marts 19, 2020

Guide: Ny Tesla Model 3 eller brugt Tesla Model S

Har du lyst til at købe en ny Tesla model 3 eller en brugt Tesla model S – Anders Berner hjælper dig igennem et stykke ad vejen

Tekst & video: Anders Berner  / Dato: 20. marts 2020

Har du fået mod på at købe en elbil, ligger den nye Tesla Model 3 lige til højrebenet. Har du et budget på omkring 400.000 kr. er Tesla Model 3 en fin bil med super køreegenskaber og en nogenlunde bygge- og materialekvalitet. Den er lynende hurtig, nem at køre, overskuelig i trafikken og meget billig at holde kørende. Og med en pris fra 370.000 kr. for en baghjulstrukken basismodel er der lang vej op til konkurrenter som Audi A4, Mercedes C-klasse og BMW 3-serie.

Mandagsbiler

Man skal selvfølgelig huske, at Teslaen er hjulpet af lavere registreringsafgift. Model 3 er da heller ikke et match til de tre tyskere, målt på det vi kan kalde oplevet kvalitet – om den er det på den målte kvalitet – eller holdbarheden – må tiden vise. Foreløbig ved vi, at rigtig mange Tesla Model 3 er mandagsbiler. Dårlig lak, elektronikproblemer og sort skærm er hverdag for nogle ejere. Men igen: tyskerne er bestemt ikke perfekte heller.

LÆS OGSÅ: Find alt du skal vide om elbiler her

Og Tesla Model 3 har en langt bedre garanti end de tre dyre tyskere, som efter min mening håner deres ejere med blot to års reklamationsret. Det kan mange BMW og Audi-ejere nok skrive under på, når deres bil har passeret 5-6 år og værkstedregningerne begynder at tårne sig op.

Hurtig og upraktisk

Du kan også vælge at se Tesla Model 3 som et alternativ til dyrere modeller af Ford Focus, Skoda Octavia  eller Honda Civic. Ganske enkelt fordi både pris og oplevet kvalitet er et bedre match her. At Teslaen så er hurtigere er selvfølgelig indiskutabelt. Til gengæld er den langt mindre praktisk.

Model 3 er af samme årsag ikke en bil for alle. Kører du langt hver dag er der biler, som er nemmere at have med at gøre. Men dens største bagside er nok, at den ikke er specielt rummelig. Tesla Model 3 er nemlig bygget som en sedan-model og har begrænset plads på både forsæder, bagsæder og i bagagerummet.

Den brugte Model S

Har du brug for den ekstra plads, er der fordele ved at kigge på en brugt Model S. Den er væsentligt større og har endda en stor bagklap og nedfældeligt bagsæde i modsætning til 3’eren. I det følgende fokuserer vi derfor på køb af Tesla model S.

Tesla Model S kom til Danmark i 2013. Bilen var godt tænkt, hurtig og virkelig rummelig: Op til syv pladser, hvis du valgte en model med opklappelige ekstra-sæder i bagagerummet. De første modeller haltede dog efter hvad angår kvalitet. Byggekvaliteten var i bedste fald middelmådig, og vi, der kørte bilerne dengang, oplevede både mislyde og dele, der bare faldt af. Og ikke mindst fejl i elektronikken.

LÆS OGSÅ: De 12 vigtigste spørgsmål, når du ser på elbil

Den første model, som jeg kørte, var en P85, hvor dørsiderne faldt af, når man smækkede døren. Der var pibelyde fra bagruden og bilen kunne finde på at opføre sig som en PC med en uheldig softwareupdate: Nogle gange strejkede den og ville ikke starte.

Men vi kom videre og det samme gjorde Tesla. Da jeg testede Tesla Model S for fjerde gang i sommeren 2015 var kvalitetsforbedringerne til at mærke og få øje på. Den 70’er, som jeg lånte var ganske enkelt den bedste Tesla, jeg havde kørt. Flot bygget med masser af opdateringer på både mekanik, elektronik og software. En stor fornøjelse. Og selvom 70 ikke var den hurtigste model, var den hurtig nok. 0-100 km/t på omkring 6 sekunder.

Luksusbil på warp speed

Tesla lagde oprindeligt ud med tre modeller: en 60 kWh-udgave, en 85’er og en P85’er med lidt ekstra power. Alle bilerne havde baghjulstræk på det tidspunkt. Inden faceliftet i 2015 nåede en P85D – hvor D’et stod for dual motors – at se dagens lys. Sådan en havde angiveligt omkring 700 hk og var ikke just en sinke med en accelerationstid til 100 km/t på omkring 3 sekunder.

LÆS OGSÅ: Se alle elbiler i Danmark og deres rækkevidde

I 2015 fik bilerne et teknisk facelift, mere batterikapacitet og endnu flere kræfter. 60’eren forsvandt til fordel for 70, og en 90, 90D og P90D. Der dukkede endda en model op med 100 kWh batteri. P90D havde nu 770 hk. Køreegenskaberne blev forbedret i den nu faceliftede model, så den var noget mere håndtérbar. Især på vådt underlag. At drible en baghjulstrukken P85’er rundt på en våd, snoet vej kunne godt være lidt angstprovokerende, fordi undervognen ikke helt matchede de mange kilogram og hestekræfter. Vægtskift ved speederslip og bratte retningsskift gjorde at Tesla Model S føltes mere utryg at køre end eksempelvis en Mercedes S-klasse. 

LÆS OGSÅ: Hvad koster det at lade en elbil op?

Hvis du ikke går så meget til stålet, opleves Model S som den luksusbil, den er: støjsvag, tilbagelænet og med en blød igangsætning og øjeblikkelig speederrespons, som er vanskelig at opnå i selv en dyr benzin- eller dieselbil. Det er nu ikke noget Tesla er alene om – du har en lignende oplevelse i andre elbiler, men Tesla S skiller sig især ud ved at være støjsvag og hurtig.

Gå efter de faceliftede Tesla’er

Vi vil klart anbefale dig at vælge en faceliftet model. Mestendels på grund af den forbedrede kvalitet. Selv ting som læderkvaliteten er forbedret i den faceliftede model.

Men selv de tidligere modeller var blevet bedre med tiden, fordi Tesla konstant sender trådløse softwareopdateringer ud til bilerne – selv de allerførste fra 2013. Det er noget, som de tyske luksusmærker kunne tage ved lære af.

SE OGSÅ: Berner tester Honda e

En sjov feature i Tesla Model S er, at den ikke har en startknap, fordi den ikke behøver én. Når du sætter dig ind i bilen registrerer bilen nøglekortet eller nøglen, og så er der “tænding på”. Alle andre elbiler har fortsat en startknap, hvilket er både unødvendigt og irriterende, når man én gang har prøvet en Tesla.

Tesla Model S virkede i det hele taget velbygget. Vi har kørt Teslaer med temmelig mange kilometer på bagen, som opleves stort set nye. Kabinen er ikke på samme niveau, som en Mercedes S-klasse – som Tesla jo ret beset er en konkurrent til alle andre steder end i Danmark. Men det du ser på og rører ved i kabinen har tydeligvis en god holdbarhed. Der er selvfølgelig ting, du skal passe på og gå efter, når du er på udkig efter en brugt Tesla Model S.

Pas på autopiloten

Der er to ting, du skal sikre dig inden du køber en Tesla model S. Forsikringen kan være dyr – tjek med dit forsikringsselskab og forhør dig hos andre selskaber. Der kan være store prisforskelle.

LÆS OGSÅ: Hvad er afgiften på elbiler?

En yderlige ting, som du skal holde dig for øje er, at Tesla indtil efteråret 2016 benyttede Tesla Autopilot 1.0 – som ikke kan ikke opdateres. De nyere systemer bliver derimod opdateret løbende. Og måske skal du finde ud af om du overhovedet er interesseret i at bruge Tesla Autopilot. Personlig er jeg ikke så vild med dem – som jeg i øvrigt heller ikke er på andre biler til dato. Fartpilot og fartbegrænser giver nok mening for de fleste, men systemer som linievogter og delvis selvstyring er ikke i alles smag.

Bilens forbindelse til internettet er også vigtig. De tidlige modeller nøjedes med 3G-forbindelse, og det er ofte ikke nok til at få navigationen, Spotify eller internetradio til at fungere tilfredsstillende.

Her skal du være opmærksom, når du ser på brugt Tesla Model S

Der er i skrivende stund omkring 70 brugte Tesla Model S til salg på Bilbasen. Gå listen herunder igennem, når du ser på brugt Tesla S, for ikke at ende med en mandagsbil.

  • Kig efter buler. De store giver selvfølgelig sig selv, men selv små buler kan være dyre at udbedre – simpelthen fordi bilen er bygget i aluminium, som er et materiale de færreste værksteder kan håndtere.

 

  • Dårlige tætninger i døre, omkring vinduer og panorama-glastag. Kør en tur – helst på motorvejen og lyt efter hvislelyde. Prøv at åbne og lukke panoramaglastaget mens du kører.

 

  • Dørhåndtagene, som glider ud og ind af døren kan holde op med at virke. Alle håndtag skal glide ud, når du kommer tæt på S’eren. Men de kan de repareres for nogle få kroner, hvis du selv magter opgaven. Du kan finde ud af om de virker ved at nærme dig bilen med nøglen i lommen.

 

  • De indvendige dørsider kan sidde løse. De små befæstelses-klips, som holder dørsiden fast, hopper ud af sine huller. Det er heldigvis billigt at reparere.

 

  • Tjek for revner i glastaget

 

  • Hvis den har et panorama-glastag – test det ved at åbne og lukke det. De senere modeller har ikke tag, der kan åbnes af samme årsag.

 

  • Lyt efter sære lyde. Der er masser af servomotorer, bremsekraftforstærkere osv. som kan sige lyde og være et tegn på at noget er galt.
  • Batteriet er den enkeltkomponent, du skal have mest opmærksomhed på. Et slidt batteri er dyrt at reparere eller udskifte – på samme niveau som motor og gearkasse på en dyr benzin- eller dieselbil. Hold øje med batteristanden. Er den under 90% af den oprindelige kapacitet bør du måske finde en anden model. De praktiske erfaringer med Tesla’s batteri viser dog at batterier er meget holdbare.

 

  • Kig ned langs siden på bilen – ser det ud som om bilen har haft skader, som ikke er lavet efter forskrifterne? Er den blevet omlakeret?

 

  • De første modeller havde problemer med støjende motorer, men de er blevet skiftet på garantien.

 

  • Få styr på bilens historie, og husk at mange reparationer er ikke nødvendigvis et problem: Jo flere dele bilen har fået skiftet des bedre. Hvis bilen har fået skiftet dørhåndtag og motor, ved du, at du bilen er udstyret med en nyere generation dørhåndtag.

 

  • Når du har kørt bilen, lad bilen stå et kvarters tid, flyt den fem meter frem eller tilbage og tjek om der ligger pytter af kølevæske.  A/C’e vil dryppe vand, men bilen må ikke efterlade kølevæske, der som regel kan kendes på sin blå farve.

 

  • Kig under bilen – er der større skrammer eller skader for påkørsler.

 

  • Tjek den elektrisk bagklap – støjer den?
9 ud af 10 kan i gennemsnit spare 3.000 kr. på deres bilforsikring. Indtast din nummerplade og se din pris på 30 sekunder - gratis!
Jeg kan ikke nummerpladen
Leveret af Samlino logo
Del artikel:

Andre fandt dette interessant

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Anders Berner

Som redaktionens videojournalist og TV-vært er Anders den primære testkører af de nyeste og mest interessante bilmodeller. Det kan blandt andet kan opleves på Bilbasens youtube-kanal.

Anders er fast mand på Bilbasen. Tidligere har blandt andre Ekstra Bladet, FDM og fagbladet Ingeniøren haft fornøjelse af Anders Berners både nørdede og meget entusiastiske tilgang til bilstoffet.

Anders er glad for elbiler og har blandt andet haft både Nissan Leaf og BMW i3 i garagen. Der er dog ikke noget, der kan bringe smilet frem på Berners læber som en baghjulstrukken bandit af en sportsvogn.
Bilbasen logo
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS