Elbiler og plug-in hybrider risikerer at ruste mere end benzin- og dieselbiler. Her er, hvad du gør, og hvad du kan få som bonus
Video: Jacob Dalby & Anders Berner
Fuldstændig ligesom almindelige benzin- og dieselbiler ruster elbilerne også, når de bliver ældre. Faktisk er der noget der tyder på, at elbiler ruster endnu mere end benzin- og dieselbiler på grund af højspændingen.
Det er ren fysik; Vi ved, at der lettere opstår korrosion i forbindelse med højspænding. Og da der ikke er højspænding på benzin- og dieselbiler er der større risiko for, at elbiler og plug-in hybrider ruster. Det kan altså være en rigtig god ide at rustbeskytte din elbil og plug-in hybrid.
SE OGSÅ | Få sikker opladning i sommerhuset
Men rustbeskyttelsen beskytter ikke bare mod rust – den kan også have en støjdæmpende effekt. Med en særlig rustbeskyttelse kan man næsten halvere støjniveauet fra dæk- og vejstøj. Se med i Bilbasen Strøm og find ud af hvordan.

Rustbeskyt uanset biltype
Forbrugerorganisationen FDM’s erfaring er, at alle biler har behov for rustbeskyttelse. I hvert fald når vi taler de biler, der skal køre på de danske veje hele året.
Det danske klima er nemlig særligt gunstigt for rust. Danmark ligger midt i det såkaldte ærtebælte, der strækker sig fra det nordlige Storbritannien, hen over det sydlige Norge og Sverige, samt hele Danmark og det nordlige Tyskland.
SE OGSÅ | Sådan får du mere rækkevidde i din elbil
Navnet ‘ærtebæltet’ er selvfølgelig ikke taget ud af den blå luft. Det kommer af, at klimaet her er optimalt til at dyrke grønne ærter på grund af den høje luftfugtighed. Luftfugtigheden holdt sammen med de middelmådige temperaturer giver en optimal grobund for både rust og grønne ærter.

Få mindre støj som bonus
Udover rustbehandling kan man også få lavet en såkaldt akustikbehandling. Den hjælper ikke bare med at bekæmpe rust, men fjerner også en stor del dæk- og vejstøj.
SE OGSÅ | Kan man spare penge på strømmen til sin elbil?
Behandlingen er altså særligt interessant til elbiler, da motorstøjen i forvejen er væk og man derfor nemmere hører dæk- og vejstøj. Der sprøjtes et produkt på bagsiden af inderskærmene og et ekstra lag sprøjtes på indersiden af selve hjulkasserne.
Behandlingen er testet af et akustikfirma, og det viser sig, at behandlingen tæt på halverer dæk- og vejstøj. På eksempelvis en Volvo V70 sænkes dæk- og vejstøjen mellem 2 og 2,5 dB. Det er altså tæt på en halvering af støjen fra dæk og vej.