april 5, 2022

Ugens fund: Er BMW 1M den bedste BMW nogensinde?

BMW 1M er ikke produceret i stor volumen og bliver derfor ofte glemt, når man snakker historiske M-modeller. Det er synd. Den er nemlig en kandidat til at være den bedste BMW i nyere tid. Læs hvorfor lige her.

Tekst: Simon Hallenslev
Foto: Salgsbilleder

Jeg har før skrevet om den bedste BMW M3, der også var en kandidat til at være en af de bedste M-modeller generelt. Helt deroppe i toppen af BMW-kransekagen, sammen med E46 M3 CSL, findes denne Ugens fund: BMW 1M.

Der var stor skepsis om BMW 1M op til lanceringen. Ikke alene var den fanebærer for turbo-drevne BMW’er, hvilket irriterede puristerne. Den var også lidt af et sammenskudsgilde, sat sammen af dele fra forskellige modeller for at holde udviklingsomkostningerne lave.

Alligevel blev BMW 1M anerkendt som en af de bedste biler fra BMW i nyere tid – hvis ikke nogensinde. Selvom et lavt produktionstal presser brugtpriserne op i dag, kan denne Ugens fund leases for bare 5.200 kr. om måneden hos forhandleren autoklasse. Se den her, hvis ikke den er solgt.


BMW 1M

Motor: R6 benzin 2.979 ccm
Ydelse: 340 hk / 500 Nm
0-100 km/t: 4,9 sek.
Tophastighed: 250 km/t
Forbrug: 10,4 km/l
Vægt: 1.495 kg
Mål (L/B/H): 438/180/142 cm
Bagagerumsvolumen: 
370 liter


Forhandler fortæller

Det er Michael fra forhandleren autoklasse, jeg får fat i, og han ved godt, hvad han har med at gøre. Han får nemlig hurtigt beskrevet BMW 1M som en vaskeægte purist-BMW og får understreget, hvorfor denne Ugens fund er sat helt rigtigt sammen.

Denne Ugens fund er leveret uden infotainmentskærm, der var ekstraudstyr tilbage i 2011. Dengang var det sikkert tænkt som en besparelse, men i dag ville skærmen, efter moderne skærm-standarder, mest af alt ville være en grynet plet for øjet i instrumentbordet. Nu er man fri for den forældede kasse og den ekstra vægt, den måtte medføre.

LÆS OGSÅ | Ugens fund: Bilbasens billigste Mercedes-AMG

Den er også bestilt med manuelle sæder i stedet for elektriske og uden soltag. Igen er det noget, der har været et fravalg på udstyrslisten i 2011, men som i dag betyder færre unødige kilo samt en køreposition, der er tættere på jorden for en rendyrket køreoplevelse.

Det er en sammensætning af udstyr, der lugter langt væk af purist-bil. Michael kan oven i købet fortælle, at bilen, der er svensk fra ny, aldrig har set skyggen af vejsalt og står snorlige med 39.600 km på klokken med fuld servicebog.

En sjælden sag

Michael fra autoklasse mener også, at denne BMW 1M er særligt sjælden grundet den farve, den er leveret i, hvilket han spørger, om jeg vil tjekke op på. Og det har jeg selvfølgelig gjort!

Den er god nok. Denne Ugens fund er lakeret i Black Sapphire, der er den mest sjældne af de tre standardlakeringer, der kunne bestilles. BMW 1M kunne bestilles i Alpina White, der blev leveret i 2.385 eksemplarer, Valencia Orange, der blev leveret i 2.316 eksemplarer, og altså Black Sapphire, som blev leveret i 1.634 eksemplarer.

Der er produceret i alt 6.339 eksemplarer af BMW 1M på verdensplan, hvilket efterlader 4 biler i andre, uspecificerede specialfarver. Her er samtlige speciallakerede biler sikkert gemt godt væk i privatsamlinger.

Finanskrisen kradser

BMW 1M, der helt korrekt hedder BMW 1-Serie M Coupé, blev teaset for første gang på motormessen i Tokyo i 2007. En kompakt konceptbil, der skulle være den helt nye lillebror i BMW’s eksklusive modelprogram af hårdkogte M-modeller.

Året efter konceptet blev vist frem, meldte finanskrisen sin ankomst. Projektet blev sat i bero, og udviklingsteamet vidste, at der næppe ville komme grønt lys til en ny M-model i kølvandet på krisen. Derfor blev 1M et projekt, som ingeniører og designere brugte interessetimer på at færdiggøre uden ledelsens kendskab.

Jo tættere teamet kom på et færdigt produkt, desto mere af deres fritid blev brugt på projektet. Der er efter sigende brugt mange weekender på, at gøre BMW 1M til virkelighed.

LÆS OGSÅ | Ugens fund: Vildt eftertragtet BMW M3 fra 1989

Det rygtes, at teamet benyttede en åbning på to uger, hvor daværende BMW M-chef Dr. Kay Segler var på ferie, til at samle deres skjulte arbejde til én stor produktpræsentation.

Som børn, der har ryddet huset op, mens forældrene var på ferie, viste udviklingsteamet stolt resultatet af deres hemmelige arbejde til Segler og den øvrige ledelse. De fik tilladelse til at gøre projektet til virkelighed men til et særdeles begrænset budget.

Foruden et budget, der var betragteligt lavere end hvad andre M-modeller tidligere var blevet udviklet på, fik teamet at vide, at der kun kunne bygges 2.700 eksemplarer. Det var alt, som ledelsen kunne presse ind i den eksisterende produktionsplan på fabrikken i Leipzig.

Sammenskudsgilde og skepsis

Det begrænsede budget tvang teamet til at bygge BMW 1M med alt godt fra rodekassen. Denne Ugens fund er med andre ord lidt af et sammenskudsgilde. Hele bilens bagtøj, fra ophænget til differentialet og bremserne, er eksempelvis taget direkte fra den V8-drevne BMW E92 M3.

Motoren er taget fra BMW Z4 sDrive 35iS – og det var her, at skepticismen for alvor begyndte at melde sig. For det første var der ikke tiltro til, at man kunne bygge en rigtig M-model med en motor fra en bil, der ikke var en M-model. 

LÆS OGSÅ | 3x billig BMW til under 100.000 kr.

Derudover var rækkesekseren fra Z4 turbodrevet, hvilket fik BMW puristerne op af stolene. En rigtig M-model havde sugemotor, og før BMW 1M var det kun BMW X6M, der var blevet lanceret som en turbodrevet M-model med en mildt sagt blandet modtagelse.

Ved lanceringen i 2011 blev skeptikerne dog tvunget til at æde deres ord. Selvom BMW havde været tvunget til at skære hjørner, blev 1M solgt med klassiske BMW-dyder som 50/50 vægtfordeling, baghjulstræk og, til alles overraskelse, manuel gearkasse som den eneste gearkasse.

Den bedste nogensinde?

BMW 1M overraskede både skeptikere, motorjournalister og sågar BMWs egen ledelse. Den blev beskrevet vidt og bredt som en af de bedste BMW-modeller nogensinde med karaktertræk og køredynamik, der mindede folk om den originale BMW E30 M3. Den var analog – præcist som puristerne ønskede det.

Den gode omtale fik efterspørgslen til at eksplodere. Derfor måtte ledelsen anerkende udviklingsteamet ved at øge produktionen fra de oprindelige 2.700 eksemplarer til de 6.339 eksemplarer, der blev realiseret fra Leipzig-fabrikken.

LÆS OGSÅ | Ugens fund: Den smukkeste BMW på Bilbasen?

Og hvis du undrer dig over, at denne Ugens fund hedder BMW 1M og ikke M1, er det fordi, at BMW ville efterlade plads i historien til deres første superbil, der hedder BMW M1. Selvom BMW 1M var god, fik den ikke lov til at overtage superbilens plads i historien.

Denne Ugens fund fik dog alligevel sin helt egen plads i historien, og er af flere medier blevet omtalt som den bedste BMW i nyere tid – hvis ikke nogensinde. Hvis dét lyder som noget for dig, kan du lease denne Ugens fund her, hvis ikke den er blevet afsat i mellemtiden.

Del artikel:

Andre fandt dette interresant

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Simon Petry Hallenslev

Artikler om gamle såvel som nye biler, de seneste nyheder til bilentusiaster og afsendelse af Bilbasens nyhedsbrev er det, som Simon roder med.

I sit arbejde på Bilbasen kombinerer Simon en brændende passion for biler med sin viden fra Copenhagen Business School. Når artiklerne forfattes, er det derfor ikke kun med en dybtliggende interesse for biler, men også med omtanke for ting som SEO-optimering og korrekt markedskommunikation.
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS