Mercedes G65
august 24, 2020

Ugens fund: Vild Mercedes-AMG G-Klasse med 12 cylindre

Hvis du har et brændende ønske om at tænde enhver miljøforkæmper af, er ugens fund lige noget for dig. Vi har nemlig fat i den sjældne og 12-cylindrede Mercedes-AMG G65.

Af: Simon Hallenslev / d. 24. august 2020

Har du nogensinde kigget på en Mercedes-AMG G63 og tænkt, at den ikke er heeelt nok for dig? At den godt kunne bruge en lidt større motor med en lidt dårligere benzinøkonomi? Nej vel?

Altså, nogen må have tænkt det! Mercedes valgte nemlig i 2012 at udskifte V8-høvlen på 5,5-liter i G63 ud med en 6,0-liters V12-motor, og herefter kalde den G65, præcis som en 12-cylindret S-Klasse også hedder S65.

Resultatet blev en magtdemonstration ud over alle grænser. G65 var nemlig i en årrække den mest kraftfulde off-roader i verden og er til dato den mest kraftfulde G-Klasse, Mercedes har produceret. Vi kigger nærmere på denne uges fund: Mercedes-AMG G65.


Mercedes-Benz G65 AMG

Motor: V12 benzin biturbo, 5.980 ccm
Ydelse: 612 hk / 1.000 Nm
0-100 km/t: 5,3 sek.
Tophastighed: 230 km/t
Forbrug: 5,9 km/l


Greta Thunberg har ringet …

… hun vil have sit benzinkort tilbage! Mercedes G65 går sølle 5,9 km/l på en god dag med vind i ryggen og konservativ speederfod – det er 0,4 km/l mere end en Hummer H2. Og hvis du så tror, at du med en ringere benzinøkonomi og fire flere cylindre kommer hurtigere ud af starthullerne end Mercedes-AMG G63, kan du godt tro om igen.

Mercedes G65 stryger fra 0 til 100 km/t på 5,3 sekunder, hvilket jo er ganske imponerende for en bil, der vejer på den tunge side af 2,5 tons. Men sammenligner vi med en G63 af samme årgang, er G65 0,1 sekund hurtigere til 100 km/t.

LÆS OGSÅ | Ugens fund: Boss Mercedes-Benz bygget af Porsche

Det betyder med andre ord, at G65 er uøkonomisk alene for din bekvemmeligheds skyld. Accelerationen er, også sammenlignet med G63, langt mere lyd- og kompromisløs i G65, alene på grund af det velstemte klaver med 12 cylindre under den kantede kølerhjelm.

Med 612 hk og vanvittige 1.000 Nm er G65 henholdsvis 68 hk og 240 Nm kraftigere end lillebror G63. Der er er altså en mikrobil til forskel mellem de to. Den er til gengæld også over 100 kg tungere med sin kampvægt på 2.580 kg. I amerikansk-spec vejer den vanvittige 2.835 kg, men hvad forskellen er, er svært at få svar på.

En (måske) sjælden bil

Vi kom i indledningen til at skrive, at Mercedes-AMG G65 er sjælden. Men faktum er, at vi ikke ved det. Ligesom med vægtforskellen mellem EU- og US-spec, er det også ganske svært at få svar på, hvor mange G65’ere der egentlig er produceret.

Selvom G65 var en ren og skær magtdemenstration fra Mercedes i 2012, som skulle vise, at de sagtens kunne skohorne en V12’er ned i en G-Klasse, har Mercedes valgt at gemme G65-salgstallene ind under G63-tallene. Det er med stor sandsynlighed er et beskedent antal, der er produceret fra 2012 til 2015, men altså også svært at sige, hvor sjælden den er præcist.

LÆS OGSÅ | Ugens fund: Verdens mest eftertragtede BMW?

Alligevel kan denne uges fund vise sig at blive en nyklassiker såvel som en god investering. Det er nemlig kun den tredje SUV i verden, der er blevet udstyret med en V12-motor efter den legendariske Lamborghini LM0002 fra 1986 og Audis Q7 V12 dieselhakker ffra 2008. Siden er Bentley også kommet på banen med Bentayga.

Magtdemonstrationen, kompromisløsheden og de store, CO2-udledende armbevægelser har naturligvis gjort G65 til en rigtig Hollywood-øse. Køber du denne uges fund, skal du vide, at du kommer til at rulle ligeså tungt som teenageidolet og pop-dompappen Justin Bieber.

Kendisfornemmelser > Jagt

Den eksklusive ’Designo’ interiør- og læderpakke, som denne Mercedes-AMG G65 selvfølgelig er udstyret med, betyder, at det nærmere er kendisfornemmelserne, der skal plejes frem for jagtforbindelserne.

Selvom bilen nok primært kommer til at hente for dyre croissanter ved Strandvejsbageren, kan du med det permanente firehjulstræk sagtens køre i skoven og hente dit bytte. Selv hvis du har nedlagt en bøffel eller et næsehorn, trækker de 1.000 Nm dyret gennem skoven i flyvende fart.

LÆS OGSÅ | Ugens fund: Den sidste Lamborghini Diablo

Hvis du har bilsmag som en rig popsanger eller oliesheik, og ikke er bleg for at skulle hælde 96 liter blyfri i tanken hver gang du triller 500 kilometer, er denne Mercedes-AMG G65 lige noget for dig. Forhandleren Selected Car Leasing udbyder den til privatleasing for 16.091 kr. om måneden.

Herudover kommer selvfølgelig den halvårlige grønne ejerafgift på 7.720 kr., det skyhøje benzinforbrug og  en forsikringssum, der garanteret matcher galskaben. Forhandler fortæller, at bilen er hentet hjem til en kunde fra Tyskland for bare et par år siden. Samme kunde har skiftet til en ny G63, hvorfor denne bandit nu kan blive din — hvis altså den ikke er solgt.

9 ud af 10 kan i gennemsnit spare 3.000 kr. på deres bilforsikring. Indtast din nummerplade og se din pris på 30 sekunder - gratis!
Jeg kan ikke nummerpladen
Leveret af Samlino logo
Del artikel:

Andre fandt dette interessant

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Simon Petry Hallenslev

Simon er en ung og passioneret motorjournalist, der har specialiseret sig i anmeldelser af biler, sammenlignende dueltests og nyheder fra bilindustrien.

Han følger altid nøje med i, hvad der rører sig i branchen, og bestræber sig på at formidle sin viden i et, til tider farverigt, men altid let forståeligt sprog. Hans artikler er rettet mod både de læsere, der ikke er bileksperter, og de dedikerede entusiaster som ham selv.
Bilbasen logo
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS