Der er noget deja-vu over nyheden fra Volkswagen. Tyskerne præsenterer med den nye ID. California Cruise den første camper på strøm, og for to måneder siden præsenterede de et produkt med stort set samme specifikationer, nemlig Godnat-pakken til den almindelige ID. Buzz.
VW fortalte allerede for år tilbage, ved introduktionen af ID. Buzz, at den ikke ville komme i en California-udgave. En ID. Buzz California ville blive for tung og med for kort rækkevidde, fortalte tyskerne.
Og ID. California Cruise er, i bedste fald, en light-version af en California, og hele projektet ender med at fremstå som marketing-misbrug af det kendte og elskede California-navn: det er umiddelbart meget, meget svært at finde forskellene på den nye ID. California Cruise og den almindelige ID. Buzz udstyret med Godnat-pakken.











Stole og bord uden merpris
Hverken ID. Buzz Godnat eller den nye ID. California Cruise har hævetag med øvre soveplads, indbygget bruser eller køkken. Der er kun to sovepladser, som findes på en ni centimeter tyk foldemadras, der lægges ud over bagagerum og de nedfoldede bagsæder.
Det er muligt, madrassen er tykkere end den, der følger med i Godnat-pakken (pris enten 21.595 eller 34.595 kr., alt efter udstyrsvariant og evt. afgift), men i modsætning til en almindelig ID. Buzz med mindst fem siddepladser har ID. California Cruise (tilsyneladende - det oplyses nemlig ikke) kun fire sæder. De har til gengæld et særligt California-eksklusivt betræk kaldet Miwo.
For at kaste California-glans over den nye camper har VW omdøbt camping-tilstanden fra Overnight til, selvfølgelig, California. Det er den, der sørger for, at der er strøm til belysning, varme/køling i kabinen og andre mindre fornødenheder i op til 48 timer, selv om bilen er slukket.
Præcis som med Godnat-pakken har ID. California Cruise mørklægningsafdækning til vinduerne, ventilationsgitre til montering i de forreste sideruder og V2L-funktion til at drive eksterne apparater som kogeplade eller elkedel.
Med ID. California Cruise er der sammeklappeligt bord og to foldestole som standard - de koster ekstra til ID. Buzz med Godnat-pakke. Men det føles ikke som om, det virkelig retfærdiggør brugen af California-navnet, at det ikke koster ekstra at sidde omkring et bord.
Hvor meget skal den så koste, den nye ID. California Cruise? Da den egentlige premiere på modellen først er i disse dage på Caravan Salon Düsseldorf, er det for tidligt med en pris.



