Har du råd? – Priserne i top 10 udelukker mange
Gennemsnitsprisen på de 10 mest populære biler i 2024 i Danmark er langt over, hvad mange har råd til. Måske derfor er salget af nye personbiler i Danmark lavt lige nu.
TEKST & FOTO Simon Hallenslev
Renault Scenic E-Tech er vores langtidstester, og den har fra første uge bevist sit værd. Det er en rummelig, velbygget, komfortabel og pænt prissat elbil til familien Danmark. Scenic har også optrådt i en dueltest her på Bilbasen, hvor den tog en tydelig sejr over landsmanden Peugeot E-3008.
Så, hvad kan egentlig hamle op med Årets Bil i Europa? Muligvis Ford Explorer. På papiret er den måske ikke så spændende, bygget på en bund af den velkendte MEB-platform, som VW-familien kører på. Alligevel har Explorer høstet ros for netop sin måde for at kombinere tysk stabilitet med Ford-finesser.
Er det nok til at køre franskmanden af banen? Det forsøger jeg at svare på, når Bilbasen sætter Renault Scenic E-Tech op imod Ford Explorer.
Hverken Renault eller Ford er gået eksperimentelt til værks i opsætningen af deres kabiner. Vigtige funktioner betjenes inden for armslængde, informationer præsenteres i tydeligt format på digitale displays, og så er kvalitetsniveauet flot i begge duellanter. Bløde overflader og en minimal mængde af billig plastik er fælles forcer. Men der er forskel i brugervenligheden.
Renault byder på en hel stribe fysiske knapper, der er lette at betjene. Der er knapper til styring af klimaanlægget under infotainmentskærmen, og så er knapperne på rattet også af den gammeldags slags med tryk, selvom de ligner touch. Til venstre for rattet findes en genvejsknap, der ved to hurtige tryk aktiverer førerens personlige sammensætning af assistentsystemer. Fartalarmen fjernes med andre ord superlet.
Franskmanden er udstyret med en 12,3” skærm til instrumentering samt en 12” skærm i højformat til infotainment. Sidstnævnte kører med Renaults OpenR-system, der er udviklet med Google og giver velkendte apps som Google Maps og Spotify. Systemet er blandt de bedste på markedet og underbygger pointen om, at Scenic E-Tech er gennemgribende brugervenlig.
Ford Explorer er udstyret med en 14,6” skærm til infotainment, der kan vinkles efter lysindfald og gemmer et rum til aflægning nedenunder. Det er smart, og selvom selve systemet er udmærket, er det ikke helt ligeså let omgængeligt som Renaults. Rent betjeningsmæssigt lider Ford også under udgangspunktet i VW, der betyder et fuldstændigt fravær af trykknapper. Alt er touch-baseret, og særligt knapperne på rattet er dårligt udført. I testbilen reagerer de kun hver tredje gang, man trykker.
Ford har tilmed været nødt til at beholde det irriterende touch-panel til forlygter og afrimning, REAR-rudeknappen, som stiller om til bagerste sideruder, og den lille digitale instrumentering på 5”, der blegner ved siden af de 12,3” i Renault.
Renault Scenic E-Tech og Ford Explorer er nogenlunde ligestillede, når det kommer til de indvendige pladsforhold. Og det er ikke så underligt, da de udvendige mål er tæt på identiske. På forsædet mærkes ingen forskel, mens Explorer giver en anelse mere hoved- og skulderplads på bagsædet. Til gengæld er der mere benplads i Scenic, og så er selve bagdørene større, hvilket giver en bredere åbning til autostole.
I bagagerummene er forskellen større. Ford Explorer pakker 470 liter mod 545 liter i Renault Scenic E-Tech. De ekstra 75 liter, man får i franskmanden, skal findes i dybden, og det giver en højere læssekant, som kan drille, når barnevognen skal parkeres i rummet. Ingen af de to duellanter har frunk.
Bag rattet af Renault Scenic E-Tech er det komforten, man først bider mærke i. Undervognen er tydeligt sat op med blød behagelighed for øje, præcist som det bør være i en familievenlig crossover.
Det næste, man bider mærke i, er letheden. Ikke kun gennem et letvægtet styretøj, men også på den helt lavpraktiske kampvægt på 1.842 kilo. Det er let i elbilsregi og ikke uvæsentlige 350 kilo lettere end Ford Explorer. Det mærkes både i storbyen og på landevejen, hvor Scenic altid fremstår smidig og letbenet.
LÆS OGSÅ | Test: BYD Sealion 7 er tung luksus
Blandingen af blød undervogn og let styretøj betyder dog også, at tyngde og dynamik udebliver. Her står Ford Explorer i kontrast, fordi den besidder den plantede tyngde, som VWs MEB-platform er garant for, krydret med Ford-finesser. Her er nemlig tilføjet et et lag af dynamik, der opleves, når man kommer ud på landevejene.
Explorer er tungere, og det er ikke kun i kampvægt, da styretøj og pedaler er bedre vægtet. Styretøjet giver en bedre føling med forhjulene og bilens bevægelser, når man kører landevej. Bremsepedalen er let at læse, og det stabile tryk sikrer behagelige nedbremsninger. Her har Scenic til sammenligning en mere svampet bremsepedal. Til gengæld er Explorer mere kontant og dermed levende i undervognen over ujævnheder, og så er spørgsmålet, hvad man prioriterer højest.
Temperamentsforskellen mellem de to kommer også til udtryk i ydelserne. Renault Scenic E-Tech har 220 hk på forakslen, hvilket giver en acceleration på småsløve 7,9 sekunder. Ford Explorer har 286 hk, der gør den halvandet sekund hurtigere og mere køreglad, fordi kræfterne smides i asfalten af baghjulene.
Renault Scenic E-Tech kører med 87 kWh batteri med en rækkevidde på op til 602 kilometer som testet med Iconic-udstyr. Ford Explorer kører med et 77 kWh batteri, som i den testede Premium-udstyrsvariant giver op til 572 km i rækkevidde.
Forbruget er på papiret lavere i Explorer, end det er i Scenic, med henholdsvis 14,7 kWh/100 km og 16,8/100 km. Det er også tilfældet i virkelighedens verden – om end deres respektive forbrug er noget højere. Testugen byder nemlig på regn, rusk og temperaturer i omegnen af nulpunktet.
Begge duellanter præsterer forbrug mellem 22 og 25 kWh/100 km i det vinterhårde vejr med høje snithastigheder grundet meget motorvejskørsel. Når det kommer til stykket, bør man derfor ikke kalkulere at køre mere end 350 km mellem opladninger i de to.
Når strømmen skal på igen, klarer Scenic op til 150 kW DC og 22 kW AC, mens Ford Explorer klarer 135 kW DC og 11 kW AC. Man kommer således til at holde omtrent lige længe ved lynladeren, mens de ekstraordinære 22 kW på AC gør brugen af særligt storbyernes offentlige ladestandere noget mere effektiv.
Bilbasens langtidstester er en Renault Scenic E-Tech Electric 87 kWh Iconic, der koster 334.990 kr. En pæn pris, der var tiltænkt som kampagnepris, sat ned fra 384.990 kr., men som i løbet af nytåret er blevet den nye faste pris. Det betyder også, at Scenic E-Tech Electric med det store 87 kWh batteri nu fås fra 314.990 kr. i udstyrsniveauet Techno.
Renault Scenic E-Tech Techno til 314.990 kr. er allerede ganske veludstyret. Udstyrslisten pakker ting som adaptiv fartpilot, trådløs opladning af smartphones, bakkamera, p-sensorer og el-betjent bagklap. Testbilen, den dyreste Iconic til 334.990 kr., får dertil luksus som Harman Kardon-lydanlæg, el-justerbart førersæde med massage, kunstlæder og 20” alufælge.
Det er priser, som Ford Explorer ikke helt kan være med på. Med det store batteri på 77 kWh starter Explorer fra 344.990 kr. i indgangsniveauet Select, hvor der ikke mangler noget. Der er nemlig 12-vejs el-justerbart førersæde med massage samt adaptiv fartpilot, trådløs opladning af smartphones, bakkamera og p-sensorer. Prisen er bare 10.000 kr. højere end den dyreste Scenic Iconic.
LÆS OGSÅ | Test: Nu er Toyota BZ4X en bedre bil
Vil man have et velspillende lydanlæg, som hos Ford leveres af B&O, samt håndfri el-bagklap, ambientebelysning og indtræk i kunstlæder (som Scenic Iconic også har) så hedder udstyrsvarianten Premium hos Ford. Her er prisen 359.990 kr., og den er altså 25.000 kr. dyrere end Scenic Iconic. Dertil skal varmepumpen lægges oveni for yderligere 8.325 kr..
Det er i virkeligheden ikke så svært at forstå, at Ford Explorer er blevet taget godt imod. Den er bygget på den seneste aftapning af MEB-platformen, der ikke kun har fået en mere kraftfuld elmotor og er fri for børnesygdomme, men som også sikrer stabile køreegenskaber og fornuftigt forbrug. Man får tilmed en gavmild portion udstyr med helt fra indgangsniveauet.
Alligevel hamler den ikke helt op med Renault Scenic E-Tech. For her får man ret beset lidt mere for lidt mindre. Renault Scenic E-Tech har bredere appel, og selvom det ikke er med en stor margin, er det en smule over hele linjen.
Begge biler har velbyggede kabiner, men Renault sikrer større brugervenlighed med hjælp fra både Google og fysiske trykknapper. Der er også en bedre praktik med brede bagdøre og et større bagagerum. Og så er køreegenskaberne komfortable på en måde, som bør tale mere til børnefamilier end dynamik og kraftoverskud. Derfor vinder Renault Scenic E-Tech over Ford Explorer i denne dueltest.
Motor: Elmotor (foran)
Ydelse: 220 hk / 300 Nm
0-100 km/t: 7,9 sekunder
Tophastighed: 170 km/t
Forbrug: 16,8 kWh/100 km
Rækkevidde: 602 kilometer
Batteristørrelse: 87 kWh
Ladekapacitet: 150 kW
Mål: 447/186/157 cm
Køreklar vægt: 1.842 kilo
Trækvægt: 1.100 kilo
Bagagerumsvolumen: 545 liter
Pris: 334.990 kr. (Scenic E-Tech fås fra 269.990 kr.)
Privatleasing (engangsydelse/mnd. ydelse): 14.995 kr./4.695 kr. (Scenic E-Tech fås fra 3.995 kr.)
Beskatningsgrundlag, firmabil: 319.251 kr. (Scenic E-Tech fås fra 276.394 kr.)
Motor: Elmotor (bag)
Ydelse: 286 hk/545 Nm
0-100 km/t: 6,4 sekunder
Tophastighed: 180 km/t
Forbrug: 14,7 kWh/100 km
Rækkevidde: 572 kilometer
Batteristørrelse: 82 (77 kWh anvendelig)
Ladekapacitet: 135 kW
Mål (L/B/H): 447/187/163 cm
Køreklar vægt: 2.102 kilo
Trækvægt: 1.000 kilo
Bagagerumsvolumen: 465-1.455 liter
Pris: 359.900 kr. (Explorer fås fra 299.900 kr.)
Privatleasing (engangsydelse/mnd. ydelse): Ikke oplyst
Beskatningsgrundlag, firmabil: 350.949 kr. (Explorer fås fra 331.894 kr.)
Gennemsnitsprisen på de 10 mest populære biler i 2024 i Danmark er langt over, hvad mange har råd til. Måske derfor er salget af nye personbiler i Danmark lavt lige nu.
Her er tre biler, der ved første øjekast ligner noget, der er skabt til børnebefordring og indkøbsture – men lad dig ikke narre! Bag det afdæmpede ydre gemmer der sig kræfter nok til at gøre selv den mest selvsikre GTI-ejer nervøs.
Den lille elektriske Renault 5 E-Tech Electric med rækkevidde op til 410 kilometer fås på privatleasing fra 2.995 kr. Alle varianter er med i privatleasingvarianter, og engangsydelsen er 4.995 kr.
2025 er skudt i gang og vi tager et kig ind i fremtiden for elbiler. Udviklingen er rødglødende, så du skal holde fast for at følge med.
Den nye udgave af Lexus’ luksus-SUV har fedt design, tonsvis af udstyr og en attraktiv pris. Men affjedringen og drivlinjen i plug-in hybriden hænger ikke sammen.
Elbiler er kommet for at blive! Det vælter ind med nye modeller på markedet i Danmark, og vi har lavet en liste med alle elbiler i Danmark i 2025 – inklusive priser og rækkevidde på de forskellige modeller.