juni 15, 2024

Test: Voyah Free er prisbillig kinesisk luksus

Med en prisnedsættelse på 200.000 kr. til 399.990 kr. er Voyah Free pludselig en meget interessant elbil. Om Free også er en god elbil, finder vi ud af i testen.

TEKST OG FOTO Morten Bek

Kan man som forbruger andet end juble, når en ny bil pludselig falder med 200.000 kr.? Ja, en stor prisnedsættelse er til mere end jubel. I maj satte kinesiske Voyah sin indtil videre eneste bilmodel i Danmark, Free, ned fra 599.990 kr. til 399.990 kr. For købere som havde købt elbilen inden prisnedsættelsen er det bare ærgerligt. De har kastet 200.000 kr. ud af vinduet.

Og så er der baggrunden for, at man kan sætte prisen ned på den måde. Hvis prisen kan sænkes så meget, var den originale pris så ikke tegn på voldsom grådighed? Hvis et bilmærke kan skære 200.000 kr. af 600.000 kr., og stadig få noget ud af at sælge biler, så kan man som forbruger se, at tingene ikke er gennemskuelige.

Nu står jeg med Voyah Free til test, og jeg kan kun forholde mig til, at den nu koster 399.990 kr. Det hedder sig, at prisen gælder for lagerbiler. Hvis lageret er på størrelse med et par fodboldbaner, så er der nok ingen begrænsninger. Det der kan ændre på prisen er de nye toldsatser på kinesiske biler, som kan få prisen til at ryge op igen. 

Hvis Voyah har penge til at æde en nedsættelse på 200.000 kr., så æder kineserne måske også bare den forhøjede told. Der er sikkert stadig en god indtjening ved at sælge Free til 399.990 kr., så der er mere at tære på. Hvad tolden betyder, har importøren, K. W. Bruun, endnu ingen kommentarer til.

Luksus, luksus og mere luksus

Jeg har ingen egentlige forventninger til Free. Det er første gang, jeg kører den store elbil med 489 hk, firehjulstræk og meget, meget andet. På den danske hjemmeside slår Voyah stort op, at ingen anden bil til 399.990 kr. har 489 hk og luftaffjedring. Det er helt rigtigt, kan jeg sige uden at skulle kigge hos andre mærker, og det gør mig nysgerrig, at Free på papiret giver så meget for pengene.

Der er næsten alt i udstyr. Meget som hos Tesla, men faktisk vildere endnu. Panoramasoltag med elektronisk afblænding. Forsæder med både varme, ventilation og massage. Nattesynskamera, hvor instrumenteringen omdannes til et sort-hvidt levende billede af omgivelserne foran bilen er imponerende, selv om anvendeligheden er diskutabel.

Med omkring 12.000 kilometer på tælleren er testbilen uden synlige aldringstegn i kabinen. Voyah er lykkedes med missionen om synlig og mærkbar luksus, uden at det bliver til det cirkus, man kan møde i en Mercedes EQE SUV. Der er et aldringstegn på ydersiden, som ikke burde forekomme: lakeringen på rammen omkring grillen skaller af, og det ser ynkeligt ud på det, der skal være en luksusbil.

Ratjusteringen foregår ikke, som pludselig virker skuffende i en luksusmodel til 400.000 kr., med el, men helt manuelt. Til gengæld kan hele instrumentbordet hæves og sænkes med omkring syv-10 centimeter. Det er et partytrick, når det hele kører op og ned.

Det kan det, ifølge Voyah, fordi man så har mulighed for at se færre oplysninger. Måske hvis man har svært ved at fokusere på vejen? Instrumentbordet sænkes automatisk i Performance-indstillingen, hvor også parfume spreder sig i kabinen. Tak, men stort nej tak til parfumeallergi.

Der er også et stort nej tak til noget, man ikke kan komme udenom, nemlig Bluetooth-lydforbindelsen under opkald. Det er en kinesisk syge, som jeg ikke har nogen forklaring på, men som flere andre biler fra kinesiske mærker kan modtageren af opkald fra bilen stort set ikke høre noget.

Luftaffjedringen, der ikke helt kan være med

Luftaffjedringen er traditionelt noget, der sidder i en Mercedes S-Klasse eller, hvis man rigtig har flottet sig, i en Audi A6. Det er en elektronisk styret affjedring, hvor luftbælge har erstattet traditionelle støddæmpere. Idéen er, at man svæver på en sky. Eller på luft. Det er langt fra altid, oplevelsen er sådan, og i Free er de ansvarlige bare ikke kommet helt i mål.

Der er veje og belægninger, hvor Free fjedrer som de bedste. Selv om den tynger vejen med over 2,3 tons, er der hullede veje, hvor den kun lige blidt berører selv store ujævnheder. Det er luksuriøst. Men så er der veje, også nogle motorveje med ellers jævn belægning, hvor Free ikke falder til ro. På nogle landeveje er den pludselig stiv og en helt anden oplevelse.

Free er hverken dårligere eller bedre til at bringe sine mange kilo gennem sving end mange andre elektriske crossover-modeller. Det er ikke en interessant bil at køre, og jeg er helt okay med det. Så længe bilen ikke føles usikker eller svær at placere, og det viser Free slet ingen tegn på.

Rystende kraftværk

Når luftaffjedringen arbejder bedst, og landevejen bugter sig i blødhed og farten ligger omkring 80 km/t, er Free den luksusbil, Voyah gerne vil have, at den er. Så er jeg forbløffet over, hvad 400.000 kr. kan købe.

Der er meget lidt støj i kabinen helt op til 130 km/t, og hvis intentionen er at komme hurtigt derop for at flette ind fra en tilkørselsrampe, så kan Free gøre det. Du ved, det her er en elbil med firehjulstræk og 489 hk, så ville det ikke være overraskende, hvis den var sløv?

Jeg kan aflæse på udmålingen af kraft, som sidder til højre i instrumenteringen, hvor meget der skal til for at holde konstant fart. På landevejen kan det være fire-fem procent. Kun i Performance-indstilling og ved højre pedal trykket i bund kommer jeg op omkring 80 procent. Når det går for sig med hård acceleration, ryster elmotoren ude foran, og det giver nogle ikke helt passende vibrationer i bilen.

Over cirka 250 kilometers kørsel fortæller Free mig, at forbruget ligger omkring 22 kWh for hver 100 kilometer, og det er med hovedsageligt landevej og nok 20 procent motorvej. Det er absolut et hæderligt forbrug. Men kører man meget motorvej og gør det ofte, vil den maksimale ladekapacitet på 100 kW være en hån. Det er sandsynligvis for at øge batteriets holdbarhed, men at optage 68 kWh (20-80 procent på batteriet) på 42 minutter er ikke for de utålmodige.

Jeg har ikke den ringeste idé om, hvad Voyah Free koster om en måned. I forhold til en pris på 399.990 kr. har jeg kun forbehold omkring affjedringen og ladekapaciteten. Hvis man kan leve med de to kompromisser, er Free absolut velfungerende og lækker til en pris, der nærmer sig ren fantasi.


SPECIFIKATIONER

Voyah Free Platinum 

Motor: Elmotorer (for og bag)
Ydelse: 489 hk/ 720 Nm
0-100 km/t: 4,4 sekunder
Tophastighed: 200 km/t
Forbrug: 20,2 kWh/100 km
Rækkevidde: 500 kilometer
Batteristørrelse: 103 kWh
Ladekapacitet: 100 kW
Mål (L/B/H): 491/195/165 cm
Køreklar vægt: 2.340 kilo
Trækvægt: 2.000 kilo
Bagagerumsvolumen: 560-1.320 liter + 72 liter foran

Pris: 399.990 kr. (Free fås fra denne pris)
Privatleasing (engangsydelse/mnd. ydelse): Ikke oplyst
Beskatningsgrundlag, firmabil: Ikke oplyst

9 ud af 10 kan i gennemsnit spare 3.000 kr. på deres bilforsikring. Indtast din nummerplade og se din pris på 30 sekunder - gratis!
Jeg kan ikke nummerpladen
Leveret af Samlino logo
Del artikel:

Brugte elbiler til salg på Bilbasen

Andre fandt dette interessant

Næsten ny BMW i5 til under 445.000 kr.

Priserne på brugte elbiler bliver konstant sat ned, og fordi forhandlerne vil af med lageret inden 2025, er der vilde tilbud på biler, som stort set er som nye. Spar blandt andet 130.000 kr. på BMW i5.

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Morten Bek

Som uddannet journalist og med biler som en af de helt store interesser er Morten opvokset på flere af de helt store bilmedier — Bilmagasinet, Berlingske og Auto Bild.

Morten har også tidligere investeret sin tid i sit eget projekt, Biler.nu.

Morten elsker “almindelige” biler. Han vil meget gerne sidde bag rattet af en ny AMG, men han brænder lige så meget for at teste den seneste nye Seat Leon eller Peugeot 208.

Hos Bilbasen bruger han sin viden, analyseevner og sunde fornuft som nyhedsskribent, videojournalist og biltester.
Bilbasen logo
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS