XPeng ruller for tiden nye modeller ud med høj hastighed. Indtil videre har 2026 budt på P7+ og L03, og den nye topmodel G9L er også klar, før vi skifter til 2027.
Kineserne stopper ikke der, og næste model er allerede klar til lancering i Europa, efter den for kort tid siden er lanceret i Kina: L05, der i Kina hedder Mona L05, skal man ikke langt ind i 2027, før man kan møde i Danmark.
I Kina bruges Mona-navnet på at kategorisere de mest prisbillige og simple XPeng, modeller, mens de i Europa ikke på den måde differentieres fra det øvrige modelprogram.
L05 er en storebror til L03, og i forhold til L03 får L05 en klar fordel: den er 487 centimeter lang, som er 22 centimeter mere end L03, og det har givet plads til et ordentligt, stort bagagerum. Det foreløbige litermål (for den kinesiske model) er 702 liter, som nok efter europæisk målemetode vil være noget mindre - men større end de kun 367 liter i L03.








En afløser til G6?
L05 er med sine 487 centimeter i længden kun to centimeter længere end G9, og G6 er også kun 11 centimeter kortere.
Det giver flere muligheder i forhold til, hvor L05 skal passe ind i modelprogrammet. L05 kan direkte gå ind og afløse G6, men det er også en mulighed, at L05 bliver et billigere alternativ til G6, der starter på 299.995 kr. Hvor L03 starter på 239.995 kr., gætter vi på, at L05 vil starte 20.-30.000 kr. over den pris.
At L05 kan blive billigere end G6 kommer til udtryk i teknologierne. L05 deler den mere simple platform med L03, og derfor har den nye model kun 400 volt-system mod G6'erens 800 volt.
Dermed lader den langsommere ved DC-laderne; G6 kan lade med op til 451 kW, fra 10-80 procent på ned til 12 minutter - L03 har en maksimal DC-ladeeffekt på 236 kW, og 10-80 procent, oplyser XPeng, er på ned til 20 minutter.
Der er to batteristørrelser til den nye L05, og som L03 er der mulighed for LFP-batteri på enten 58,2 kWh eller 71,1 kWh - og baghjulstræk eller, regner vi med, firehjulstræk. Den sandsynlige rækkevidde med det store batteri og baghjulstræk efter WLTP-normen er omkring 500 kilometer. Den mindre, men mere avancerede G6 fås med batterier på 68,5 og 80,8 kWh med en maksimal rækkevidde på 525 kilometer.
Tidspunktet for dansk introduktion er ikke officielt, og alle data herover gælder for de versioner, der sælges på det kinesiske marked.



