Dacia er et meget stort bilmærke i Europa. Den lille Sandero er mere eller mindre altid den mest solgte bil på kontinentet, og Duster har som regel også en virkelig god placering i toppen. Men Danmark er lukket land for Dacia.
Hvornår har du sidst set en ny Duster? Der er i år solgt omkring 100 af dem i Danmark, så det er klart, at den leger gemmeleg. Hvad er så danskernes problem med Dacia, når tyskere og franskmænd ikke kan få nok af de Renault-baserede rumænske biler?
Priserne. Spændet mellem Dacia og mærker som Hyundai, Kia, Nissan og Peugeot er kæmpe i Tyskland, hvor en Duster fås til 143.000 kr., og Nissan Qashqai koster mindst 257.000 kr. I Danmark er den billigste Duster en hybrid til 312.990 kr. - og den billigste Qashqai koster 305.335 kr. Dacia føler, at europæerne er klar til en endnu større SUV end Duster. Bigster er den største Dacia, og der er mange penge for bilproducenterne at tjene i klassen, hvor den hører hjemme: VW Tiguan, Peugeot 3008 og Ford Kuga PHEV er også i den klasse.





Men er danskerne klar til Bigster?
Nej, det tror jeg virkelig ikke, de er. Dacia er bagud på elbiler, så Bigster er en benzinbil eller hybridbil, alt efter variant. Den for få år siden store og populære mellemklasse af SUV-biler med forbrændingsmotor er næsten stendød i Danmark. Udlejningsselskaber er de største aftagere, og så mange biler aftager de heller ikke.
Læs også: Test: Er Dacia Duster blevet blød?
For at fange mere end en lille skare danskeres interesse skal Bigster være billig. Heller ikke denne gang kan Dacia levere varen, som den bør være; 339.990 kr. for den billigste, 369.990 kr. for den testede, er i karambolage med en bil, danskerne kender rigtig godt: Ford Kuga PHEV (fra 349.990 kr.). Og så er der MG HS PHEV (314.999 kr.) og den nye Peugeot 3008 Hybrid GT, der koster 394.990 kr.
I Tyskland koster den testede Bigster 1,8 Hybrid Extreme 206.175 kr., og Peugeot 3008 Hybrid GT koster 338.625 kr. En vild prisforskel, så selvfølgelig kommer tyskerne løbende. Men en prisforskel på 25.000 kr., som den er herhjemme? Bigster skal være en rigtig god bil.







Er Bigster så en god bil?
På et punkt er Bigster Hybrid en god bil. Det punkt er brændstofforbruget, hvor den mellemstore Bigster i løbet af et par ugers test med rigtig meget motorvejskørsel insisterer på at holde sig omkring 18 km/l. Det forbrug skal man sammenligne med det officielle WLTP-forbrug ved blandet kørsel på 21,3 km/l, så hybridsystemet gør altså Bigster til en nøjsom SUV.
Og en SUV som må være godkendt til salg ved en fejl. Bigster Hybrid har endda den nyeste generation af Renaults hybridsystem med en 1,8-liters benzinmotor (Duster Hybrid har den gamle drivlinje med 1,6’eren), men det hele sejler for hybridsystemet.
Indrømmet, en god del af tiden kører man på strøm fra batteriet på 1,4 kWh. Blandt andet derfor har man det lave forbrug. Men resten af tiden er det sløve og sløje hybridsystem ude på at ødelægge alle gode dage. Hvor de 155 hestekræfter, der skulle findes derinde, er blevet af? Ikke i vægten, for Bigster Hybrid vejer kun 1.419 kilo.
Der er situationer, hvor mekanikken giver nogle decideret ubehagelige lyde fra sig. Som om nogle tandhjul er ved at gnave sig gennem metal. Jeg ved godt, det (sikkert) ikke betyder noget for holdbarheden, men det lyder virkelig ildevarslende.
Der er grove lyde og resonans fra motor og mekanik, og det bliver bare mere ubehageligt og tydeligt af, at en masse materialer giver sig og rasler. Det er stygt i en bil, der med metallak og lidt ekstraudstyr koster omkring 400.000 kr.
Dacia har aldrig lavet biler, hvor køreegenskaberne har haft en prioritet, der er højere end sikkerhedhedsniveauet, som typisk er på bundniveau. Affjedringen skramler og bumper da også rundt i Bigster Hybrid, så der skal helst 80 km/t eller mere til, før bilen falder til ro. Så begynder så en belastende støj fra vej, vind og dæk, så jeg virkelig bliver træt efter en time på motorvej.
Hvis Bigster har en ting, der redder den, så er det, at den til samme pris fås med almindelig benzinmotor med 130 hestekræfter og variabelt firehjulstræk. Men den fås kun med manuel gearkasse, så den er til et begrænset publikum - til kunder med en gammel firehjulstrækker, måske en Duster med dieselmotor, som kan få råd til de mindst 339.990 kr.
















Er Bigster i det mindste rummelig og godt indrettet?
Her kan man roligt sænke forventningerne igen. Bigster har den samme indretning som Duster - med nogle forskelle i plads og udstyr - og de samme økonomistyrede løsninger. Pladsen er da bedre end i Duster, og især bagsædet er rummeligt.
Ved hjælp af mindst en kundeundersøgelse har Dacia fundet ud af, at kunder til en mellemstor SUV forventer luksus som soltag, automatisk klimaanlæg med to zoner, el-justerbart førersæde og el-betjent bagklap. Hvor Duster ikke fås med sådanne fine sager, er de alle en mulighed i Bigster.
Den elektriske bagklap er ikke standard på basisniveauet Expression, og heller ikke på Extreme-niveau, hvor hjælpen til bagklappen koster 6.000 kr. ekstra. Journey-udgaven har den som standard. Til gengæld får man “panoramasoltag” i Extreme, som koster voldsomme 20.000 kr. til Journey. Men det kan også åbnes, og der er et elektrisk rullegardin - begge dele er ved at være en sjældenhed.
Sæderne har altid haft endnu ringere prioritet end køreegenskaberne hos Dacia. Til Bigster er der betydeligt mere polstring og bedre støtte end i eksempelvis Jogger, men hvor er der bare langt til de gode, faste sæder i en Renault.
Mange af interiørets elementer stammer fra Renault. Knapper og infotainment findes tilsvarende i flere af de franske modeller. Der er sikkert et forsvar fra Dacias side i forhold til det billige indtræk og alle de hårde paneler. Måske noget i stil med, at det er nemt at vaske af, eller at det holder længe.
Og at bilen er billig, som den jo er i mange lande. Dacia har næppe regnet med, at Bigster skulle sælges så dyrt i noget land, som den sælges her i Danmark.



DEN ENDELIGE DOM
Jeg vil hellere tage bussen end betale næsten 400.000 kr. for Bigster Hybrid med lidt ekstraudstyr. En bus støjer ikke mere end Bigster Hybrid, og materialerne er mindst lige så gode. Og jeg kan stige ud af bussen og glemme alt om den - men køber jeg en Bigster Hybrid, skal jeg leve med alle dårligdommene.
Det er overhovedet ikke nok for en ny bil at have et lavt forbrug. Når den ikke er usædvanligt meget billigere end andre biler i klassen, skal den føles lige så moderne, lækker og velfungerende. Bigster fungerer sikkert på markeder som det tyske og det franske, men i Danmark er den fejlplaceret.
Måske med firehjulstræk, som er en sjældenhed i nye biler med benzinmotor? Måske. Men jeg tvivler på, at der er ret mange kunder i Danmark til den udgave. Sådan som det er med de fleste biler fra Dacia.
Dacia Bigster 1,8 Hybrid Extreme
Motor: R4, 1.793 cm3 + el Ydelse: 155 hk/172 Nm 0-100 km/t: 9,7 sekunder Tophastighed: 180 km/t Forbrug: 21,3 km/l CO2-udledning: 106 gram/km Mål (L/B/H): 457/181/171 cm Køreklar vægt: 1.419 kilo Trækvægt: 1.000 kilo Bagagerumsvolumen: 612-1.851 liter Pris: 369.990 kr. (Bigster fås fra 339.990 kr.) Privatleasing (engangsydelse/mnd. ydelse): 34.995/4.895 kr. (Bigster fås fra 34.995/4.495 kr.)* Beskatningsgrundlag, firmabil: Ikke oplyst
* Privatleasing på 48 måneders kontrakt med 15.000 kilometer om året. Privatleasing fås til lavere pris med 10.000 kilometer om året - og med lavere engangsydelse, men højere månedlig ydelse.