Mens vi råber på flere elbiler i størrelsen mini og mikro, så har Dacia allerede i flere år haft en lille en på programmet: Spring. Den kinesisk producerede mikrobil kan smyge sig gennem smalle gader og parkere, hvor det skal være.
Men det var kun i en periode, den danske importør valgte at tage Spring til Danmark. Den lille elbil fik en voldsom medfart i test hos Euro NCAP, og det var helt sikkert medvirkende til, at salget i Danmark aldrig rigtig tog fart. Og så var bilen i sig selv medvirkende til det: den var på alle måder minimalistisk.
I mellemtiden har Dacia Spring gennemgået en større forvandling med fornyelse af designet, nyt interiør og mere komfort (sikkerhedsniveauet er næppe ændret voldsomt). Selv om Dacia-importøren har valgt ikke at tage den hjem, er den alligevel kommet til landet gennem andre kanaler.

Fabriksny Spring til 148.800 kr.
En specialitet i EU og ved det faktum, at rigtig mange stort set nye og let brugte elbiler lige nu kommer til Danmark, er at vi ser modeller, som ellers ikke sælges her i landet. Så længe en bilmodel er godkendt til salg i EU, kan den indregistreres i Danmark. Derfor kan man møde eksempelvis Smart #1 på danske plader - og den seneste Dacia Spring.
Der er lige nu fem udgaver af den fornyede Spring til salg på Bilbasen (to af dem blev sat til salg, da artiklen var under udarbejdelse), og alle eksemplarer koster 148.800 kr.
En af bilerne har kørt 100 kilometer, men de øvrige er kun trillet fra samlebåndet over på transporteren og videre til en dansk forhandler: de er så tæt på fabriksnye, som tidligere indregistrerede biler kan være. Bilerne er indregistreret første gang i december 2024 og har dermed fabriksgaranti frem til december 2026.

Er Dacia Spring værd at købe?
Den opdaterede Dacia Spring findes i to versioner: Electric 45 og Electric 65. Det er ydelsen i hestekræfter, der annonceres med tallet - og ja, den mindste har 45 hestekræfter og bruger mere end 19 sekunder fra 0-100 km/t.
Bilerne til salg på Bilbasen er den mere humant motoriserede Electric 65. Rækkevidden ligger, ifølge Dacia, op til 227 kilometer på en opladning, og man kan "lynlade" med op til 30 kW. Fordi Dacia skal følge EU-reglerne, så har Spring nu både automatisk nødbremse, p-sensorer bagtil, førerovervågning (for uopmærksomhed og træthed) og lyssensor, så forlygterne automatisk tændes.
Udstyrsniveauet på bilerne, som er landet i Danmark via omveje, er Extreme, som er det højeste. Der er alufælge, bakkamera, navigation og fire elruder. Men opladning er kun med to faser, hvorfor man maksimalt kan lade med op til 7,4 kW ved en almindelig lader.
For at svare på spørgsmålet i overskriften: nej. Dacia Spring er ikke værd at købe, for selv om bilerne til salg er så godt som fabriksnye, og prisen på 148.800 kr. er markant lavere end for nogen elbil, som sælges fra ny i Danmark lige nu, så er prisen for høj.
Sikkerhedsmæssigt er det usandsynligt, at Spring svarer til en moderne bil. Så hellere vente på, at let brugte Hyundai Inster eller Renault 5 E-Tech kommer til landet - eller til den nye BYD Dolphin Surf, om bare et par uger, lanceres i Danmark. Prisen på den er endnu ikke på plads, men et godt bud er omkring 150.000 kr. for basisudgaven med rækkevidde på 220 kilometer.