april 5, 2019

Corolla comeback: Vi tester bilen, som din nabo vil elske at se i din indkørsel

Verdens bedst sælgende bilmodel gør nu comeback i Danmark. Men har den samme potentiale til igen at blive en dansk bestseller? Esben Skrumsager har testet den dugfriske Toyota Corolla.

Tekst: Esben Skrumsager | Foto: PR | Dato: 4. april 2019

Det er ikke en hvilken som helst bilmodel, der fra denne weekend vil være at finde hos de danske Toyota-forhandlere. Efter 12 års pause skal vi atter have Corolla tilbage på læberne og i reklameblokkene på TV. Toyota sælger den med løfter om et mere sportsligt design, skarpere køreegenskaber, øget rummelighed og en spritny kraftfuld hybridmotor med 180 hestekræfter. Men er Toyota Corolla stadig 112% i orden, som sloganet lød i 1990’erne?

Der er i hvert fald ingen tvivl om, at arven er tung, og forventningerne er tårnhøje. Det er trods alt intet mindre end verdens bedst sælgende bilmodel med over 46 millioner solgte biler på verdensplan siden introduktionen i 1966.

LÆS OGSÅ | Super Supra: Første test af det genfødte Toyota-ikon

Det første indtryk af bilen er positivt. Bilen står skarpt i solen på parkeringspladsen udenfor lufthavnen på Mallorca, hvor præsentationen af bilen finder sted. Bag rattet er indtrykket også positivt, da det er tydeligt, at indretningen er mere førerorienteret. Sædet og ikke mindst rattet har gode justeringsmuligheder, hvilket bidrager til den bedste ergonomi, jeg har oplevet i et sæde i en Toyota-slæde.

Men ikke alt er lutter lagkage. Den rummelige og komfortable førerplads har alvorlige konsekvenser for eventuelle bagsædepassagerers knæskaller. Særligt i hatchback-udgaven. Men lad os vende tilbage til det og i stedet kaste os over de fem gode grunde til, at din nabo vil elske at se den nye Toyota Corolla i din indkørsel.

For selvom forholdet til din nabo måske er fint, så skal du ikke tage fejl. Enhver lejlighed til at trumfe dine grill-kundskaber, dit hus, din partner, dine børns karakterer og dit valg af bil vil være en fryd for den bedrevidende nabo. Og hvad angår netop bilen, vil der være rigeligt med muligheder for at uddele stikpiller, når I deler en bajer over hækken, hvis du sender friværdi efter den nye Toyota Corolla.

Argument #1

Den grønne profil i Toyota Corolla Hybrid

Du vælger at købe en Toyota Corolla, fordi du gerne vil have en bil med en grøn profil. Du går op i miljøet. Du er ikke nødvendigvis vild med at skulle have en bil holdende i indkørslen. Men du har brug for en bil, og en hybridbil med kombinationen af benzin og el lyder som en god idé.

I så fald vil du ikke være alene. Selvom bilen også fås med en traditionel benzinmotor, forventes op mod 95% af Corolla-salget i Danmark at være hybrid-modeller. Ingen af de oplagte konkurrenter tilbyder samme løsning, så hvis det skal være en hybrid-model, er Toyota Corolla det bedste valg. Du har læst om, at flere europæiske universiteters forskningsprojekter viser, at over halvdelen af tiden bag rattet i en hybridbil fra Toyota foregår med slukket brændstofmotor. Og det fortæller du din nabo.

LÆS OGSÅ | Stor efterspørgsel: Her er tre gode bud på en brugt SUV

Det siger din bedrevidende nabo om hybrid-løsningen…

Stop lige engang, kammerat. Hvad betyder hybridsystemet i praksis? Det lille batteri kan ikke lades op på anden vis end under kørsel, og rækkevidden alene på strøm er meget begrænset. Det kan godt være, hybrid-systemet sænker udledningen af partikler. Men du kan altså ikke bruge bilen til at køre gennem centrum af en mellemstor provinsby helt uden at udlede partikler, som du eksempelvis kan i de fleste plug-in hybridbiler. Hvis du synes, bilens 22,2 teoretiske kilometer på en liter brændstof i hybrid-udgaven er imponerende, men for næsten samme pris kan du få en Kia Niro plug-in hybrid, som leverer 71,4 kilometer pr. liter. Så du kan godt pille den der grønne glorie ned igen.

Og apropos priser…

Argument #2

Udstyr og priser på den nye Toyota Corolla

Du køber bilen, fordi du kan gøre et godt køb. Sælgeren har fortalt dig, du får meget udstyr i forhold til prisen, og det lyder ikke helt usandsynligt. Du har undersøgt markedet en anelse, og en startpris på 217.990 synes ikke som tyveri ved højlys dag. Der er trods alt både sædevarme, adaptiv fartpilot og højdejusterbare sæder med i pakken.

Derudover kan du vælge noget så smart som matrix-LED-lygter, der automatisk og effektivt sørger for at skabe noget, der minder om dagslys om natten. Det er fedt, så det vil du gerne vælge.

Det siger din bedrevidende nabo om prisen på den nye Toyota Corolla…

For det første er de intelligente lygter ikke noget unikt for Toyota. Opel Astra har haft det i årevis. Den kan du desuden også få med massage i sæderne, hvis det skulle være. I den nye Toyota Corolla fås de smarte lygter også kun i højeste udstyrsvariant, H4, som koster fra 417.990 kroner.

I det hele taget er det svært at se, hvorfor du vil give næsten 220.000 kroner for en Corolla, når Ford Focus koster 25.000 mindre, Opel Astra koster knap 20.000 mindre, og den helt nye Kia Ceed, som er en udstyrskonge uden lige, koster 8.000 kroner mindre end Corolla.

Argument #3

Rummelighed og praktik i Toyota Corolla

Bilen er vokset en smule i forhold til den netop aflivede forgænger, Toyota Auris. Du kan godt lide plads, så det er et plus. Bagagerummet på stationcar-udgaven er konkurrencedygtigt med en anden netop aflivet Toyota-model, Avensis, så det er absolut brugbart, når familien skal på tur. Men du synes, hatchback-udgaven ser langt federe ud, og da antallet af familiemedlemmer foreløbigt er overskueligt bliver du enig med dig selv om, at du snupper den smarte udgave med fem døre.

Det siger din bedrevidende nabo om rummeligheden…

Selvom min bil er på værksted, det regner, og bussen først kommer om en time, så vil jeg hellere vente på dén end at sidde på bagsædet af din Toyota Corolla hatchback. Hvis en gennemsnitligt dimensioneret person sætter sig på passagersædet og skubber det helt frem, så knæskallerne kysser instrumentbrættet, er der ikke ikke engang tilnærmelsesvist plads til en andet gennemsnitligt dimensioneret menneske på bagsædet. Av mine knæskaller. Av min nakke.

SE OGSÅ | Video: Toyota Aygo er bilen, der får bussen til at virke dyr

At en bil i mellemklassen ikke på nogenlunde komfortabel vis kan transportere fire voksne personer bør diskvalificere bilen til overhovedet at blive solgt i andet end hjemlandet.

Hvis bare du havde snuppet den nye Corolla som stationcar, så havde der været en chance for at mase sig ind, men bagsædepladsen er under alle omstændigheder i underkanten.

Argument #4

Køreegenskaberne i ny Toyota Corolla

Du tager naturligvis forbi din lokale Toyota-forhandler og prøver bilen, før du skriver under på slutsedlen. Og du bliver overrasket over, hvor fint den kører i byen. Den ligger dejlig roligt på vejen. Den er komfortabel. Rattet ligger godt i hænderne, og responsen er, som den skal være.

Sælgeren har forklaret, at bilen har en form for moderne CVT-gearkasse (milliongear), som teoretisk set er det absolut bedste system i forhold til effekt og brændstofforbrug. Men da du triller forbi skiltet, der ophæver byzonen, og du træder på speederen, ved du nøjagtig hvad din nabo vil sige…

Det siger din bedrevidende nabo om køreegenskaberne…

Det kan godt være, CVT-gearet er det mest effektive og brændstoføkonomiske på papiret. Men vi lever ikke i en teoretisk verden. Det skal fungere i praksis. Så at insistere på gearkassens fortræffeligheder er som at prædike, at stofbleer er bedre for miljøet end engangsbleer. Det betyder bare ikke, at du frivilligt vil jonglere med afkommets afføring i bleer af stof.

SE OGSÅ | GTI-kamp: Ford battler VW og Toyota

Så kan det godt være, bilen kan fås med masser af hestekræfter, men når gearkassen under en simpel overhaling sender omdrejningerne drastisk i vejret, har du ikke lyst til at lade foden synke på speederen. At fokusere på dynamik og hestekræfter giver derfor ingen mening.

Argument #5

Nostalgien i den genopståede Toyota Corolla

Corolla blev født i 1966. Den blev introduceret i Danmark det efterfølgende år. Foto: Esben Skrumsager

At genopstå fra de døde er en solid præstation i sig selv. Men det er intet mindre, hvad Corolla har gjort. Den blev lagt i graven i 2007, da salgstallene blev for pinlige, men under storhedstiden i midten af 80’erne blev der solgt mere end 15.000 eksemplarer om året, og det har gjort Corolla-navnet til et af de mest velkendte modelnavne, selvom bilen i 12 år har heddet Auris.

Auris formåede dog aldrig at nå Corolla-slagstallene til sokkeholderne, og derfor slår Toyota nu tilbage på det nostalgiske spor. Og her har din bedrevidende nabo ikke noget smart comeback. For selvom det på alle fronter er en ny bil, rummer navnet så meget nostalgi, at de fleste kan smide mindst et par anekdoter i puljen, når Corolla-kortet smides på bordet.

Dansk premiere på Toyota Corolla

Toyota har netop åbnet for salget af den nye Corolla.

Bilen fås både som hatchback og stationcar, og udover en kraftfuld 2.0-liters hybridmotor fås den også med en mere brændstoføkonomisk 1.8-liters hybridmotor med 122 hestekræfter.

Vælger du den skrabede udgave uden hybridteknologi, får du en 1.2-liters turbobenzinmotor med 116 hestekræfter.

Priserne begynder ved 217.990 for den billigste udgave i udstyrsvarianten T1. Den billigste hybrid, H1, fås fra 245.990, mens den topudstyrede H4 koster fra 417.990 kroner.

Se alle priserne her: Priser og standardudstyr i Toyota Corolla

Det siger din bedrevidende nabo om nostalgien i Corolla…

Åh ja. Corolla. Det vækker sgu minder!

Der var engang, da jeg gik i gymnasiet, hvor en af mine kammerater fik lov til at låne sin stedmors Corolla. Han kørte gennem byen, og på et tidspunkt fik han lyst til at moone i forruden til nogle trafikanter. Desværre fik hans numse forruden til at flække, så han måtte trille hjem til papmor-Jytte og fortælle, at forruden havde fået et solidt stenslag.

Åh ja, den Corolla lavede vist flere overhalinger i nødsporet på motorvejen, end den gjorde i overhalingsbanen. Det var godt nok vilde tider.

Der var også dengang, vi snuppede en halv palle med toiletpapir på en tankstation og besluttede os for at rulle hele molevitten ud inde i bilen. Det var sgu tæt på at blive farligt, da mængden af toiletpapir var ved at overstige hovederne i bilen!


Har du også en anekdote i ærmet om Toyota Corolla? Del den endelig med os på Facebook!

Konklusion

Den nye Toyota Corolla er overraskende nem at se ned på for din bedrevidende nabo. Og desværre har han ret i det meste. Corolla imponerer ikke på nogen parametre, og den lever i alt for ringe grad op til de enorme forventninger. Den har godt nok fået mere udstyr, bedre førerposition, flere hestekræfter og et smart design. Og det er fint nok. Men automatgear-drivlinjen og udstyrsniveauet er bedre i Kia Ceed. Prestigen er højere i VW Golf. Køreegenskaberne er bedre i Ford Focus. Pladsen er bedre i Peugeot 308. Og prisen er lavere i Opel Astra.

Med kritisable pladsforhold på bagsædet, en anstrengende drivlinje og en uambitiøs prissætning lever den nye Toyota Corolla ikke op til de enorme forventninger. Bilen kommer – trods sit nostalgiske navn – næppe til at bidrage nævneværdigt til den imponerende historik, som Corolla-navnet bærer på.

Samlet vurdering: ★★☆☆☆

Del artikel:

Andre fandt dette interresant

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Esben Skrumsager

Bilnyheder fra ind- og udland samt tests af nye biler med fokus på praktiske egenskaber for familien er Esben Skrumsagers fokusområder.

Med erfaring fra blandt andet Ekstra Bladet, Søndagsavisen og Bil Magasinet er Esben på trods af sine blot 30 år en erfaren herre inden for motorjournalistik.

Esben har en forkærlighed for de tyske bilmærker. Porsche er blandt favoritterne, og privat fragter han familien rundt i en BMW 3-serie fra 2014 (F31). Når vejret tillader det, foretrækker han dog ofte sin motorcykel.
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS