Alle de store bilproducenter prøver at finde den bedst mulige løsning på elbilernes modelnavne. Nogle gør det med succes - som BMW med i-modellerne (i3, i4, i5, iX1 osv.), mens andre laver den ene fejl efter den anden.
Mercedes-Benz startede med navne som Mercedes-EQ EQE, gik videre med Mercedes-Benz efterfulgt af modelnavnet (EQE osv.) - og nu går det helt galt med Mercedes-Benz CLA med EQ Technology.
Volkswagen startede i 2020 med ID.3 som navnet på den første dedikerede elbil. Før det havde tyskerne brugt et E foran modelnavnet på de to elbiler - E-Up! og E-Golf. Siden har ID.3 fået selskab af ID.4, ID.5, ID. Buzz og ID.7 - og i 2026 kommer endelig to små elbiler, en elektrisk minibil og en elektrisk mini-crossover. I 2027 kommer så den mindste, en ny elektrisk mikrobil.

ID. Polo - og så ID. Cross
Frem til i dag har minibilen været kendt under navnet ID.2, og designet kender vi allerede en del til fra konceptbilen ID.2all. Men Volkswagen stopper med at bruge numre i sine elektriske modellers navne. Tyskerne vil bruge velkendte, rigtige navne - og ID.2 kommer derfor til verden som ID. Polo.
ID. Polo bliver ikke den eneste store 2026-nyhed fra Volkswagen, som har kæmpe potentiale i Danmark. Den får selskab af en crossover, der bliver elektrisk pendant til den eksisterende T-Cross (se de to første officielle tegninger lidt længere nede). Den ender med at hedde ID. Cross - og Bilbasen har allerede set bilen, som designmæssigt sidder lige i skabet.
Med kombinationen af ID og et navn går Volkswagen ind i en overgangsfase, der skal hjælpe folk med nemmere at gennemskue modelprogrammet. Biler med forbrændingsmotor bevarer navnene, som Golf, Passat og Tiguan, til de på et tidspunkt helt udgår.
Ved at sammensætte ID. og eksempelvis Golf, så ved man fremover, hvilken størrelse bil, man har med at gøre. Selv om det lidt giver sig selv, at ID.3 er mindre end ID.4, så er idéen bestemt ikke dum.


Nye navne til ID.3, ID.4 og ID.7 kan være på vej
Den nye ID. Polo kan du læse mere om i en separat artikel, som handler om den model alene. Den nye måde at navngive modeller på giver mange muligheder i de kommende år for Volkswagen.
Når tyskerne skriver, at "Volkswagen vil overføre mere etablerede navne til porteføljen af elektriske modeller med hver nye modelgeneration", så er vi spændte på, hvor hurtigt navnene rulles ud - og hvilke modeller, der får hvilke navne. Der er plads til alt lige fra ID. Scirocco over ID. Up til ID. Touareg.
Vi ved, at 2026-2027 bringer omfattende opgraderinger til ID.3 og ID.4 - og sandsynligvis til ID.7. ID.5 kommer til helt at udgå, så den skal altså ikke have nyt navn. Men da Volkswagen allerede omkring 2028-2029 er klar med en helt ny ID. Golf, er det muligt, at man lader være med at omdøbe faceliftet ID.3 til ID. Golf.
ID.4 kan næsten kun, enten ved facelift eller for en helt ny modelgeneration, blive til ID. Tiguan, og ID. 7 kan næsten ikke hedde andet end ID. Passat. ID. Buzz, som er den eneste eksisterende ID med et rigtigt navn, skal der selvfølgelig ikke laves om på.
Det hele åbner op for et vigtigt spørgsmål: når Volkswagens modeller med forbrændingsmotor på et tidspunkt udfases, så er der vel ingen reel grund til, at elbilerne bliver ved med at hedde ID til fornavn? Nej, men tyskerne har endnu nogle år til at beslutte, hvad der så skal ske.