Twingo E-Tech var den første Renault med batteri af typen LFP, som er kendt for at være prisbilligt, slidstærkt og med et mindre indhold af problematiske stoffer end NMC-batteriet. Den faceliftede Megane E-Tech er også præsenteret med LFP-batteri (som giver den kompakte elbil længere rækkevidde), og den lille 5 E-Tech har nu også LFP-batteri i en basismodel, der sælges i andre lande.
Med en opgradering af den større Scenic E-Tech flytter LFP-batteriet ind i den fjerde modelserie fra Renault, og i familiebilen giver det længere rækkevidde og hurtigere DC-opladning.
Hvor muligheden i Scenic E-Tech indtil nu har været et NMC-batteri med en kapacitet på 60 kWh (Comfort Range), koblet sammen med en elmotor med 170 hestekræfter, til en rækkevidde på 420 kilometer, og et NMC-batteri på 87 kWh (Long Range - med 220 hestekræfter) til en rækkevidde på 625 kilometer, så er der skiftet ud i hele modelprogrammet.
Elmotoren med 170 hestekræfter er fortid, og om man vælger det lille eller det store batteri i den fornyede Scenic E-Tech, så er det nu elmotoren med 220 hestekræfter, der er standard.





Større NMC-batteri giver længere rækkevidde
I Scenic E-Tech Comfort Range sidder et LFP-batteri med en kapacitet på 67 kWh, og det giver en fornuftig forøgelse af rækkevidden fra forgængerens 420 kilometer til 467 kilometer. Renault fortæller, at DC-opladning fra 15 til 80 procent (det meste af branchen bruger 10 til 80 procent som udgangspunkt) går 25 procent hurtigere - og foregår med op til 165 kW (130 kW i forgængeren), så opladningen tager ned til 24 minutter.
Det nye batteri vil ikke være tilgængeligt indenfor den nærmeste fremtid, men det er til gengæld et nyt NMC-batteri i Long Range-udgaven. Det er vokset med 2 kWh til 89 kWh, og der er derfor ingen større forøgelse af rækkevidden: den er vokset fra 625 til 642 kilometer; her foregår DC-lynladning fortsat med 150 kW, men undervejs fra 15 til 80 procent er der mere fart på, så det lader sig gøre på 28 minutter i stedet for 37 minutter.
De nye batterier kommer sammen med ændringer i stil med dem, der for nylig er kommet på 5 E-Tech: nye fælge, nye farver i interiøret på nogle udgaver, Google Gemini - og nye eksteriørfarver. De nye kulører er Satin Blue Slate og Exo Galaxy Grey. I Scenic E-Tech er der også flere nye sikkerhedsfeatures, eksempelvis nødassistent som stopper bilen helt, hvis føreren holder op med at reagere.
4 E-Tech er den sidste af Renaults personbiler, der endnu ikke er introduceret med LFP-batteri. Det sker dog næppe i nogen nær fremtid, men 4'eren kan meget vel blive udsat for de samme optimeringer som 5 E-Tech, der ved hjælp af bl.a. sænket karosseri og nye sidespejle har fået længere rækkevidde.



