august 6, 2022

Test: Derfor er Skoda Octavia Combi TDI en fantastisk bil

Det er en skam at glemme, at nogle af de bedste biler er stationcars med dieselmotor og automatgear. En af de bedste overhovedet? – Skoda Octavia Combi med 150 hk.

TEKST OG FOTO Morten B. Bek

Hvornår har du senest læst en anmeldelse af en ny dieselbil? Jeg kan ikke huske, hvornår jeg selv har læst sådan en anmeldelse, og jeg kan slet ikke huske, hvornår jeg sidst har testet en dieselbil og lavet en anmeldelse.

Det er trist. Så længe der er pendlere og andet godtfolk til, som kører mange kilometer om året, er der et behov for dieselbilen. Den uforfalskede, gennemprøvede og ekstremt økonomiske langtursbil. En hverdagens helt som nu er jaget vildt. Sjovt og skræmmende på samme tid, hvordan det helst skal virke som om, alle altid har hadet dieselbiler.

LÆS OGSÅ | Duel: VW T-Roc vs. Skoda Karoq – folkelige og faceliftede fætre

Hver ting til sin tid. Man skal købe en elbil eller have den som firmabil, når den passer ind. Så får vi skåret lokale emissioner ned. Med tiden bliver det almindeligt at kunne køre ind på en travl rasteplads og lynlade sammen med 20 andre travle bilister. Det bliver det, med tiden, for det er det skønmaleri, som ude i virkeligheden er et klatmaleri.

Den moderne og helt nye dieselbil er grov, ukultiveret og larmende. På en måde som jeg på ingen måde har noget imod. Jeg ved, at når jeg kører på diesel, så glider det ikke som i den “perfekte” elbil.

Men det er okay, for jeg kan køre 800-900 kilometer på en tankfuld, og jeg hører ikke den stille hakken fra motorrummet, når jeg glider på motorvejen med 120 km/t. Den udleder partikler og andre uvenlige ting, men dieselbilen har så rent mel i posen, så mange vil tro, det er løgn.

En hverdagens helt fra Tjekkiet

Nu sidder du så pludselig med en anmeldelse af en dieselbil. Skoda Octavia Combi, en tjekkisk hverdagens helt siden 90’erne. Fordi den er en god gammeldags og meget praktisk stationcar (der er dyr som plug-in hybrid), er salget i de senere år gået ned til at være meget beskedent.

Men Octavia er stadig den mest solgte Skoda, hvis jeg kigger bilstatistikken efter i sømmene – fra 30. juni 2021 til og med 30. juni 2022. Elbilen Enyaq har overtaget, efter vi er kommet ind i 2022, så det går ikke strygende fremad for den gode Octavia.

LÆS OGSÅ | Test: Du bliver glad, hvis du giver 10.000 kr. mere for din nye Skoda Fabia

Og dieselandelen? Af de 1.805 Octavia solgt på et år er 390 af dem TDI-modeller. De kører på diesel. Folk har fattet pointen. Diesel er for de typer, som bare vil være på tværs og synes, at den grønne omstilling kun har med alle de andre fjolser at gøre.

Det er for sjov, selvfølgelig. 390 Octavia TDI-kørere sidder i en bil, der er kulminationen på mange, mange års udvikling og perfektion. Skoda Octavia Combi er alle tiders dieselbiler flettet sammen til en perfekt enhed, som repræsenterer det bedste på mange områder: Duelighed som familiebil, økonomisk omgang med brændstof, lige fordeling mellem affjedringskomfort og stabilitet, dieselmotorens råstyrke – og bevist holdbarhed.

Design som holder sig friskt i mange år. Og så er der et kæmpe bagagerum lige på den anden side af bagsmækken

Kør endelig videre i din diesel-Skoda

Der står ikke noget sted længere oppe, som det heller ikke kommer til at stå længere nede, at Octavia Combi TDI er en bedre bil end en elbil. Eller at du straks skal opgive din elbil, som du hver dag kører 50 eller 80 kilometer i, for så at købe en dieselstationcar. Hvis behovet er der, og der hver uge, måned og år køres mange kilometer, så skal du omfavne konceptet dieselstationcar.

LÆS OGSÅ | Video: Skodaens værste mareridt … RUST!

Man får så meget godt i Octavia Combi 2,0 TDI med 150 dieselheste og dobbeltkoblingsgearkasse, som man ikke kan få i en elbil. Du tænker optankning på fire minutter? Det er ikke det, jeg tænker på. Jeg tænker på den lave vægt, som overfor en elbil er forbløffende lav, så den dejlige lethed i køreegenskaberne gennemsyrer den tjekkiske model.

Den har rigt overskud med sin dundrende motor med 360 Nm, og den smyger sig gennem svingene, hvor alt for mange elbiler kaster sig omkring som sumobrydere i samme disciplin.

Som repræsentant for stationcarens og dieselbilens udvikling gennem årtier står Octavia Combi 2,0 TDI som den meget rummelige, sikre og usædvanligt omgængelige bil. Du kommer aldrig til at sidde højt i en Octavia, som du gør i en Enyaq.

For mig er det blevet et købsargument, for der kommer ikke noget godt ud af at sidde højt – sammen med alle andre i deres høje biler. Jeg kan også mærke, når jeg har ondt i ryggen, og der er langt op og ned, men hvis man vil lide lidt for sagen, får man mangefold igen af Octavia. De gode køreegenskaber, den fine komfort. Fantastisk bil, sådan en Octavia Combi TDI.


SPECIFIKATIONER

Skoda Octavia Combi 2,0 TDI DSG Style

Motor: R4, 1.968 cm3
Ydelse: 150 hk/360 Nm
0-100 km/t: 8,8 sekunder
Tophastighed: 222 km/t
Forbrug: 22,2 km/l
CO2: 117 gram/km
Mål (L/B/H): 469/183/147 cm
Køreklar vægt:
Fra 1.487 kilo
Bagagerumsvolumen: 640-1.700 liter

Pris:
400.095 kr. (Octavia Combi fås fra 264.995 kr.)
Privatleasing (engangsydelse/mnd. ydelse):
9.995/4.899 kr. (Octavia Combi fås fra 9.995/4.199 kr.)
Beskatningsgrundlag, firmabil:
344.853 kr. (Octavia Combi fås fra 291.541 kr.)


9 ud af 10 kan i gennemsnit spare 3.000 kr. på deres bilforsikring. Indtast din nummerplade og se din pris på 30 sekunder - gratis!
Jeg kan ikke nummerpladen
Leveret af Samlino logo
Del artikel:

Andre fandt dette interessant

Næsten ny BMW i5 til under 445.000 kr.

Priserne på brugte elbiler bliver konstant sat ned, og fordi forhandlerne vil af med lageret inden 2025, er der vilde tilbud på biler, som stort set er som nye. Spar blandt andet 130.000 kr. på BMW i5.

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Morten Bek

Som uddannet journalist og med biler som en af de helt store interesser er Morten opvokset på flere af de helt store bilmedier — Bilmagasinet, Berlingske og Auto Bild.

Morten har også tidligere investeret sin tid i sit eget projekt, Biler.nu.

Morten elsker “almindelige” biler. Han vil meget gerne sidde bag rattet af en ny AMG, men han brænder lige så meget for at teste den seneste nye Seat Leon eller Peugeot 208.

Hos Bilbasen bruger han sin viden, analyseevner og sunde fornuft som nyhedsskribent, videojournalist og biltester.
Bilbasen logo
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS