Dacia Spring 04
Nyheder
8. september 2026

Dacia Spring er den kantede Renault Twingo E-Tech-søster

Dacia har fået lov at give Renault Twingo E-Tech en meget stor makeover, og resultatet er den nye Spring. Den har rækkevidde op til 250 kilometer, og den har frunk og et stort bagagerum.

Morten B. Bek

Morten Bek

Forestil dig den nye Renault Twingo E-Tech; den nuttede, runde og sjove lille bil. Forestil dig så, at opgaven er at viske alt det sjove og spændende ud... det har Dacia gjort med Twingo E-Tech for at nå frem til den nye Spring.

Hvis kedelig virker som et lidt for hårdt ord for designet, så er det i hvert fald tydeligt, at den anden generation Spring er den mere alvorlige søstermodel til Twingo E-Tech. Det er positivt med to forskellige svar på et design på en elektrisk mikrobil, som deler alle teknologier og platform - og det er lige så positivt, at den nye Spring ikke har noget med den kinesisk udviklede og producerede forgænger at gøre.

Den store variation i designet mellem Twingo E-Tech og Spring kommer ikke kun til udtryk i det visuelle. Fronten er 20 centimeter højere på Spring end på Twingo E-Tech, og det giver plads til et frunk på 18 liter i Spring. Mere kantet karosseri giver også bedre plads i bagagerummet, som er på 337 til 1.283 liter, og det er overraskende meget større end i Twingo E-Tech, der kommer med 260 til 1.010 liter.

Mere kant giver til gengæld forbruget et mindre nøk opad, og med samme LFP-batteri som i søstermodellen, på 27,5 kWh, er rækkevidden op til 250 kilometer. Twingo E-Tech? - 263 kilometer på en opladning. Begge har en elmotor med 82 hestekræfter (Renault opgør motorens ydelse til 60 kW og 80 hestekræfter, men 60 kW svarer altså til 82 hestekræfter og ikke 80).

Dacia Spring 01
FOTO: Dacia
Nouvelle-Dacia-Spring-kopi
FOTO: Dacia
Nouvelle-Dacia-Spring-kopi 2
FOTO: Dacia
Dacia Spring 03
FOTO: Dacia
Dacia-Spring indenfor
FOTO: Dacia
Dacia Spring 02
FOTO: Dacia
Nouvelle-Dacia-Spring
FOTO: Dacia

Dacia har brug for Spring

Den nye Spring produceres i Slovenien i to udstyrsvarianter (side om side med Twingo E-Tech), og det er andet og mere end komfortudstyr, der adskiller basisvarianten Expression fra den dyrere variant Journey.

Expression har kun AC-opladning og ikke mulighed for DC-opladning, og det gør, at den danske importør har valgt den fra. I Danmark er det kun Journey med DC-opladning op til 50 kW, som Twingo E-Tech, der skal markedsføres. Journey-versionen kommer også med 16" fælge, aircondition, el-ruder foran, nøglefri betjening, splitbagsæde, p-sensorer bagtil, bakkamera, infotainment med 10,1" touchscreen og instrumentering med 7" skærm. I forhold til Twingo E-Tech ser det ud til, at Spring hverken kan fås med automatisk klimaanlæg, adaptiv fartpilot eller længdejusterbart bagsæde.

Vi ville rigtig gerne skrive en pris, men der er et stykke vej til, at importøren kan melde den ud. Vi er skeptiske i forhold til, at Spring skulle blive den billigste nye elbil i Danmark: når den kun kommer i en veludstyret version, kan det nemt vise sig, at den ikke underbyder Citroën Ë-C3 You, der koster 139.990 kr.

Uanset hvad prisen ender på, har Dacia brug for den nye elbil, og mens tre yderligere elbiler kommer til frem mod 2030, kunne Dacia godt bruge dem meget tidligere. Dacia-salget er gået frem, frem og atter frem i årtier, men nu er det stagneret på flere vigtige markeder. Andre end norske, danske og hollandske bilkøbere har fået øjnene op for elbiler.

Twingo E-Tech og Spring får ikke lov at være alene i søskendeflokken. Inden længe har Nissan premiere på sin udgave af Twingo E-Tech, og det bliver spændende at se, om den er sjov eller alvorlig - eller noget helt tredje.

Ladeboks til stærk pris

Læs mere om:

Andre fandt dette interessant