Not so fast, som en amerikansk politikommisær ville sige det til en skurk, der tror, at politiet slet ikke kan bevise forbrydelsen: BYD har lanceret en afløser til Dolphin Surf hjemme i Kina, men den ser ikke ud til at være på vej til Europa lige med det samme.
Det kan vi sige med ret stor sikkerhed, for den kun halvanden år gamle Dolphin Surf, introduceret i Danmark i slutningen af foråret 2025, er blevet udsat for sin helt egen opdatering. Det er den sandsynlige årsag til, at den danske BYD-hjemmeside reklamerer med, at der er et "begrænset antal lagerbiler" af den nuværende Dolphin Surf.
Vi vil ikke gå så langt som at bruge ordet facelift om det, BYD har været i gang med. Den eneste synlige forskel på bilens eksteriør er, at den blege metallak Apricity White er udgået, og at der er kommet en friskere lys farve, Skiing White. - Advarselsfarven Lime Green er stadig standardfarve med den nye farve og sort (Obsidian Black) og lyseblå (Ice Blue) som tilvalg.







Fra fire til fem siddepladser
Der skal en særdeles entusiastisk marketingmedarbejder til for at kalde Dolphin Surf en succes i Danmark. Halvandet års salg har resulteret i 575 eksemplarer, og det månedlige salg slæber sig af sted: der har ikke, viser Bilstatistik.dk, været en eneste måned med indregistrering af mere end 70 biler.
Det kan være, at danskerne ikke gider en ny bil med kun fire seler og siddepladser. Selv om tre voksne ville skulle presses sammen som på en sæderække i et Ryanair-fly på bagsædet af den kun 172 centimeter brede bil, så skal muligheden være der.
Det er her, opdateringen af Dolphin Surf begynder at vise sit værd. Fem seler og siddepladser er nu, i hvert fald i nogle udgaver, en mulighed. Det vil kunderne have, oplyser BYD. Der er sågar en justerbar nakkestøtte til den nye plads på sædet, som tilsyneladende, udover sikkerhed, giver ekstra komfort på midterpladsen, hvor komforten helt sikkert er på et lavt niveau.

For et friskt pust i kabinen er der mulighed for at vælge interiøret i blå og sort (grå og sort er fortsat en mulighed), men nok så væsentligt er der et nyt rat (nu med varme i udgaverne med det store batteri), en gearvælger bag rattet (i stedet for i midterkonsollen) og opdateret midterkonsol - desværre ikke med knapper til klimaanlægget.
Dolphin Surf er også klar med en større infotainmentskærm på 12,8" og større instrumentering med skærm på 8,8" - og infotainment med Google Play-funktionalitet. Men det er nyheder, der kun gælder for topmodellen Comfort med 156 hestekræfter (LFP-batteri på 43,2 kWh, 310 kilometer rækkevidde) - Active (88 hestekræfter, 30 kWh, 220 kilometer) og Boost (88 hestekræfter, 43,2 kWh, 322 kilometer) har samme skærme som før.
BYD runder 2026-opdateringen af sin elektriske mikrobil af ved at give basismodellen Active alufælge, mens Boost-udgaven får sædevarme - og alle tre udgaver har nu hattehylde i bagagerummet og to USB-C-porte i stedet for en gammeldags USB og en USB-C.
Dolphin Surf årgang 2026 er sikkert allerede på vej til Danmark, men importøren har intet oplyst i forhold til introduktion. For at gøre Dolphin Surf mere interessant i danskernes øjne skal der mere end fem siddepladser til - en lavere pris end de 149.995 kr. for basismodellen kan sikkert hjælpe på situationen.



