maj 10, 2022

3x svinebillige biler med V12-motor

Der er folk, der siger, at man ikke er rigtig bilentusiast, før man har ejet en V12’er. Nu kan du få en budgetvenlig adgangsbillet til den eksklusive klub, når vi samler 3 svinebillige biler med V12-motor fra Bilbasen.

Tekst: Simon Hallenslev
Foto: Salgsbilleder

Downsizing, elektrificering og brændstoføkonomi går ikke hånd i hanke med et overflødighedshorn som V12-motoren. Det er en motor, der er bygget med kompromisløshed for øje og forbeholdt i de dyreste, mest eksklusive biler.

Derfor har V12-motoren hovedsageligt været forbeholdt det bedre borgerskab. Den eksklusive klub af nuværende eller forhenværende V12-ejere består af velhavere, og med et udbud der svinder ind i takt med miljøstramninger og regulativer, svinder dine chancer for at få en adgangsbillet hertil ganske hastigt.

Her på Bilbasen er der dog endnu hjælp at hente. Jeg udvælger tre af de billigste biler med V12-motorer på Bilbasen, så du for et begrænset beløb kan komme med i klubben.

Bilbasens billigste V12: Jaguar XJ12

Hvis du vil have den billigst mulige billet til V12-klubben, er det denne Jaguar XJ12, du skal gå med. Til en pris på 129.900 kr. betaler du kun lige over 10.000 kr. pr. cylinder, hvilket ikke kan gøres meget billigere. Som en britisk bil fra 70’erne er det klart, at den billige indkøbspris også kræver noget teknisk snilde fra din side – eller en mekaniker i din nærmeste familie.

LÆS OGSÅ | 3x billige luksusbiler til den fattige feinschmecker

Det er dog kun det løbende vedligehold lige her og nu, du skal tænke over. Bilen er nemlig veteransynet i maj 2017, hvilket betyder, at du er kørende helt indtil 2025. Af forhandleren beskrives denne Jaguar XJ12 Serie I endvidere som i god karosserimæssig stand.

Jaguar XJ12

Motor: V12, 5.343 cm3
Ydelse: 269 hk / 408 Nm 
0-100 km/t: 8,4 sekunder
Tophastighed: 245 km/t
Forbrug: 9,1 km/l
Vægt: 1.760 kg
Mål (L/B/H): 481/176/134 cm
Nypris i ’72:

Selvom den i dag står som Bilbasens billigste V12’er, var Jaguar XJ12 ingenlunde tænkt som en budgetbil. Jaguar XJ-Serie I blev lanceret i 1968 med en rækkesekser på 2,8 liter, og først i 1972 får Jaguar idéen om, at skohorne en 12-cylindret motor fra Jaguar E-Type ned i den luksuriøse sedan.

LÆS OGSÅ | Ugens fund: Super sjælden Jaguar XKR-S er en britisk brøleabe

Det var en meget stor motor til et meget almindeligt motorrum, hvilket gav ingeniørerne store udfordringer med særligt kølingen. I sidste ende lykkedes det dog, og Jaguar skabte i samme ombæring den hurtigste produktionsbil med fire sæder, da topfarten sneg sig helt op på 225 km/t, hvilket var ganske uhørt i starten af 70’erne.

Der er kun bygget i omegnen af 2.500 eksemplarer af XJ12 på verdensplan, og alligevel kan du få fingrene i en til under 150.000 kr. Se bilen her, hvis ikke den er solgt i mellemtiden.

Ministerbilen: BMW 760i

Før finanskrise og vidtrækkende miljøhensyn blev danske ministre fragtet rundt i overflødighedshorn som denne BMW 760i. Her får du gardiner til bagruderne for at opretholde privatlivets fred, varme i bagsæderne, tykke velourmåtter og stort HiFi-system med afspilning af 6 CD’er (hvilket var spitzenklasse før Spotify).

LÆS OGSÅ | 3x billig BMW til under 100.000 kr.

Alligevel skal du kun af med 159.000 kr. for herligheden. Ligesom med Jaguaren, er teknisk snilde eller mekanikervenner godt at have, da luksusbiler fra de grandiose 00’ere før krisen er pakket med elektronik, der kan drille. Alle forholdsregler er dog taget, da denne BMW 760i kommer med fuld servicebog fra BMW med sidste service for bare 4.000 km siden.

BMW 760i

Motor: V12, 5.972 cm3
Ydelse: 445 hk / 600 Nm 
0-100 km/t: 5,5 sekunder
Tophastighed: 250 km/t
Forbrug: 7,8 km/l
Vægt: 2.090 kg
Mål (L/B/H): 503/190/149 cm
Nypris i ’03:
Ca. 2.550.000 kr.

I starten af 2022 meldte BMW ud, at det var slut med V12-motoren efter 35 glorværdige år. De 12-cylindrede kraftværker har været en del af BMW 7-Serie siden E32-generationen i 1987, og har senere lånt deres motormesterværker ud til britiske ikoner som McLaren F1 og Rolls Royce Phantom. Sidstnævnte deler motor med netop denne BMW 760i (med modifikationer).

LÆS OGSÅ | Ugens fund: Er BMW 1M den bedste BMW nogensinde?

Motoren i denne BMW 760i var den første 12-cylindrede motor i en produktionsbil med direkte indsprøjtning. Derudover var BMW 7-Serie i denne E65-generation den første BMW med udstyr som adaptiv fartpilot og  adaptive forlygter. E65 7-Serie var tilmed verdens første bil med elektrisk håndbremse.

Trods den uoverskuelige mængde af moderne og tidssvarende luksusudstyr kan denne BMW 760i blive din for bare 159.000 kr. Se den her, hvis ikke den er solgt i mellemtiden.

Godstoget: Audi Q7

Hvis du har behov for at trække en hestetrailer ud af mudder, en dobbeltakslet campingvogn op af Kassel bakker eller et parcelhus fri fra fundamentet, så er denne Audi Q7 6,0 TDI lige noget for dig. Den har 500 hk og intet mindre end 1.000 Nm, hvilket gør den til det automobile svar på et hårdtarbejdende godstog.

LÆS OGSÅ | 3x specielle Audi S-modeller med potentiale

Selvom Audi Q7 i sig selv har høj status hos kørende sælgere, må dette være den våde sælger-drøm. Foruden en hvid lakering der matcher Eton-skjorten er denne Audi Q7 udstyret med keramiske bremser, luftundervogn, fuld læderstue med elsæder og jeg skal komme efter dig. Alligevel slipper man med en privatleasingydelse på bare 3.499 kr. om måneden.

Audi Q7

Motor: V12 diesel, 5.924 cm3
Ydelse: 500 hk / 1.000 Nm 
0-100 km/t: 5,5 sekunder
Tophastighed: 250 km/t
Forbrug: 8,8 km/l
Vægt: 2.680 kg
Mål (L/B/H): 509/198/169 cm
Nypris i ’12:
Ca. 1.500.000 kr.

V12-kraftværket af nukleære dimensioner, der er monteret under hjelmen på denne tilsyneladende almindelige Audi Q7’er, er selvsagt helt specielt. Det er den eneste 12-cylindrede dieselmotor, der er monteret i en produktionsbil. Nogensinde. Og trods dens lancering i 2008, hvor finanskrisen rasede, forblev den i produktion helt til 2013.

LÆS OGSÅ | Ugens fund: Audi R8 RWS er rendyrket ondskab

Selvom der ikke er nogle komponenter, der går igen, tog Audi stor inspiration i deres 12-cylindrede racer Audi R8 TDI, som danske Tom Kristensen vandt Le Mans i. Formålet med at bygge en Q7 med V12 var efter sigende ikke rodfæstet særligt i en forventning om flotte salgstal, men mere at bygge noget federe end den VW Touareg V10, som moderselskabet havde lanceret et par år forinden.

Hvis godstoget skal blive dit, kan du lease den enten på erhvervs- eller privataftale. Se bilen her, hvis ikke den er solgt i mellemtiden.

Del artikel:

Andre fandt dette interresant

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Simon Petry Hallenslev

Artikler om gamle såvel som nye biler, de seneste nyheder til bilentusiaster og afsendelse af Bilbasens nyhedsbrev er det, som Simon roder med.

I sit arbejde på Bilbasen kombinerer Simon en brændende passion for biler med sin viden fra Copenhagen Business School. Når artiklerne forfattes, er det derfor ikke kun med en dybtliggende interesse for biler, men også med omtanke for ting som SEO-optimering og korrekt markedskommunikation.
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS