Kia EV5 GT
Nyheder
9. januar 2026

Mindre muskler i tre nye GT-modeller: Kia EV3, EV4 og EV5

Kia lover høj dynamik og GT-teknik i EV3, EV4 og EV5, men målt på hestekræfter er de nye GT-modeller markant mere afdæmpede.

Simon Hallenslev

Simon Hallenslev

Kia EV6 var den første elektriske model fra det koreanske bilmærke, der fik en fuldfed GT-overhaling. Kia EV6 GT blev lanceret i 2022 med 585 hestekræfter, acceleration fra 0 til 100 km/t på 3,5 sekunder og sågar driftmode. To år senere fik den en større opdatering, hvor ydelsen steg til svimlende 650 hestekræfter.

Nu er Kia klar med det næste kapitel i deres sportslige GT-føljeton med en overhaling af hele tre modeller: Kia EV3, EV4 og EV5. Her loves GT-køreprogrammer, elektronisk styrede chassis-systemer og såkaldte performance-inspirerede lyddesign – men kræfterne er noget mere forsigtige. Kia EV5 GT bliver den kraftigste af de tre med lige over 300 hestekræfter.

Et fælles performance-DNA

Da Kia EV3 og EV4 deler platform, er det kun naturligt, at de to også får en tilsvarende GT-behandling. Begge modeller udstyres med et dual-motor AWD-system, der yder 288 hestekræfter (215 kW).

Det er i sig selv lidt undervældende med tanke på den elektriske forfader, EV6 GT. Det bliver ikke bedre af, at fordelingen af kræfter er omvendt af, hvad Kia EV6 GT var udstyret med. Kia EV3 og EV4 GT kører med omtrent 2/3 af kræfterne på forakslen og 1/3 på bagakslen. Det alene udelukker driftmode, men udfordrer også dynamikken generelt.

kia-EV4-GT-foiling-highres-2
FOTO: Kia

Strømmen til Kia EV3 og EV4 GT leveres af et batteri med uændret kapacitet på 81,4 kWh, mens sportsligheden skal drives af elektronisk styret affjedring med GT-specifik opsætning, forbedret stabilitet i sving samt 20” alufælge med sportslige dæk.

Kia EV3 og EV4 GT får begge dedikerede GT-køreprogrammer, der skal give mulighed for at justere på kraftleverance, styrerespons og affjedring. Prikken over i’et er Kias Virtual Gear Shift, der i følelse og lydunivers skal simulere en gearkasse. Begge modeller udstyres også med GT-sportssæder og -rat samt optisk GT-trim indvendigt og udvendigt.

Kia EV5 GT

Selvom vi stadig venter i længsel på Kia EV5, står det også klart, at den kommer til landet som GT-variant. Den passerer lige akkurat 300 hestekræfter (225 kW), men får samme fordeling af kræfter, hvor motoren på forakslen er den klart stærkeste med 207 hestekræfter (155 kW).

kia-EV5-gtline-my26-static-print-3600x2400-5
FOTO: Kia

Kia EV5 GT udstyres dertil med en GT-specifik chassisopsætning med elektronisk styret affjedring og sportslige dæk. Designelementer adskiller yderligere EV5 GT fra standardmodellen med sportslige eksteriørdetaljer, sportssæder og ambientebelysning, der er knyttet til GT-køreprogrammer.

Produktionen af EV3 GT, EV4 GT og EV5 GT forventes at starte i 2. kvartal 2026. Lanceringstidspunkter samt priser i Danmark vil blive offentliggjort tættere på salgsstart.

Samlino logo
9 ud af 10 kan i gennemsnit spare 3.000 kr. på deres bilforsikring.
Indtast din nummerplade og se din pris på 30 sekunder - gratis!
Jeg kan ikke nummerpladen

Andre fandt dette interessant