Kinesiske Xiaomi har solgt millioner af produkter i Europa, men indtil videre har det inkluderet smartphones, luftrensere og anden elektronik - og ikke elbilerne, som i Kina kom på markedet i foråret 2024.
Men salget af de meget omtalte elbiler fra Xiaomi i Europa er kommet et vigtigt skridt nærmere. Producenten åbner nu et udviklings- og designcenter i München. Xiaomi har også sat tidspunkt på for introduktion i Europa: 2027.
München er selvfølgelig ikke valgt ved en tilfældighed. Det er byen, hvor BMW hører hjemme, og München er også vigtig for mange andre dele af bilindustrien.





10.000 butikker på verdensplan
Xiaomi kunne uden problemer have sendt sine biler direkte til Europa uden at bygge det nye led med udviklings- og designcenter, men åbningen af en europæisk base er et direkte signal - til både konkurrenter og forbrugere: Xiaomi er med, hvor det sker, og der udvikles i Europa til Europa.
I Kina lancerede Xiaomi først sedanen SU7 i 2024, og tidligere i år har Xiaomi lanceret SUV-modellen YU7. YU7, en direkte konkurrent til Tesla Model Y, er siden 6. juli blevet overleveret til flere end 40.000 kinesiske kunder. Da mærket åbnede for bestilling af sin crossover, bestilte omkring 200.000 kinesere den i løbet af tre minutter.
SU7 og YU7 kører med 400 volt-arkitektur, træk på baghjulene eller firehjulstræk, og topudgaven af SU7, SU7 Max Performance, har 663 hestekræfter. I juni satte Xiaomi rekord på Nürburgring med hurtigste tid for en elektrisk personbil.
Tidligere i år har Xiaomi blandt andet åbnet sin første butik i Japan, og producenten satser på, at der på verdensplan skal åbnes 10.000 dedikerede Xiaomi-butikker. Fra 2027 inkluderer det sandsynligvis også flere danske butikker.