DMC DeLorean (1)
Ugens fund
15. juli 2021

Ugens fund: Tag tilbage til fremtiden med denne DMC DeLorean

Simon Hallenslev

Simon Hallenslev

DMC DeLorean er hverken kendt for sine køreegenskaber eller byggekvalitet. Alligevel er den et ikon i bilverdenen, der kun bliver mere eftertragtet. Nu har vi fået en DeLorean til salg på Bilbasen, som selvfølgelig er Ugens fund.

Af: Simon Hallenslev / d. 15. juli 2021

John DeLorean var 80’ernes Elon Musk. En visionær forretningsmand med store planer om at vælte den etablerede bilbranche med sit eget bilmærke. Sådan skulle det ikke gå, men i processen fik han alligevel skabt en bil, som de fleste vender sig og kigger efter – også dem, der ikke er bilnørder.

En del af denne ikonstatus kommer naturligvis fra bilens medvirken i filmene ’Tilbage til Fremtiden’, hvor den gale videnskabsmand Doc Brown og Marty McFly bruger bilen som tidsmaskine.

Rollen på det store lærred kom dog for sent, da DMC et par år forinden havde drejet nøglen om med kun 9.000 producerede biler. Det anslås, at der er 6.500 biler tilbage i verden, hvilket gør den særdeles eftertragtet i samlerkredse. Nu er der en til salg på Bilbasen, som selvfølgelig er denne Ugens fund. Vi ser nærmere på bilen og på historien bag.

Specifikationer

DMC DeLorean

Motor: V6, benzin, 2.849 ccm

Ydelse: 170 hk / 235 Nm

0-100 km/t: 9,5 sek.

Tophastighed: 210 km/t

Forbrug: 10,5 km/l

Vægt: 1.230 kg

Tilbage til Fremtiden i virkeligheden

Måske bliver du skuffet, men denne Ugens fund kan ikke rejse frem og tilbage i tiden. Alligevel har denne DMC DeLorean taget sig en smuttur til fremtiden i overført betydning. Den er nemlig blevet opdateret med nogle moderne komponenter, så den fremstår mere tidssvarende.

Bilen har fået en opgraderet klimakompressor, så kabinen kan køles bedre ned. En fornuftig opdatering da DMC DeLorean kun kan åbne et yderst begrænset stykke af sine to sideruder. Herudover er den blevet monteret med servostyring, hvilket ikke kunne tilkøbes i DeLorean fra ny i 1981.

Til slut er der også eftermonteret Bluetooth i bilen, så du kan snakke og høre musik frem og tilbage til fremtiden uden at få klip i kørekortet. Det er forhandleren Lease Danmark i Karlslunde, der har bilen til salg. Skal den blive din, må du hoste op med 419.990 kr. for den sjældne samlerbil.

Til Bilbasen fortæller forhandleren, at tilføjelsen af servostyring alene har kostet 30.000 kroner, og at bilen med sine blot 86.000 km på klokken står i flot og køreklar stand. De har taget bilen ind for en dansk samler, der ønskede at forny sin bilsamling, hvorfor den i dag står udstillet i Karlslunde. Se bilen her, hvis ikke den er solgt.

DMC DeLorean (1)
DMC DeLorean (4)
DMC DeLorean (2)
DMC DeLorean (5)
DMC DeLorean (6)
DMC DeLorean (7)
DMC DeLorean (8)
DMC DeLorean (9)

80’ernes Elon Musk

John DeLorean var ingen hvem-som-helst, før han startede sit bilmærke DMC. Han arbejdede i General Motors og var den yngste på direktionsgangen i virksomhedens historie, da han i 1973 siger op for at starte sit eget. John DeLorean er eftersigende træt af bilindustriens konservative og bureaukratiske fremgangsmåder.

Han vil bygge en sportsvogn, der både er sikker, benzinøkonomisk og pålidelig – noget, som verden ikke før havde set. Og fordi han ikke var alene om at mene, at bilindustrien i de sene 70’ere var gået i stå, fik han frit valg på alle hylder, når det kom til at udvælge de dygtigste medarbejdere fra den etablerede branche.

Tag bare designet på bilen. Stregerne er sat af selveste Giorgetto Giugiaro, som har lagt navn og blyant til adskillige vigtige biler. Giugiaro er manden bag VW Golf I, BMW M1, Lotus Esprit, Lancia Delta og Maserati Coupé. Giugiaro fik lov til at lege af John DeLorean, hvilket resulterede i en smuk kileform og mågevingedøre.

John DeLorean har en klar idé om, hvordan bilen skulle bygges. Chassiset skal støbes i fiberglas, for at sikre lav vægt, gode køreegenskaber og god benzinøkonomi. Herudover skal den også være centermotoriseret, hvilket i bilverdenen nærmest fungerer som garant for balance og køredynamik.

DMC DeLorean (3)

Modgang og kokainsmugling

De store visioner møder desværre hurtigt modgang. Først må DeLorean droppe chassiset af fiberglas, fordi det er for dyrt og kompliceret. Dernæst må han droppe centermotoriseringen, fordi budgettet kun rækker til en V6-motor, der med sin drivlinje kun kan placeres bag bagakslen.

Motoren indkøbes oveni hatten fra Peugeot, Renault og Volvo, som DMC DeLorean derfor må dele med mere folkelige biler som Peugeot 505, Renault Espace II og Volvo 760. Dette hæmmer selvsagt sportsvognspræstationerne meget, og da det også halter med byggekvaliteten, har pressen ikke mange rosende ord til overs for bilen.

Fragtomkostninger fra fabrikken i Belfast til USA samt svingende valutakurser gør tilmed, at DMC DeLorean ender med at koste 25.000 Dollars i stedet for de 12.000 Dollars, John DeLorean først havde lovet. Med en startpris på 25.000 Dollars bliver DeLorean dyrere end storkonkurrenten Chevrolet Corvette på det givne tidspunkt.

Og alt imens forretningen skranter, bliver John DeLorean anholdt og sigtet for medvirken til kokainsmugling af FBI. Det bliver en langstrakt retssag, der tager al John DeLoreans tid såvel som hans sidste penge. Da han først to år efter sagen begynder bliver pure frifundet, er bilmærket DMC begæret konkurs. Produktionen nåede dermed kun at løbe til 1983 med kun 9.000 eksemplarer produceret i alt.

Vil købe bilen for dens filmrolle, dens vilde historie eller bare dens smukke udseende, kan du se den her, hvis ikke den er solgt.

Samlino logo
9 ud af 10 kan i gennemsnit spare 3.000 kr. på deres bilforsikring.
Indtast din nummerplade og se din pris på 30 sekunder - gratis!
Jeg kan ikke nummerpladen

Læs mere om: