Kia skruer op for hestekræfterne og antallet af elmotorer i EV4 hatchback: de nye varianter EV4 Long Range Performance og EV4 GT har to elmotorer og firehjulstræk.
Det danske modelprogram er udvidet med to Long Range Performance-varianter, som Upgrade og som GT-Line, mens GT'eren kører sit selvstændige spor som topmodel.
EV4 Long Range Performance og EV4 GT har samme batteristørrelse som de eksisterende Long Range-varianter, så i bunden af bilen finder man en kapacitet på 81,4 kWh. Long Range Performance-versionerne har en rækkevidde op til 560 kilometer, mens GT-udgaven står til 505 kilometer - den forhjulstrukne med 204 hestekræfter byder på op til 626 kilometer.
DC-opladning er ikke nogen stærk siden for nogen EV4 Long Range-model - 128 kW som maksimum, 31 minutter fra 10 til 80 procent.










EV4 GT koster 429.999 kr.
Tilføjelsen af en ekstra elmotor ved bagakslen giver vejgreb på alle fire dæk, og i Long Range Performance er ydelsen 265 hestekræfter og 385 Nm (mod forhjulstrækkerens 204 hk/283 Nm). 0-100 km/t på 6,5 sekunder er en forbedring på 1,2 sekund i forhold til den forhjulstrukne EV4. - Merprisen i forhold til forhjulstrækkeren er 25.000 kr.
EV4 GT har en ydelse, der ikke er meget højere end Long Range Performance, når det kommer til hestekræfter; med 292 hestekræfter ligger den kun 27 hestekræfter højere. Drejningsmomentet er dog mere muskuløst med 468 Nm, og 0-100 km/t klares på 5,6 sekunder. Det er præcis som i Cupra Born VZ med baghjulstræk og 326 hestekræfter.
Priserne er i en anden klasse end hos Cupra, og EV4 Long Range Performance fås som Upgrade til 359.999 kr. og som GT-Line til 374.999 kr. (begge med bl.a. 19" fælge) - og topmodellen GT med 20" fælge, adaptiv affjedring og skålsæder koster 429.999 kr.



