Det koster 20.000 kr. ekstra at vælge det nye og større batteri i Volkswagen ID.7. Rækkevidden med det nye batteri er øget med 90 km.
TEKST Morten Bek FOTO PR
Hvor lang rækkevidde er rækkevidde nok? 500 kilometer? 600 kilometer? Svaret er, at det er individuelt. For nogle mennesker er 400 kilometer rækkevidde i en elbil mere end rigeligt – for andre er 600 kilometer i underkanten.
Hvis en rækkevidde på 615 kilometer i Volkswagen ID.7 med batteri med en anvendelig kapacitet på 77 kWh ikke er nok, så har man brug for en elbil, der virkelig kan køre langt på en opladning. Volkswagen spæder nu selv til med flere kilometer – nu fås ID.7 nemlig med det lovede batteri med en anvendelig kapacitet på 86 kWh.
Med ni kWh ekstra i batteripakken ryger WLTP-rækkevidden op over 700 kilometer. Afhængigt af udstyrsvarianten, og om man vælger hatchback, den nye stationcar Tourer eller den firehjulstrukne GTX, så er rækkevidden mellem 576 kilometer (ID.7 Tourer GTX) og 705 kilometer (ID.7 hatchback Pro S).




20.000 kr. for at få 90 kilometer mere på en opladning
Når det kommer til at vælge, om det virkelig er nødvendigt at opgradere til det store batteri i ID.7, skal man spørge sig selv, hvor mange penge det er værd at have 90 kilometer ekstra på en opladning. Hvis man meget af tiden kører på motorvej, kører mellem møder forskellige steder i landet eller bare ikke orker at bruge tid på at lade, kan de 90 kilometer være mange penge værd.
Volkswagen tager 20.000 kr. for de mere eller mindre værdifulde 90 kilometer ekstra rækkevidde. Det er en helt i gennem fornuftig merpris. Med den nye batteripakke er startprisen for ID.7 Pro S på 451.995 kr. ID.7 Pro med standardrækkevidden koster mindst 431.995 kr. De tilsvarende priser for den nye ID.7 Tourer, altså den nye stationcar, er 466.995 kr. og 446.995 kr.
Uanset om ID.7 kommer med batteripakken med 77 eller 86 kWh, kan man vælge mellem standardudstyret Pro/Pro S og Style/Style S – alle varianter har baghjulstræk og 286 hk. Forskellen mellem udstyrsvarianterne er blandt andet, at S-versionerne har matrix-LED-forlygter og el-justerbare forsæder.
ID.7 Pro 77 kWh – 431.995 kr.
ID.7 Style 77 kWh – 471.995 kr.
ID.7 Pro S 86 kWh – 451.995 kr.
ID.7 Style S 86 kWh – 491.995 kr.
ID.7 Tourer Pro 77 kWh – 446.995 kr.
ID.7 Style 77 kWh – 486.995 kr.
ID.7 Tourer Pro S 86 kWh – 466.995 kr.
ID.7 Tourer Style S 86 kWh – 506.995 kr.




ID.7 GTX med 340 hk og firehjulstræk fra 571.995 kr.
Volkswagen har også offentliggjort priserne på andre nye ID.7-varianter, nemlig GTX-udgaverne af både hatchback- og stationcarmodellen. GTX’erne er topmodeller, og de er udstyret med en ekstra elmotor foran. Den samlede mængde kræfter er derfor højere; 340 hk mod 286 hk i den almindelige ID.7.
ID.7 GTX og ID.7 Tourer GTX har som standard det store batteri med 86 kWh kapacitet, men kræfterne er noget, der koster på rækkevidden. Hatchbackudgaven, oplyser VW, har en rækkevidde op til 587 kilometer, mens stationcaren lukker ned efter 576 kilometer. De tal står i skarp kontrast til de maksimale 705 kilometer i standardversionen med 286 hk som hatchback og 686 kilometer i standardudgaven som Tourer.
Læs også: VW ID.3 klar med op til 326 hk
GTX-priserne er også betydeligt højere. Mens man kan få en ID.4 GTX med 340 hk til 429.995 kr., som svarer til 50.000 kr. mere end for ID.4 Style med 286 hk, så koster ID.7 hatchback som GTX 571.995 kr. Som Tourer koster ID.7 GTX 586.995 kr.
Det er en merpris i forhold til de nye ID.7-varianter med 286 hk og batteri på 86 kWh på 80.000 kr. Om GTX-udgaverne er pengene værd, regner vi med at finde ud af, når vi prøver dem senere i år.
ID.7 GTX 86 kWh – 571.995 kr.
ID.7 Tourer GTX 86 kWh – 586.995 kr.