Hvis vi skal være helt ærlige, så har BMW-designerne ikke haft en heldig hånd med de seneste udgaver af crossover-coupéen X6, og den mindre X4 har faktisk aldrig været begavet med design, der er til at holde ud at se på. Måske derfor har ingen af modellerne fået en stor karriere i Danmark?
Med den første iX4 viser BMW, at det kan lade sig gøre at lave lækkert, attraktivt design til en coupé-crossover. Den nye iX4 har flotte linjer og et langstrakt karosseri, så den er et reelt alternativ til iX3 - og ikke bare en venstrehåndsøvelse i at lave en ekstra bilmodel.
Med iX4 kommer, efter iX3 og i3 sedan, den tredje model i Neue Klasse-serien med nyt design og helt nye teknologier med bl.a. 800 volt-system, opladning ved DC-lynladeren op til 400 kW og et supercomputer-system under navnet Heart of Joy, der sørger for at eksempelvis assistentsystemerne optræder neutralt og "menneskeligt" - og det er noget, vi har oplevet, fungerer fremragende i iX3.
For at sikre, at iX4-designet tager sig bedst muligt ud, kommer den nye model som standard med M Sport-pakke med 20" alufælge og blå bremsekalibre. Det kan lade sig gøre at udstyre iX4 med større hjul: 21 eller 22".
Der er ikke ændret på karosserilængden i forhold til den nye iX3, så iX4 er også 478 centimeter lang. Der er til gengæld hugget mere end fire centimeter af taget, så iX4 er lavere end iX3. Det koster lidt plads i bagagerummet, men ikke meget: iX4 har en volumen på 490 til 1.600 liter mod 520 til 1.750 liter. Et fornuftigt frunk på 58 liter har iX4 også - lidt større end de 47 liter i iX3.















Den heftige iX4 M60 xDrive kommer i 2027
Med iX4 åbner BMW op for muligheden for adaptiv undervogn i sine Neue Klasse-modeller. En justerbar affjedring med adaptive støddæmpere har indtil videre ikke været en mulighed i iX3, og det kan sandsynligvis hjælpe på den lidt stivbenede affjedring.
Den adaptive undervogn er standard i den kommende topmodel iX4 M60 xDrive. Den introduceres i 2027, men præstationerne åbner BMW allerede nu op for. Alle udgaver af iX4 vil have firehjulstræk, og det har M Performance-modellen M60 xDrive selvfølgelig også. Den har også et ekstra skud kræfter med i alt 612 hestekræfter (875 Nm), og 0-100 km/t kan ske på 3,9 sekunder.
I iX4 M60 xDrive ligger det store batteri på 108,7 kWh, vi kender fra iX3. Det giver en WLTP-rækkevidde på 777-kilometer, men den overgås af den ikke helt så stærke iX4 50 xDrive's rækkevidde: 828 kilometer.
Som i iX3 50 xDrive kommer iX4 50 xDrive med 469 hestekræfter og 0-100 km/t på 4,9 sekunder. Som basismodel kommer iX4 40 xDrive med 374 hestekræfter og et mindre batteri på 82,6 kWh til en WLTP-rækkevidde på 638 kilometer. Adaptiv undervogn fås som ekstraudstyr til begge udgaver af iX4.
Når det kommer til DC-opladning, så rulles iX4 M60 xDrive og iX4 50 xDrive ud med kapacitet på 400 kW, hvorfor 10 til 80 procent kan gøres på ned til 21 minutter. I iX3 40 xDrive med mindre batteri kan man lade med op til 300 kW - også her kan opladning fra 10 til 80 procent gøres på ned til 21 minutter.
Vi har endnu til gode at finde ud af, hvornår den nye iX4 kommer til Danmark - og til gode at finde ud af, hvad priserne bliver. Der bliver selvfølgelig en merpris i forhold til iX3, men den bliver næppe høj. Et forsigtigt gæt på prisen: basismodellen iX4 40 xDrive vil koste cirka 650.000 kr. (med 2027-afgift).



