?

Nænsomt facelift til en SUV med et genkendeligt, kantet og solidt design. De indre værdier er dem, Toyota har haft mest fokus på, og der er brugbare dele som nyt og meget, meget bedre infotainmentsystem med 10,5” touchscreen og en på alle måder let anvendelig digital instrumentering med en skærm på 12,3”.

Der er noget sport i RAV4 GR Sport, hvis med sport mener særligt hjuldesign i lettere og mere stift materiale, en masse GR Sport-logoer og en grill med unikt mønster og dybere “3D-effekt”. Det er en behandling, som alle biler, åbenbart bortset fra Aygo X, fra Toyota åbenbart skal gennemgå – fra Corolla til Hilux. De 19” store, mørke fælge er gode i størrelsen til RAV4, når det kommer til designet.

Jeg har ikke tidligere set 19” hjul som et problem for RAV4 Plug-in Hybrid, men de mange GR Sport-logoer og GR Sport-sportssæder med kunstlæder følges rent faktisk op af mekaniske ændringer. Stivere fjedre ændrer undervognens dæmpning, som kommer fra et fokus på “agilitet og responstid”, som der står i den engelske pressemeddelelse.

Hvem har fået den bizarre idé at efterspørge en sportsundervogn til RAV4? Jeg ved med sikkerhed, jeg aldrig har ønsket mig det, og stivere affjedring kaster faktisk plug-in hybriden ud af balance, hvor den netop skulle “fokusere” den tunge SUV. Stivheden harmonerer ikke med bilens komfortable, lidt langsomme styretøj, og en let dans over små ujævnheder er ærgerlig. Den er en så unødvendig en tilføjelse, sportsundervognen, til RAV4, som hvis Toyota havde givet PHEV’en kunstig V8-lyd.

Der er smæk på – og god rækkevidde

Min test af denne let fornyede RAV4 Plug-in Hybrid kommer kort tid efter, jeg har testet den nye Lexus RX med samme hybriddrivlinje. Der er forbløffende forskel, og situationen er den, at RX fremstår halvfærdig med 2,5-liters motoren og dens elektriske venner, selv om de sammen laver 309 hk.

I RAV4 er der næsten lige så mange hestekræfter. Kun 3 færre med 306 styk. De er trænet meget bedre end hestene i RX. I hvert fald tynges drivlinjen ikke så meget i RAV4, som den gør i RX, der er cirka 250 kilo tungere. Fuldt opladt eller uden tilbageværende elektrisk rækkevidde, så er RAV4 spontan og spurtstærk, hvor RX er trægere.

RAV4 Plug-in Hybrid opleves som en meget stærkere bil end konkurrenten Hyundai Tucson PHEV. Japaneren har “kun” 41 hk mere end koreaneren – jeg vil sige, at forskellen føles større. 0-100 km/t, så lidt som man nu leger med den disciplin i virkeligheden, siger det rigtig godt med tal: Tucson bruger 8,2 sekunder, RAV4 bare 6 sekunder.

Tucson PHEV har et fint overskud af kræfter, hvor RAV4 Plug-in Hybrid har stort overskud – og den har længere elektrisk rækkevidde, som er et stort plus. Men hvor Tucson PHEV fås med sit højeste og også “sportslige” udstyrsniveau N Line til 416.995 kr. – en skarp pris – så er prisen på 649.990 kr. for RAV4 Plug-in Hybrid GR Sport decideret uskarp.

Det er ærgerligt, at selv den billigste RAV4 Plug-in Hybrid koster mere end en halv million. SUV’en har så mange gode sider, men jeg har svært ved at se kunderne storme til for at købe den faceliftede udgave i samme grad, som de gjorde engang.


SPECIFIKATIONER

Toyota RAV4 2,5 Plug-in Hybrid GR Sport

Motor: R4, 2.487 cm3 + el
Ydelse: 306 hk (Nm ikke oplyst)
0-100 km/t: 6 sekunder
Tophastighed: 180 km/t
Forbrug: 100 km/l
CO2-udledning: 22 gram/km
Batteristørrelse: 18,1 kWh
Rækkevidde på el: 75 kilometer
Mål (L/B/H): 460/186/169 cm
Køreklar vægt: 2.000 kilo
Trækvægt: 1.500 kilo
Bagagerumsvolumen: 580 liter

Pris: 649.990 kr. (RAV4 fås fra 513.990 kr.)
Privatleasing (engangsydelse/mnd. ydelse): Ikke oplyst
Beskatningsgrundlag, firmabil: Ikke oplyst


Brugte Toyota RAV4 Plug-in Hybrid til salg på Bilbasen

Se flere brugte Toyota RAV4 Plug-in Hybrid til salg på Bilbasen lige her

Del artikel:

Andre fandt dette interresant

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Morten Bek

Som uddannet journalist og med biler som en af de helt store interesser er Morten opvokset på flere af de helt store bilmedier — Bilmagasinet, Berlingske og Auto Bild.

Morten har også tidligere investeret sin tid i sit eget projekt, Biler.nu.

Morten elsker “almindelige” biler. Han vil meget gerne sidde bag rattet af en ny AMG, men han brænder lige så meget for at teste den seneste nye Seat Leon eller Peugeot 208.

Hos Bilbasen bruger han sin viden, analyseevner og sunde fornuft som nyhedsskribent, videojournalist og biltester.
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS