Den er hurtigere end Hyundai Ioniq 6 N og Tesla Model 3 Performance, og den har ikke kun to, men tre elmotorer - og de tre motorer lyder som om, de kommer fra filmen Tilbage til Fremtiden: Mercedes-AMG CLA 45 4Matic+ er det nyeste skud på stammen blandt uhyrligt hurtige, vilde elbiler.
Der går bare tre sekunder, fra man jokker speederen i bund, til den nye AMG rammer 100 km/t. Det er så tæt på superbiler af enhver slags, at prisen næsten er for god til at være sand. Som sedan koster den heftige CLA 622.998 kr., som Shooting Brake fås den til 637.400 kr.
Hvis vi for en stund tager de kritiske sammenligningsbriller på, så er AMG-modellen faktisk rigtig dyr. Hyundais Ioniq 6 N med 650 hestekræfter (ved overboost) koster 539.995 kr., og den kræver ikke ekstraudstyr for at blive komplet. Det samme med Tesla Model 3 Performance, der koster 469.990 kr. (med mange hestekræfter, men kun Tesla ved, hvor mange det i virkeligheden er).
Men Ioniq 6 N skal bruge 3,2 sekunder fra 0-100 km/t, Model 3 Performance 3,1 sekunder. Og så har de kun to elmotorer, og ingen af de motorer har det overlegne, futuristiske navn aksialflux-motorer.









Der er lige det med udstyret...
AMG har pakket endnu en fordel ind i sin nye elbil, og den er omvendt både brugbar og håndgribelig. Med højt effektivitetsniveau og et batteri på 94 kWh fortsætter CLA 45 4Matic+, hvor andre for længst har givet op: sedanen kan fortsætte op til at ramme 678 kilometer på en opladning, mens den ikke helt så aerodynamiske Shooting Brake også gør det rigtig fint med 653 kilometer.
Rækkevidden i Ioniq 6 N og Model 3 Performance? - Kun 487 kilometer i koreaneren og 571 kilometer i den kinesisk producerede amerikaner. Den højere pris hos AMG virker til at være godt givet ud.
Jaaaaa, men problemet er, og det oplever vi og kunderne gang på gang hos Mercedes-Benz/Mercedes-AMG, er, at de nye biler aldrig helt er 100 procent klar til angreb: de mangler i den grad standardudstyr, så udsalgsprisen er bare luftkasteller.
De 622.998 kr. udløser en AMG CLA 45 4Matic+ med 19" alufælge (dog ikke stålfælge), nøglefri betjening, panoramaglastag, automatisk hækvinge, bakkamera, trådløs smartphonelader og automatisk klimaanlæg med en zone.
En moderat opgradering til 20" alufælge, Premium-pakken med el-justerbare forsæder, MBUX Superscreen (skærm foran passageren) og automatisk klimaanlæg med to zoner, metallak, elektronisk lysdæmpning af glastaget, varme i rattet, head-up display, men uden AMG Dynamic Plus-pakke, får den samlede regning op på 719.890 kr. En komplet udstyret bil har en pris, der er i en helt anden dimension - tæt på en million kr.



