juni 11, 2024

Ugens fund: Den mest charmerende Fiat 500 nogensinde

Selvom den nok passer bedre ind i Amalfi, end den gør på Amager, så er smilet garanteret lige stort begge steder. Denne helt særlige Fiat 500 charmerer nemlig helt naturligt alle på sin vej.

AF: Zacharias Lund FOTO: Salgsbilleder

Det er svært ikke at smile, når man ser på denne lille Fiat 500. Hvad end man kigger på de flettede havestole i kabinen, det parasol-agtige tag eller de manglende døre.

Den er nok ikke optimal om vinteren i Danmark, men nu når sommeren og solen for alvor er over os, er denne Ugens fund genial. Når solen steger og asfalten koger, kan denne Ugens fund være et friskt pust til at overleve sommerens varme. Læs alt om den lille charmør lige her.

En dag i Capri

Navnet Luigi ‘Gigi’ Segre siger nok de færreste noget, men han var ejer af designfirmaet og karroserifabrikanten ‘Carrozzeria Ghia’, der i 1950’erne og 60’erne ombyggede sportsvogne til unikke enestående eksemplarer. 

En dag i 1950’erne sidder Gigi Segre på en strand på øen Capri og undrer sig over, hvorfor taxaerne er, som de er. De passer ifølge ham slet ikke ind til den rolige stemning, der er på øen. Han føler en mindre, mere stilfuld og lettere bil vil passe meget bedre ind.

Det giver ham en idé. Han skal bygge en bil, der kan erstatte de kluntede taxaer og være meget mere passende til stemningen på øen. Bilen skal baseres på den charmerende lille Fiat Cinquecento/Fiat 500, mener Gigi Segre og sætter sit hold i Torino i gang. 

Først ryger taget, dernæst erstattes dørene af en lavere karm uden dør, for at man lettere kan komme ind i bilen. Dernæst erstattes de polstrede sæder af flettede stole foran og bænk på bagsædet, så vådt badetøj ikke er et problem.

Det manglende tag løste Ghia ved at lave et stoftag, der ligeså godt kunne være taget fra en parasol og pludselig stod Carrozzeria Ghia med en eminent strandbil, der ville klæde Capri meget mere end de gængse taxaer. Fra start er den nye strandbil ikke en udbredt succes, da folk ikke helt kan forstå meningen med den lille Fiat 500 Jolly. Lige indtil en vis italiensk rigmand kommer med et ønske. 

Agnellis yacht

Fiats store italienske boss Gianni Agnelli havde i 1957 et problem, som kun rigmænd som ham kan have. Han manglede en lille bil, der kunne stå på hans yacht, Agneta, såvel som løftes af yachten af personalet, når den skulle bruges på land.

Der var altså brug for en let, men stadigvæk velfungerende bil, som kunne køre lange ture, hvis det var nødvendigt. Der var med andre ord brug for en bil som Agnelli kunne køre til stranden i. 

Det er her, Carrozzeria Ghia kommer ind i billedet. De havde tidligere haft fat i en Fiat Cinquecento og bygget en såkaldt strandbil, der var perfekt til Agnelli. Fiat-bossen ville dog have, at hans bil skulle bygges på den nye generation af Fiat 500: Nuova 500 – og ikke på den ældre Cinquecento. 

Derfor sendte Fiat en Nuova 500 til Torino, så folkene fra Carrozzeria Ghia kunne lave en bil, der opfyldte Gianni Agnellis behov og det kom der så Fiat Nuova 500 Jolly ud af. 

Havestole og persienne

Nærstuderer man denne Ugens fund lidt nærmere, finder man flere og flere mærkværdigheder. Havestolene er noget for sig og det parasol lignende tag er en gimmick, der kun kan være italiensk. 

Når solen står på sit højeste, er det rart at have taget oppe og få lidt skygge. Men med kronisk blæst i Danmark, skal man nok ikke sætte sin lid til, at stoftaget holder meget mere end en let brise. Det kan dog undgås ved at folde taget ned og få fuld sol i fjæset. Det er en simpel proces at fjerne taget og generelt er denne Ugens fund en ganske simpel bil. 

Rundt om bilen løber en form for sølv gelænder, der både agerer kofangere og indstigningshjælp, men funktionen er også at gøre det mere belejligt at flytte den fra dækket på Yachten til kajen. 

Hvad der er mere belejligt er, at man hverken skal tænke på døre eller seler i bilen. Man sætte sig bare i den flettede stol og kører afsted mod stranden. Ingen bekymring, eller måske lidt for livet, da sikkerhed er en by i Rusland. 

Kun 650 eksemplarer

Fiat 500 Jolly var ikke det helt store hit. Det samlede produktionstallet på i alt 650 eksemplarer afslører også det samme. Det har dog ikke afholdt flere store personligheder fra at eje en af de små charmerende biler. Elvis Presley havde blandt andet en og den amerikanske skuespiller og senere prinsesse af Monaco, Grace Kelly, kørte også en. Selv den amerikanske præsident, Lyndon B. Johnson havde en.

Det gav ikke anledning til at den bredere befolkning tog den lille strandbil til sig, hvilket er en skam. Det skal dog ikke stoppe denne Ugens fund for at være en af de mest charmerende biler nogensinde. 

Denne Ugens fund er en ombygget Fiat 500 Cabriolet, og er derfor ikke en original Ghia. Den er dog lavet fuldkommen efter bogen og så tæt på originalen som muligt. 

Er man på jagt efter en original Fiat Nuova 500 Jolly i lige så fin stand som denne, skal man både være ekstremt heldig, men også hoste op med mange flere penge. 

Denne udvalgte er derfor et prisbilligt alternativ, der har mindst lige så meget charme som den originale. Den koster 387.000 kr. Det kan virke absurd at betale for en gammel Fiat 500, men der er altså ikke tale om en normal Fiat 500 her, tværtimod. 

Det er Classicmotorsales, som har denne fine sag til salg og du kan opleve den lige her. 

9 ud af 10 kan i gennemsnit spare 3.000 kr. på deres bilforsikring. Indtast din nummerplade og se din pris på 30 sekunder - gratis!
Jeg kan ikke nummerpladen
Leveret af Samlino logo
Del artikel:

Flere Fiat 500 til salg på Bilbasen.

Andre fandt dette interresant

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Zacharias Lund

Zacharias er ved at uddanne sig til journalist på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Han er i forbindelse med sit studie i praktik ved Bilbasen, hvor han får lov at udnytte sin store interesse for biler.

Zacharias har trods sin korte tid som motorjournalist allerede bevæget sig rundt blandt større etablerede medier som Børsen og Bilmagasinet, hvor han også har været redaktør for årbogen “Årets Biler” i 2022 og 2023.

Ved siden af skole og praktik driver Zacharias det lille videomedie 3-Punkts-Vending, hvor han laver videoer med biler i fokus.

Zacharias er stor fan af design og flotte linjer, ligesom en vellydende og gennemført sportsvogn også nemt fanger hans opmærksomhed.

Ved Bilbasen laver Zacharias en masse forskelligt, men arbejder typisk med at skrive artikler og finde interessante artikler at bringe.
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS