Leapmotor startede sin danske udrulning i efteråret hos mere end 40 forhandlere. Det er et usædvanligt højt antal forhandlere for et kinesisk bilmærke, det delvist Stellantis-ejede mærke har alle muligheder for at sætte sit aftryk på markedet.
Indtil videre har forhandlerne kun en enkelt elektrisk model at sælge, og det er Renault Scenic E-Tech- og Skoda Elroq-konkurrenten B10. Lave priser skal være et Leapmotor-kendetegn, og B10 ligger da også mellem 199.990 og 229.990 kr.
Den mindre crossover B03X og den kompakte hatchback B05 når formentlig at komme ud til forhandlere i løbet af 2026, mens en model vi ikke vil sætte penge på, at vi kommer til at se, er den mindste Leapmotor - den blot 362 centimeter lange mikro-elbil T03.
Men da T03 findes i andre lande i Europa, blandt andet i Tyskland og Frankrig, så er den helt naturligt også godkendt til at kunne køre i Danmark. Blandt de cirka 54.000 biler, som lige nu er til salg på Bilbasen, findes et eksemplar af Leapmotors elektriske mikrobil til salg.












Ny bil med garanti frem til august 2028
Den elektriske mikrobil i farven Light White står til salg hos Viborg Autohandel, og mens den er indregistreret første gang i juli 2025, så har den kørt så få kilometer, at der er tale om en fabriksny bil: 19 kilometer har den på tælleren.
Prisen er 149.900 kr., og forhandleren lover, at der er garanti på bilen frem til den 31. juli 2028. Så mens bilen er noget helt specielt i Danmark, skal man ikke være bange for at løbe ind i problemer.
Modellen T03 har en elmotor med 95 hestekræfter og et batteri med en kapacitet på 37,3 kWh. Med en WLTP-rækkevidde på 265 kilometer ligger T03 mere lunt i svinget end eksempelvis BYD Dolphin Surf Active til 149.999 kr., der har en WLTP-rækkevidde på 220 kilometer.
Som man forventer af en kinesisk elbil har T03 en hel masse udstyr med sig fra samlebåndet. Alufælge, infotainment med 10" touchscreen, navigation, 8" digital instrumentering, panoramaglastag med solgardin, bakkamera, adaptiv fartpilot, automatisk klimaanlæg og mulighed for brug af smartphone som nøgle.
BYD Dolphin Surf er lige nu en af de eneste nye konkurrenter, der er til en bil som Leapmotor T03. Citroën Ë-C3 i den skrabede basisudgave med 204 kilometer rækkevidde koster 139.990 kr., og senere i år kommer den helt nye Renault Twingo E-Tech med rækkevidde op til 263 kilometer - men prisen på Renaults nye mikro-elbil er endnu ikke landet.


