oktober 24, 2022

Aiways U6 lander som konkurrent til VW ID.5 til 379.990 kr.

Den nye coupé-SUV fra Aiways kan bestilles fra november og leveres fra foråret. Den 218 hk stærke elbil med 400 kilometer rækkevidde kommer fuldt udstyret til 379.990 kr.

TEKST Morten Bek FOTO PR

Aiways U5, den første bil i Danmark fra det kinesiske mærke, har haft en rimelig gennemslagskraft, siden den kom på markedet i starten af 2021. U5 er et prisbilligt alternativ til biler som Hyundai Ioniq 5 og VW ID.4.

LÆS OGSÅ: Test: 5 er ikke et bedre tal end 3 og 4 i Volkswagens ID-univers

Forstærkning er på vej til Aiways og U5. I slutningen af det kommende forår lancerer de danske forhandlere den nye U6. En coupé-SUV, som er både større og mere veludstyret end U5 – og en forholdsvis prisbillig konkurrent til den populære ID.5 fra Volkswagen.

Hvor ID.5 med 174 hk og standardudstyr, som ikke imponerer, koster 409.995 kr., kommer U6 med 218 hk og imponerende udstyr til 379.990 kr.

El-bagklap, panoramatag og læder er standard

20″ alufælge: 5.295 kr. Bakkamera og nøglefri betjening: 12.095 kr. Pakke med 360 graders kamera, el-betjent bagklap og blind vinkel-system: 21.795 kr. El-justerbare forsæder: 15.995 kr.

Det er priser på ekstraudstyr til ID.5. Det meste af det lækre (og en del basale ting) koster penge, så en veludstyret ID.5 i basisversionen med 174 hk rammer nemt 460.000 kr.

LÆS OGSÅ: Elbilen har nået toppen

Aiways sender U6 på gaden som Premium med stort set fuld udstyrspakke. Den eneste variation er interiørfarve hvid i stedet for beige/blå og bilens lakering.

U6 Premium kommer læsset til kanten med udstyr. 20″ alufælge, læderindtræk, el-justerbare forsæder, el-betjent bagklap, Magnat-lydanlæg med 10 højttalere, infotainment med 14,6″ touchscreen, nøglefri betjening, el-foldbare sidespejle, panoramaglastag, trådløs mobilopladning, varmepumpe og meget mere.

Rækkevidden er under ID.5-niveau

U6 er udstyret med en front-elmotor med 218 hk og 320 Nm, og kan ifølge Aiways spurte fra 0-100 km/t på 7 sekunder.

Batteriet er, som i søstermodellen U5, med en kapacitet på cirka 63 kWh, og det giver U6 en forholdsvis begrænset rækkevidde, når man sammenligner med ID.5: 400 kilometer i U6 mod 534 kilometer i ID.5.

LÆS OGSÅ: Test: Skoda Enyaq Coupé RS er en god elbil med et dumt navn

En rækkevidde på 400 kilometer er dog helt på niveau med basisudgaven af Skoda Enyaq (60-versionen med 395 kilometer rækkevidde – pris fra 375.995 kr.), og den billigste Hyundai Ioniq 5 med 170 hk har en rækkevidde på 374 kilometer (pris fra 374.995 kr.).

Rækkevidden er på niveau med basisudgaver af konkurrenternes biler – Skoda Enyaq 60 kører 395 kilometer på en opladning, og U6 står til 400 kilometer

Når det kommer til muligheden for at lynlade, kan U6 desværre ikke følge konkurrenterne. Hvor ID.5 kan lade med op til 135 kW, Enyaq med op til 120 kW og Ioniq 5 med op til 180 kW, topper U6 ved 90 kW.

LÆS OGSÅ: Første tur: MG4 er den elektriske prisbasker, danskerne har brug for

Det giver, ved lynladere, en meget længere ladetid end i Ioniq 5. U6 tapper strøm fra 30-80 procent kapacitet på 30 minutter – Ioniq 5 går fra 10-80 procent på ned til 18 minutter. Det kan være problematisk på længere rejser, men prisen for U6 taget i betragtning, vil kunderne sikkert blive godt tilfredse.

Del artikel:

Andre fandt dette interresant

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Morten Bek

Som uddannet journalist og med biler som en af de helt store interesser er Morten opvokset på flere af de helt store bilmedier — Bilmagasinet, Berlingske og Auto Bild.

Morten har også tidligere investeret sin tid i sit eget projekt, Biler.nu.

Morten elsker “almindelige” biler. Han vil meget gerne sidde bag rattet af en ny AMG, men han brænder lige så meget for at teste den seneste nye Seat Leon eller Peugeot 208.

Hos Bilbasen bruger han sin viden, analyseevner og sunde fornuft som nyhedsskribent, videojournalist og biltester.
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS