september 5, 2023

Efter 5.000 km – har man brug for mere end en Dacia Duster?

Det er efterhånden bevist, at man kan køre på både sol- og skiferie i en elbil – men kan man også stadig gøre det i en budgetbil, der ikke klarer kørslen for dig?

TEKST & FOTO Simon Hallenslev

Det er let at blive forvænt. Når jeg tester biler, er det altid de sidste nye skrig, gerne veludstyrede og med alskens intelligente sikkerhedssystemer med smarte forkortelser. Så hvordan går det, når jeg skærer det hele fra og drager på et langt Europa-togt?

Forhåbentlig fint. For selvom jeg sagtens kunne have bevist, at en dyr og delvist selvkørende elbil godt kan køre til Sydeuropa, så er det næppe relevant for de fleste.

Faktum er, at danskerne i gennemsnit køber bil til omkring 300.000 kr., ligesom at den gennemsnitlige danske bil er 8,5 år gammel. Til den pris eller med den alder, vil bilen næppe have massagesæder eller en lang liste af intelligente sikkerhedssystemer.

Frisk fra forhandler i Albertslund, uvidende om de nært forestående strabadser.

Derfor vil jeg hellere tage et togt, som de fleste gør det. Som min far gjorde det, da jeg som knægt selv deltog i et togt fra bagsædet af en Peugeot 406: Med manuelt gear og fartpilot som eneste hjælpemiddel.

Bilen, jeg gør det i, er en Dacia Duster 4×4. En arbejdshest med 115 dieselheste til 284.990 kr., der er bygget til at tåle tæsk uden store armsving, og spørgsmålet er, om man overhovedet har brug for mere?

Morgensjus?

Udgangspunktet for det strabadserende maraton i rumænsk selskab er Mucki Bar. Ikke på grund af en rystende trang til en morgensjus, men fordi det er her, at Duster har holdt parkeret tæt ved min bopæl.

Den faktiske morgensjus er tre skud espresso i en termokop, som er placeret trygt i kopholderne mellem forsæderne. Resten af det medbragte habengut er placeret i det rummelige bagagerum med undtagelse af en strømført termoboks, der skal holde køresnacks kolde på det første stint.

Der er ikke noget, der har grebet min interesse i Nordtyskland, hvorfor det første stræk bliver langt med godt otte timers kørsel til bakkelandskabet i Kassel. Et langt stræk, der giver mig en snert af bekymring, som rækker ud over min sædvanlige morgenskepsis.

Jeg drejer ud på Nørrebrogade og allerede inden første lyskryds, rammer jeg fjerde gear. Herfra er der kun to gear tilbage, og den lave gearing får mig automatisk til at påregne længere rejsetid. For når første gear reelt er et kravlegear med en maksimal hastighed på 15 km/t, hvor langsomt skal jeg så køre i sjette gear, før det støjniveauet er tåleligt?

Ro på

E47 motorvejen fanges ved Jyllingevej og ret hurtigt herefter maner Dacia Duster til ro. For selvom jeg arbejder mig hurtigt igennem gearkassens trin, er der klassiske dieseldyder at finde ved 120 km/t i sjette gear. Her brummer Renault-enheden på 1,5 liter sig afsted med 2.500 omdrejninger, hvilket gør godt for både økonomi og støjniveau.

Bevares, Duster er ingen raffineret Rolls-Royce, men støjniveauet er ikke uforholdsmæssigt højt. Faktisk er det kun omkring sidespejlene, at vindstøjen trænger igennem, mens vejstøjen er aldeles godt kvalt. Alene en lydbog, i dette tilfælde ‘Gud er italiener’ af Eva Ravnbøl, overdøver vindens hvide støj.

Sådan går det slag i slag. Først til grænsen for at fylde rumæneren op med snacks, dernæst til Kassel og siden Ingolstadt til endnu en overnatning samt et hurtigt besøg på Audi Museum. En lidt sparsommelig men ikke desto mindre spændende samling med et møde med to legender samt et kamufleret smugkig på den næste Audi RS6.

Uintelligent fartpilot

Dacia Duster står roligt og retningsstabilt på Autobahn, der i øvrigt viser sig fra sin bedste side hele vejen gennem Tyskland. Her er ingen nævneværdig trafik eller farlige situationer. Jeg slår den uintelligente fartpilot til og cruiser let ud af Tyskland og ind i Østrig.

Duster selv kalder fartpiloten for ‘fartholder’, og det er præcist, hvad den er. Den holder farten, og jeg lærer at elske den mere, end jeg nogensinde har elsket en adaptiv fartpilot.

Med en adaptiv fartpilot ender jeg altid med at bruge krudt på at forudse, hvad den foretager sig. Hvornår tager den farten af til forankørende, hvordan reagerer den, hvis en forankørende trækker tæt ind foran, og har den overhovedet hånd i hanke med fartgrænserne?

Fartholderen i Duster er ukompliceret, og fordi det altid er mig, der skal vurdere afstand til forankørende, samt om hastigheden stemmer, så er jeg altid opmærksom. De eneste uregelmæssigheder, der kan opstå, ville skyldes mig selv, og det er for mig en tryg tanke på disse langture. Underligt nok.

Die Straße ist gesperrt!

Der skal ikke lyde et ondt ord om Tyskland, men da turens første lange stint er foregået langs en rimeligt konform Autobahn, er det et sandt kulturchok, da Duster triller ind i Østrig: Nypyntet med en vignette til maks. 10 køredage på alpelandets veje.

I landskaber, der til forveksling ligner dem fra filmen ‘Sound of Music‘, kører jeg af motorvejen og ud mod Lars Dunnsheißes frodige marker.

Kort før destinationen nås, møder jeg en spærret vej. Et interimistisk skilt skriver ‘Die Straße ist gesperrt’, mens en lokal, der står og tømmer postkasse, siger, at den er farbar, hvis blot man kører forsigtigt.

Enten svigter mit skoletyske totalt, eller også bryder den lokale sig ikke om enten danske turister, rumænske biler eller begge dele. Først bliver vejen smallere, siden bliver asfaltbelægningen erstattet med grus og til sidst er den i sandhed totalt gesperrt!

Der er ikke noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget. For første gang prøver jeg kræfter med firehjulstrækket, og selvom jeg har sved på overlæben, tager Duster det i stiv arm. 

Ikke alene afholder Duster sig fra den mindste hjulspin på den hærgede østrigske grusvej, men det første kravlegear hjælper mig også med at tackle den overraskende tarvelige hældning, da jeg til syvende og sidst må lave en 17 punktsvending og vende om.

Hjemmevant

Fra ordentlige og usandsynligt smukke Østrig, går turen videre ind i tilsvarende smukke og lidt mere kaotiske Italien, som også er udturens destination. 

Jo længere sydpå, desto mere hjemmevant bliver Duster. For hvis ikke der er en hest eller tyr involveret, går italienerne mere op i, at bilen er billig og kan tåle tæsk. To nøglekarakteristika for Duster 4×4.

I Italien kommer det regulære og gammeldaws’ firehjulstræk i brug adskillige gange, når vejen er en Sterrato af den værste italienske slags. Ingen grov grusvej slår Duster ud af kurs, hvor firehjulstræk, kravlegear og 210 mm højde helt fjerner dramatikken fra mine terrænudskejelser.

Det er dog ikke alt, der er fryd og gammen i det spaghettispisende land. For selvom Duster med sin kampvægt på under 1.500 kg optræder agilt på de snoede bjergveje mellem charmerende landsbyer, så er det ved landevejskørsel, man får undervognens simplicitet at mærke. 

Ved lave hastigheder samt på motorvejens plane flader er Duster yderst blød og komfortabel, hjulpet på vej af dæk med høj profil. Landevejens ujævnheder afslører omvendt en simpel undervogn, der ikke kan afstå fra at kaste karossen lidt klodset rundt.

22 timers refleksion

Fra Italien går det hjemad igen, og det er et afsluttende stint, som jeg i kampens hede vælger at tage i ét stræk. Jeg har fået en chauffør mere på, som kan afløse og advare, hvis jeg skulle blive for mat i koderne – for her er som nævnt ingen elektronisk opmærksomhedskontrol.

Det er et stræk på 22 timer, hvor jeg kan reflektere over, hvordan Dacia Duster har klaret den store prøvelse, og det første, der falder mig ind er, at det ikke har føltes som en prøvelse. Hverken for Duster eller for mig bag rattet. Jeg mangler hverken sædeventilationen eller emsig vejbaneassistent. Faktisk kan jeg kun komme på tre konkrete mangler.

De 3 mangler:

  1. Bedre sæder

På det noget nær idiotiske 22 timers stint opdager jeg, at der er sparet et sted, hvor man ikke vil spare på langture. Sæderne er ikke synderligt ergonomiske og jeg mangler særligt en mere markant lændestøtte. Jeg gør som min far i 406’eren og tager en hovedpude i ryggen i stedet.

  1. Bedre lygter

På særligt den italienske del af turen med alle sine uoplyste landeveje opdager jeg et sæt sløje halogenpærer til langt lys. Det gullige lys synes at forslå som en skrædder i helvede, når først man har stiftet bekendtskab med et sæt moderne matrix LED-forlygter.

  1. Et ekstra gear

På vejen til Italien gjorde det mig intet at cruise roligt med 120 km/t med 2.500 omdrejninger. På vejen hjem vil jeg bare gerne hjem, men det bliver hurtigt en larmende affære, hvis bare man nærmer sig 140 km/t på Autobahn. Her ønsketænker jeg mig til et gear mere.

Har man brug for mere?

Efter 5.200 kørte kilometer må jeg sande, at jeg ikke mangler mere. Jeg siger ikke, at sikkerhedssystemer er overflødige, og en simpel nødbremse havde været rar at have, selvom den gudsketakoglov ikke bliver nødvendig.

Afleveret med en fugleklat og 5.200 km mere på tælleren. Tak for turen, Duster!

Dacia Duster løser opgaven som simpel arbejdshest og transportør, men overlader al styring til mig som chauffør, og det kan jeg godt lide. Ikke en eneste gang er der blevet rykket i rattet eller sagt blip, bing og bub fra et system, der vil interagere.

Motoren har startet, firehjulstrækket har virket, klimaanlægget har kølet, anlægget har spillet og navigationen har vist vej – og det var præcist dét, som jeg havde brug for. Og for det ikke skal være løgn, så er det hele gjort i økonomisk facon. Gennemsnitsøkonomien på tværs af alle de mange kilometer blev 19,2 km/l. Det er mere, end hvad Dacia Duster 4×4 er opgivet til!

Så halleluja for diesel, for alt det simple og for Dacia Duster. Der er ikke behov for mere, hvis bare du vil afsted og se Europa fra fire hjul.


Dacia Duster dCi 4×4 Journey

Motor: R4 diesel, 1.461 ccm
Ydelse: 115 hk / 260 Nm
0-100 km/t: 10,2 sekunder
Tophastighed: 175 km/t
Forbrug: 18,9 km/l
Mål (L/B/H): 434/205/162 cm
Køreklar vægt: 1.439 kilo
Trækvægt: 1.500 kilo
Bagagerumsvolumen: 467 liter
Pris: 284.990 kr. (Duster fås fra 214.990 kr.)

9 ud af 10 kan spare i gennemsnit 3.000 kr. på deres bilforsikring. Indtast din nummerplade og se din pris på 30 sekunder - gratis!
Jeg kan ikke nummerpladen
Leveret af Samlino logo
Del artikel:

Find brugte Dacia Duster til salg på Bilbasen

Andre fandt dette interresant

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Simon Petry Hallenslev

Artikler om gamle såvel som nye biler, de seneste nyheder til bilentusiaster og afsendelse af Bilbasens nyhedsbrev er det, som Simon roder med.

I sit arbejde på Bilbasen kombinerer Simon en brændende passion for biler med sin viden fra Copenhagen Business School. Når artiklerne forfattes, er det derfor ikke kun med en dybtliggende interesse for biler, men også med omtanke for ting som SEO-optimering og korrekt markedskommunikation.
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS