Tesla Model Y AAB Bilbasen Blog billede
Elbiler
18. november 2021

VIDEO: Bliver Tesla Model Y kåret som Årets Bil?

Simon Hallenslev

Simon Hallenslev

Berner er taget til Jylland sammen med Jan Lang og Christian Schacht for at finde frem til hvilken ny bil, der skal udnævnes som Årets Bil 2022. I første episode ser de nærmere på Tesla Model Y. De får også et smugkig på den nye XPeng P5 sedan.

Video: Anders Berner | Dato: 18. november 2021

Gamle, sure mænd i nye biler. Sådan beskriver man nok bedst Anders Berner, Christian Schacht og Jan Lang. Du kender Berner, og Schacht, der er bilredaktør på Jyllands Posten, har tidligere optrådt i videoerne her på Bilbasen. Også Jan Lang er en tilbagevendende karakter, da han er Bilbasens Markedsanalytiker.

I denne omgang optræder de tre som gnavne, men stadig professionelle, dæksparkere. De er taget til kåringen af Årets Bil 2022 på Jyllandsringen for at se på, hvilke biler, der kan vinde — og hvilke, der bestemt ikke kan.

Den første bil de har fingrene i er den længe ventede Tesla Model Y, som kan vise sig at være en seriøs kandidat til at tage titlen som Årets Bil. Hør hvorfor, når de tre gamle og sure mænd tager den under kyndig behandling her.

Tesla Model YDual Motor Long Range

Motor: To elmotorer (for + bag)

Ydelse: 351 hk / 527 Nm

0-100 km/t: 5 sek.

Tophastighed: 217 km/t

Rækkevidde: 507 kilometer

Startpris: 499.412 kr.

Video

Den hemmelige gæst

Der var panik i øjnene på de kinesiske Xpeng-medarbejdere, da de opdagede deres fejltagelse. De var på testtur og holdt ind ved Jyllandsringen for at bruge en af parkeringspladsens ladestandere — lykkeligt uvidende om at den danske motorpresse var samlet netop dér. Bilen, de var kørende i, var XPeng P5, der ikke er lanceret i Danmark, og den eneste danske sætning, de havde lært, var “ingen billeder, tak“.

Sådan hænger det bare ikke rigtigt sammen. Ikke alene fordi Danmark er et frit land, og fordi de færdedes i det offentlige rum, men også fordi XPeng P5 allerede er blevet præsenteret på bilmessen Auto Shanghai i April og testet af pressen i blandt andet Storbritannien. Så trods den indstuderede appel om ingen billeder nåede vi alligevel at få et kort glimt af bilen i videoen. Og herunder kan du læse lidt om, hvad man skal forvente af den.

Ligesom vi også har set det med Aiways, er virksomheden XPeng skudt usandsynligt hurtigt frem i bilindustrien. Med kvalificerede kræfter fra den kinesiske bilindustri og investorer fra Alibaba har XPeng fra grundlæggelsen i 2014 og til i dag bygget deres egen fabrik, påbegyndt en fabrik nummer to og udviklet hele tre forskellige elbiler fra bunden. Deres seneste model er XPeng P5, som de gamle, sure mænd fik et glimt af i videoen.

At det er gået så stærkt, som det er gået for XPeng, kan umiddelbart ikke ses på XPeng P5, når man læser lidt op på teknikken. Foruden sit 80,9 kWh store batteri, der giver 600 km rækkevidde (iflg. NEDC-standard), er modellen også den første serieproducerede bil med LiDAR-teknologi. Det er en laser-baseret teknologi, der scanner omgivelserne præcist, og som på papiret skulle sikre banebrydende selvkørende egenskaber i XPeng P5.

Laser-sensorerne i P5 scanner omgivelserne i op til 150 meters afstand i en 150-graders vinkel. De 32 almindelige sensorer, 12 ultralydssensorer og fem mikrobølgesensorer skal sørge for, at alt fra fodgængere og cyklister til lyssignaler skal scannes så præcist som muligt. Hvordan det fungerer i praksis, glæder vi os til at teste, når P5 lander i Danmark.

Samlino logo
9 ud af 10 kan i gennemsnit spare 3.000 kr. på deres bilforsikring.
Indtast din nummerplade og se din pris på 30 sekunder - gratis!
Jeg kan ikke nummerpladen