Polestar 4 Long Range Dual Motor-20
Forbrugerstof
26. juni 2026

Kør-selv-ferie til Italien? Tyskland bliver sommerens store tålmodighedstest

Køen kan begynde allerede efter grænsen: A7, Hamborg og Brenner-ruten mod Italien bliver sommerens store prøve for danske bilister.

Simon Hallenslev

Simon Hallenslev

Med bilen fuld af oppustelige flamingoer, figenstænger og forventningsglæde suser mange danske familier snart afsted på kør-selv-ferie. Men alt tyder på, at sommerferien får lov at starte med en gammel kending: STAU! 

Den tyske bilistorganisation ADAC forventer ifølge en pressemeddelelse fra OK igen i år tæt trafik på de populære ferieruter mod syd. Det gælder særligt i juli og august, hvor både danskere, tyskere og andre europæiske feriebilister sætter kurs mod Østrig, Italien, Kroatien og Frankrig.

Polestar 4 Long Range Dual Motor-38
Foto: Simon Hallenslev

Klassiske klumper i trafikken

Ifølge ADAC er de klassiske problemperioder stadig fredag eftermiddag og lørdag formiddag. Her klumper ferie-, pendler- og weekendtrafik sig sammen på de samme motorveje.

Der vil være betydelig trængsel på mange af de klassiske ferieruter gennem Tyskland, særligt på de dage, hvor flere europæiske lande har feriestart eller -afslutning. Derfor anbefaler vi fortsat, at bilister undgår at rejse fredag eftermiddag og lørdag formiddag, hvor trafikken traditionelt er tættest, 

siger Melanie Mikulla, talsperson for ADAC.

For danske bilister begynder risikoen for tæt trafik allerede kort efter grænsen. A7 fra Flensborg over Hamborg, Hannover og videre sydpå er fortsat en af de travleste ruter, når ferien går mod eksempelvis Gardasøen.

Særligt omkring Hamborg, Hannover, Frankfurt, Köln, Stuttgart og München kan trafikken hurtigt gå fra feriehumør til håndgemæng over en Bluey-episode på iPad'en. Dertil kommer vejarbejde, som kan skabe lokale flaskehalse på selv en ellers fornuftig rejsedag. Melanie Mikulla afslutter:

Vi forventer de største udfordringer på de store nord-sydgående ferieruter. Det gælder især omkring Hamborg, Hannover, Frankfurt, Köln, Stuttgart og München, hvor flere af Tysklands vigtigste motorveje mødes. Samtidig vil trafikken mod Alperne, Østrig og Schweiz være særligt tæt på de store rejsedage.

DC-opladning MBB 03656
FOTO: Morten B. Bek

Brennerpasset bliver en joker

Går turen til Italien, har Brenner-ruten potentiale til at blive årets helt store tålmodighedstest. Arbejdet ved Lueg-broen på den østrigske A13 Brennermotorvej fortsætter, og selv om der på mange store rejsedage planlægges med to spor, kan der stadig opstå lange køer.

Det peger Jens Bomholt, kommunikationschef i OK, også på:

Brennerpasset bliver uden tvivl en af sommerens største trafikmæssige udfordringer. Vejarbejdet ved Lueg-broen betyder, at der kan opstå lange køer og store forsinkelser på ruten mod Italien. Særligt på fredage og søndage bør bilister indregne ekstra rejsetid.

Han peger også på A7 ved Kielerkanalen som et sted, hvor danske bilister bør følge ekstra godt med i trafikken. Her er byggeriet ved Rader Hochbrücke i gang, og det kan påvirke trafikken på en af de vigtigste forbindelser mellem Danmark og resten af Tyskland.

19-3-25 Aarets Campingtraekker jury og generelt 2025
FOTO: Rasmus Schønning

Planlæg mindre – og bedre

Det kan være fristende at planlægge en lang køredag for bare at komme derudaf. Men det er sjældent den mest behagelige løsning, når motorvejen er fuld af feriebiler, campingvogne og vejarbejde.

ADAC anbefaler, at feriebilister ikke planlægger for lange etaper. Som tommelfingerregel lyder rådet på 500 til 700 kilometer om dagen – afhængigt af trafik, pauser og passagerernes tålmodighedsniveau.

For elbilister er sommerens kør-selv-ferie blevet lettere end for få år siden, fordi ladeinfrastrukturen i store dele af Europa er vokset markant. Men på de travleste rejsedage er det stadig en god idé at have alternative ladestop klar, især hvis turen går langt sydpå eller væk fra de store motorveje.

Det bedste råd er derfor enkelt: Kør uden om de værste tidspunkter, hold pauser oftere end du tror, og lad være med at gøre ankomstdagen til et kapløb. Ferien bliver ikke bedre af, at alle i bilen er stegt færdige på A7.

Gode råd til kør-selv-ferien 2026

  • Planlæg afgang og ankomst i god tid og undgå trafikknudepunkter i myldretiden.

  • Forvent en gennemsnitshastighed på 90-100 km/t i dagtimerne på de store ferieruter.

  • Hold gerne pause mindst hver anden til tredje time.

  • Overvej en overnatning undervejs, hvis ruten overstiger 700-800 kilometer.

  • Følg løbende trafikmeldinger og brug navigationsapps som Google Maps eller Waze.

  • Vær opmærksom på, at mange omkørselsruter også kan skabe kø

  • Kører du elbil, så planlæg alternative ladestop på de travleste rejsedage.

  • Beregn især ekstra rejsetid, hvis turen går via Brennerpasset mod Italien.

Her er ruterne med størst risiko for kø

ADAC peger blandt andet på disse motorveje som særligt belastede i sommertrafikken:

A1: Hamborg – Bremen – Ruhr-området – Köln A3: Holland – Köln – Frankfurt – Bayern – Østrig A5: Frankfurt – Karlsruhe – Basel A7: Flensborg – Hamborg – Hannover – Kassel – Füssen A8: Stuttgart – München – Salzburg A9: Berlin – Leipzig – München A99: Ringmotorvejen omkring München

Kilde: ADAC og OK

Ladeboks til stærk pris

Læs mere om:

Andre fandt dette interessant