Hvis en bil skal udstyres med en overdådig overflod af hestekræfter, så skal den kunne klare det. Lige fra hjulophængene over bremserne videre til styretøjet og ESC-systemet skal kunne tøjle en høj ydelse.
Det er meget nemmere for bilproducenter at fifle lidt med softwaren eller smide en ekstra elmotor i en bil, end det er at ændre en forbrændingsmotor og få den til at yde mange flere kræfter. Så det er der selvfølgelig mange bilmærker, der kører løs med.
Nogle gange passer monsterkræfterne til en bil. Andre gange er resultatet helt og aldeles håbløst. BYD Atto 3 Evo Excellence er måske det værste/bedste eksempel lige nu, og den skulle aldrig have haft 449 hestekræfter.
Skyder BYD løs med hestekræfter, fordi de var nødt til at finde på noget til en ny model, der på mest bizarre vis ligner den gamle på en prik? Jeg ved det ikke. Måske det bare er for let og for billigt at give en bil mange kræfter.
Jeg giver det hele væk med det samme: den nye Atto 3 Evo er en ligegyldig bil, og som Excellence med firehjulstræk og 449 hestekræfter er den både ligegyldig og absurd. Lad mig forklare, hvordan det hele hænger sammen.





Det ligegyldige..
Det er uklart, hvem BYD laver biler til. Jeg har ikke prøvet en bil fra BYD, der virker til at være tilpasset Europa i forhold til smag, køreegenskaber og interiør.
Atto 3 Evo er helt ny, men den rammer mere ved siden af end flere af de ældre modeller. BYD ved godt selv, at de skal tage sig sammen og lave biler til europæerne, ikke biler til kineserne, som bare sættes på et skib mod Europa. Så meget har de indrømmet.
Der er allerede kommet en BYD til Europa, der er lavet til Europa: Dolphin G. Men det er en plug-in hybrid, så i forhold til Danmark er det komplet ligegyldigt.
Den første fejl ved Atto 3 Evo er den 99,9 procent store gentagelse af forgængerens design. Det er usmart at lancere en 100 procent ny bil med designet fra den ældste model, man har i modelprogrammet.
Som bildesign er Atto 3 Evo fredelig og anonym, så hvem skulle forelske sig i den? Selv MGS5 EV og Leapmotor B10 udstråler mere mod og magt…
Interiøret fungerer bedre end i den gamle Atto 3. Men stive forsæder, de kiksede “guitarstrenge” i dørene som flaskeholdere (jep, man KAN spille på dem, og det gør man en gang, hvorefter man føler sig som en komplet tåbe). BYD skulle have lavet et infotainmentsystem, der fungerer i stedet for mærkelige flaskeholdere og luftdyser med lige så kikset jukeboks-design.












Det absurde…
Mest af alt skulle BYD have lov at starte forfra med et helt blankt stykke papir. Øverst på papiret skal der stå et mål: lav en bil med køreegenskaber, folk kan holde ud.
BYD har en række fejlskud på samvittigheden i forhold til køreegenskaber - Seal U og Atto 2. Seal U sejler rundt, Atto 2 har et usikkert, upålideligt styretøj. Atto 3 Evo hverken sejler som Seal U eller fejler så vildt som Atto 2, men affjedringen er simpelthen det rene makværk.
Der er 18” fælge med nogenlunde fredelige dæk med en god mængde gummi til at hjælpe affjedringen godt på vej, men de fejler. Ombord i bilen virker det til, at man kører på 22” og med de stiveste fjedre og sænket undervogn. Atto 3 Evo Excellence er træg i styretøjet, træls og tarvelig i affjedringen.
Og så smider BYD lige 449 hestekræfter oveni de dårligdomme. Uh, hvor vildt at det bare tager 3,9 sekunder at komme fra 0 til 100. Det er da lige præcis hvad ingen har ønsket sig af en kedelig kinesisk crossover med skammeligt ringe køreegenskaber.
Det føles som lovbrud og næsten pinligt at bruge kræfterne. En bil som Atto 3 Evo burde stækkes og maksimalt have 250 hestekræfter. Styretøjet og bremserne, for ikke at sige den hoppende, unuancerede affjedring, fungerer slet ikke med 449 hestekræfter. Bilen er det modsatte af at være en fornøjelse.
299.995 kroner. Det lyder jo egentlig ganske attraktivt for så mange kræfter, rigtig meget udstyr (head up-display, panoramaglastag, elektrisk bagklap) og masser af plads. Men det er lyden af noget, der ikke stemmer.
300.000 kr. kan bruges bedre langt de fleste steder. Lidt mere, og man kan få en Toyota C-HR+ med 343 hestekræfter eller en tilsvarende Subaru Uncharted.
Noget mindre, nemlig 50.000 kr. billigere, og man kan få en virkelig velkørende MGS5 EV Long Range Luxury med 231 hestekræfter. MGS5 EV er en bil, der ville kunne klare langt flere kræfter - i modsætning til Atto 3 Evo, som ikke på nogen måde bør have mange kræfter.






DEN ENDELIGE DOM
Atto 3 Evo burde have været et stort fremskridt, og sådan virker det også, så længe man holder sig til brochuren og dataarket.
Som Excellence kombinerer den på mest uheldige vis virkelig mange hestekræfter og virkelig dårlige køreegenskaber. Det kan ikke siges nok, at det er en tåbelig idé.
Atto 3 Evo er allerede efter kort tid på det danske marked afløst af en ny udgave hjemme i Kina. Den skal vi (heller) ikke bede om - men i stedet en elektrisk BYD lavet til Europa.
BYD Atto 3 Evo Excellence
Motor: Elmotorer (for og bag) Ydelse: 449 hk/560 Nm 0-100 km/t: 3,9 sekunder Tophastighed: 200 km/t Forbrug: 16,4 kWh/100 kilometer Rækkevidde: 470 kilometer Batteristørrelse: 74,8 kWh Ladekapacitet: 220 kW DC-ladning 10-80 procent: 25 minutter Mål (L/B/H): 446/188/162 cm Køreklar vægt: Ikke oplyst (egenvægt: 1.990 kilo) Trækvægt: 1.500 kilo Bagagerumsvolumen: 490-1.360 liter + 95 liter foran
Pris: 299.995 kr. (Atto 3 Evo fås fra 279.995 kr.) Privatleasing (engangsydelse/mnd. ydelse): Privatleasing (engangsydelse/mnd. ydelse): 39.995/3.645 kr. (Atto 3 Evo fås fra 39.995/3.945 kr.)* Beskatningsgrundlag, firmabil: Ikke oplyst
Produktionsland: Kina Fabriksgaranti: Seks år op til 150.000 kilometer
* Privatleasing på 48 måneders kontrakt med 15.000 kilometer om året inkluderet. Atto 3 Evo fås også til lavere månedlig ydelse med 10.000 kilometer om året, og den fås med lavere engangsydelse og tilhørende højere månedlig ydelse.



