marts 22, 2021

Ugens fund: Blæret Bentley bringer Dubai til Danmark

Har du nogensinde kigget på en Bentley Continental GT og tænkt, at det ikke er helt nok? Frygt ikke! Denne Ugens fund har været i hænderne på de bling-bling-kyndige mennesker hos Mansory, der nærmest er blevet hovedleverandør til Dubais bilscene.

Af: Simon Hallenslev / d. 22. marts 2021

Der findes millionærer og milliardærer, for hvem en Bentley, en Lamborghini og sågar en Bugatti er lidt for blød hat og almindelig til, at de gider have noget med dem at gøre. Det er noget af et handikap at have, når man gerne vil køre dyrt, lækkert og luksuriøst.

Til at hjælpe disse stakkels stinkende rige mennesker eksisterer tyske Mansory, der bedst kan beskrives som en form for ’Pimp My Ride’-virksomhed for milliardærer. De tager dyre og flamboyante biler ind og gør dem endnu dyrere og endnu mere flamboyante – typisk med en masse kulfiber.

De biler, der får en tur hos Mansory, ender typisk i den olierige ørkenstat De Forenede Arabiske Emirater. Denne Ugens fund er dog havnet på Bilbasen og er en Mansory-Bentley, som de er bedst.

Specifikationer

Bentley Continental GT

Motor: W12, 5.950 ccm

Ydelse: 635 hk / 900 Nm

0-100 km/t: 3,7 sek.

Tophastighed: 333 km/t

Forbrug: 8,2 km/l

Leasingpris: 27.156 kr. pr. md.

Mild Mansory-overhaling

Selvom denne Bentley Continental GT ser betragteligt mere hård ud end den ’gængse’ Continental GT, så er det faktisk efter Mansory-standard en ret mild og beskeden overhaling, den har fået. Under hjelmen er der ikke pillet ved noget, og overhalingen begrænser sig dermed til et bodykit.

Men hvilket bodykit! Det første, der springer i øjnene, er kølerhjelmen af kulfiber. Det er naturligvis ikke almindeligt vævet kulfiber, men såkaldt ’smedet’ kulfiber, hvor fibermaterialet støbes. Det giver denne marmor-lignende effekt. På Ugens fund går det igen på kølerhjelm, sidespejle, hækvinge og alle de andre steder, hvor Mansory har fundet plads til kulfiber.

LÆS OGSÅ | Ugens fund: Fabelagtigt flagskib er den sidste BMW med 12 cylindre

Herudover er bilen blevet udstyret med et sæt 22-tommer Mansory alufælge, der er en tomme større, end hvad du finder på en almindelig Continental GT. For at få det forsagte vidunder af en W12-motor til at brøle lidt, har Mansory også velsignet bilen med en sportsudstødning.

Mere Mansory-udstyr er der ikke at finde i bilen. Men bilen manglede nu heller ikke udstyr fra fabrikken. Den er nemlig udstyret med den store sædepakke for uovertruffen komfort, med varme, ventilation og massage, samt den store læderpakke og lydpakke fra B&O. Ingen grund til at lave om på dét!

Hvis det lyder som noget for dig, kan du se bilen her, hvis ikke den er solgt. Sælges af forhandleren CARCLUB.

Bentley-kraftværk

At Mansory kun har tilføjet et udstødningssystem til denne Ugens fund, skal du ikke være ked af. Den 6-liters W12-motor, den er udstyret med fra fabrikken, har rigeligt til både gården og gaden – også selvom du er multimillionær og vant til dyre biler.

LÆS OGSÅ | Ugens fund: Køb Mærsk Mc-Kinney Møllers gamle Buick

Motoren har tidligere også været brugt i Audi A8 og VW Phaeton, men i dag er det kun Bentley, der har glæde af det 12-cylindrede kraftværk i Continental GT og Flying Spur. Motoren yder 635 hk og 900 Nm, hvilket er nok til at skubbe de 2,1 tons fra 0 til 100 km/t på 3,7 sekunder. Den render først tør for juice ved 333 km/t.

Mansorys mantra

At jeg tillader mig at kalde denne kulfiber-indsvøbte Bentley Continental GT for beskeden i Mansory-regi, er fordi, de plejer at give bilerne betydeligt mere banjo. Når oliesheikerne ringer, og beder Mansory om at gå balalaika på deres Bugatti, så gør de det. Og de gør det uden skam i livet for, hvordan Bugatti oprindeligt havde tiltænkt, bilen skulle se ud.

Det er ikke unormalt, at Mansory deler vandene og tilmed skaber forargelse i visse bilglade kredse, når de præsenterer en nyligt opdateret superbil. Men så længe der er en kredsen og velbetalende kunde i den anden ende, vil Mansory fortsætte med at bygge kulfiberbeklædte overflødighedshorn.

LÆS OGSÅ | Ugens fund: Filmlegenden ‘Eleanor’ er til salg på Bilbasen

Deres Bugatti Chiron Centuria, der ses på billedet herover, var én af de modeller, der rigtigt delte vandene. De mange kulfiberdetaljer forvandlede en ellers elegant Bugatti til en… Hvad skal vi kalde det? Mere ’in-your-face’-agtig milliardærbil. Den store diffuser bagtil og de firdelte afgangsrør er ikke et syn, man lige glemmer.

Det er Mansorys mantra at bygge biler, der skiller sig ud. Om man kan lide det eller ej, er de dygtige til, og notorisk kendte for, deres arbejde med kulfiber og spraglede læderkabiner. I 2007 opkøbte Mansory tuningsvirksomheden Rinspeed, således de rige kunder kan få deres kulfiberindsvøbte Lamborghini Aventador til at gå fra 0 til 100 km/t på 2,7 sekunder i stedet for 3 sekunder.

9 ud af 10 kan i gennemsnit spare 3.000 kr. på deres bilforsikring. Indtast din nummerplade og se din pris på 30 sekunder - gratis!
Jeg kan ikke nummerpladen
Leveret af Samlino logo
Del artikel:

Andre fandt dette interessant

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Simon Petry Hallenslev

Simon er en ung og passioneret motorjournalist, der har specialiseret sig i anmeldelser af biler, sammenlignende dueltests og nyheder fra bilindustrien.

Han følger altid nøje med i, hvad der rører sig i branchen, og bestræber sig på at formidle sin viden i et, til tider farverigt, men altid let forståeligt sprog. Hans artikler er rettet mod både de læsere, der ikke er bileksperter, og de dedikerede entusiaster som ham selv.
Bilbasen logo
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS