Ferrari LaFerrari
3X
30. juli 2025

3x dyreste leasingbiler på Bilbasen

Leasing lyder smart, indtil førstegangsydelsen koster mere end et hus i provinsen, og den månedlige ydelse matcher en direktørløn. Her er tre biler, hvor leasingaftalen er lige så vanvittig som bilen selv.

Rasmus Tønder Christiansen

Tre biler, tre leasingaftaler og nul forbindelse til virkeligheden. Vi har håndplukket tre leasingbiler, der befinder sig så langt over budget, at det er ikke til at forstå.

Det her er ikke biler til pendling og ture til supermarkedet. Det er biler til dem, der allerede har en bil til deres bil og som mener, at 12 cylindre er et absolut minimum. Det er rullende overskud, benzinvåd vanvid og leasingaftaler, der kræver mere godkendelse end en kommuneplan.

Vi har fundet de tre dyreste leasingbiler på Bilbasen. Vi starter fra toppen.

Ferrari LaFerrari

Ferrari LaFerrari
Foto: Salgsbillede

Hvis du skal betale 365.000 kroner om måneden og lægge 4,85 millioner i førstegangsydelse, er det kun rimeligt at forvente lidt mere end en god udstyrsliste. Og det får du også. LaFerrari er ikke en bil, man køber for at komme fra A til B.

Den kan ikke trækkes med på ferie, har hverken bagagerum eller infotainment, men til gengæld er den en af de mest eftertragtede Ferrari-modeller i nyere tid, og det kan mærkes på prisen. Også på leasingaftalen.

LaFerrari blev præsenteret i 2013 som Ferraris modsvar til McLaren P1 og Porsche 918 Spyder. Hvor de andre eksperimenterede i større grad med turbotryk og mindre motorer, holdt Ferrari fast i det, de kender bedst, dog tilkoblet en mindre elmotor: en stor, skrigende V12’er, der først giver op ved 9.250 omdrejninger. Det er teknisk muligt at bygge en Ferrari uden, men de stolte italienere elsker altså en god V12'er.

Ferrari LaFerrari
Foto: Salgsbillede
Ferrari LaFerrari
Foto: Salgsbillede
Ferrari LaFerrari
Foto: Salgsbillede
Ferrari LaFerrari
Foto: Salgsbillede

Ferrari LaFerrari

Motor: 6,3-liters V12 + 120kW elmotor Ydelse: 963 hk / 900 Nm 0-100 km/t: 2,9 sekunder Tophastighed: 350 km/t Forbrug: 6,9 km/l Vægt: 1.255 kilo

Kabinen er præget af kulfiber, aluminium og manglen på alt overflødigt. Ingen skærme dominerer instrumentbordet, og sæderne er boltet fast til gulvet. Justering foregår med pedaler og rat som i en racerbil. Det er udelukkende med funktionalitet for øje, ikke komfort.

Produktionen var begrænset til 499 coupéer, og alle blev solgt, før bilen overhovedet ramte markedet. Efterfølgende blev der produceret 210 Aperta modeller, som også var solgt allerede før den offentlige lancering. I dag handles de til priser langt over nyprisen, og modellen regnes af mange som den sidste af sin slags, inden elektrificeringen for alvor overtog.

De vilde priser nævnt først i afsnittet gør den selvfølgelig udelukkende tilgængelig for et ekstremt snævert publikum, som hverken spørger til brændstoføkonomi eller restværdi. Man får til gengæld en bil, der for længst har passeret status som transportmiddel og nu mest af alt fungerer som investeringsobjekt med nummerplader. Se og læs mere om den unikke Ferrari lige her.


Ferrari Purosangue

Ferrari Purosangue
Foto: Salgsbillede

Da Ferrari annoncerede, at de ville bygge en bil med fire døre og frihøjde, var reaktionerne omtrent som forventet. Puristerne rystede på hovedet, og alle andre spidsede ører. Resultatet blev Purosangue, en bil der officielt ikke er en SUV, men noget Ferrari selv insisterer på at kalde en "Ferrari Utility Vehicle". Det lyder som en dårlig oversættelse fra et møde i marketingafdelingen, men virkeligheden er en smule mere interessant.

Designet er lavt, bredt og langt fra noget, der ligner en almindelig familiebil. Bagdørene er baghængslede, kabinen er delt op i fire separate sæder, og der er ikke én linje på bilen, der er tilfældig. Den ligner hverken en G-Klasse, Urus eller noget andet i den kategori – og det er helt bevidst. Purosangue gør ikke noget for at ligne konkurrenterne, da det er jo ikke bare en SUV som alle de andre!

Ferrari Purosangue
Foto: Salgsbillede
Ferrari Purosangue
Foto: Salgsbillede
Ferrari Purosangue
Foto: Salgsbillede

Ferrari Purosangue

Motor: 6,5-liters V12 Ydelse: 725 hk / 716 Nm 0-100 km/t: 3,3 sekunder Tophastighed: 310 km/t Forbrug: 6,4 km/l Vægt: 2.033 kilo

Under hjelmen ligger en 6,5-liters V12 uden turbo eller anden hjælp. Den yder 725 hestekræfter, snurrer op til 8.250 omdrejninger og sender bilen fra 0 til 100 på 3,3 sekunder. Det lyder voldsomt, og det er det også, men det bliver først for alvor imponerende, når man husker, at det her er en bil med fire døre, der vejer over to tons og kan hæves til at have en pæn frihøjde.

Førstegangsydelsen er 823.306 kroner, og den månedlige leasingydelse er på 179.295 kroner. Hvis bilen ikke er i brug, skal der stadig betales 33.195 kroner i månedlig passiv leasingydelse. Alternativt kan den købes for 3.916.500 kroner. Uden afgift, naturligvis.

Om man vælger leasing eller køb, ændrer ikke meget ved regnestykket. Det giver stadig ikke rigtig mening og det er næppe heller meningen. Men hvis man er på udkig efter en SUV – eller undskyld Ferrari, FUV – der for alvor skiller sig ud, så bliver det næppe mere kompromisløst end det her. Se flere billeder lige her.


Lamborghini Aventador

Lamborghini Aventador
Foto: Salgsbillede

Når Lamborghini siger farvel til noget, gør de det med så meget dramatik, at man skulle tro, det var en opera. Ultimae Roadster er den sidste Aventador og dermed også den sidste Lamborghini med en rendyrket V12 uden hybrid eller turbo. Det er slut med store, larmende motorer og døre der åbner opad, hvis det står til fremtiden.

Designet er genkendeligt fra resten af Aventador-serien, men Ultimae får det sidste ord i form af små justeringer og et ekstra skud effekt. Bagdækslet er i kulfiber, spoileren er væk, og der er skrællet lidt ekstra af vægten. Ikke fordi det gør den elegant, det er stadig en bil der fylder hele vejbanen og skriger på opmærksomhed, men fordi Lamborghini gerne lige ville vise, at de stadig kan det de gør bedst.

Lamborghini Aventador
Foto: Salgsbillede
Lamborghini Aventador
Foto: Salgsbillede
Lamborghini Aventador
Foto: Salgsbillede

Lamborghini Aventador Ultimae

Motor: 6,5-liters V12 Ydelse: 780 hk / 720 Nm 0-100 km/t: 2,9 sekunder Tophastighed: 355 km/t Forbrug: 5,9 km/l Vægt: 1.600 kilo

V12’eren er hentet fra Aventador SVJ og leverer 780 hk. Ingen elmotor, ingen kompressor, kun en kæmpestor motor og en gearkasse, der stadig skifter med et klonk, der kan mærkes gennem rygraden. Det er ikke raffineret, men det er effektivt og netop det, der gør Aventador til noget helt særligt.

Indvendigt er alt, som man kan forvente. Lav indstigning, hårde linjer, masser af kulfiber og skærme med et layout, der mest af alt ligner noget fra et jetfly. Den store forskel er, at taget kan tages af, og at du dermed får hele V12-lyden serveret uden filter.

Førstegangsydelsen lyder på 755.250 kroner, og den månedlige leasingydelse er sat til 127.489 kroner. Alternativt kan den købes for 5.035.757 kroner uden afgift. Der blev kun produceret 250 eksemplarer af Ultimae udgaven og lige netop dette eksemplar, er den sidste Aventador leveret til Danmark. Se flere billeder af den ikoniske superbil lige her.

Samlino logo
9 ud af 10 kan i gennemsnit spare 3.000 kr. på deres bilforsikring.
Indtast din nummerplade og se din pris på 30 sekunder - gratis!
Jeg kan ikke nummerpladen

Andre fandt dette interessant