Der er travlt hos Mercedes-Benz. Spændende nye elbiler i form af GLB og GLC er for nylig kommet til Danmark, og indenfor få måneder kommer en endnu større nyhed: den første elektriske C-Klasse nogensinde.
Den elektriske C-Klasse skal selvfølgelig konkurrere med den ligeledes helt nye BMW i3, men også med mærkets egne populære CLA. Som en forsmag på, hvordan det kommer til at spille ud, så har Mercedes-Benz afsløret prisen på den første udgave af den nye C-Klasse, som nu kan bestilles.
Til 549.000 kr. kommer C 400 4Matic på markedet til en pris, der er cirka 70.000 kr. lavere end den tilsvarende GLC - og cirka 90.000 kr. over en CLA 350 4Matic med firehjulstræk.
C 400 4Matic er en kraftigt motoriseret model med 489 hestekræfter og firehjulstræk, og batteriet er på 94 kWh. Når tyskerne tager sig sammen og afslører en model med baghjulstræk og færre kræfter, kan priserne potentielt komme ned omkring 500.000 kr.











Udstyret er ikke i orden
For den danske variant af C 400 4Matic er rækkevidden op til 753 kilometer (i Tyskland op til 762 kilometer med lavere udstyrsniveau), og man kan køre strøm på ved DC-laderen med op til 330 kW.
Det er solide tal, men hvis man virkelig går efter lang rækkevidde og maksimal opladning i en bil i klassen, så blegner C-Klassen ved siden af BMW i3 50 xDrive med større batteri; BMW lover omkring 900 kilometer på en opladning og opladning med 400 kW. Og prisen - den vil sandsynligvis ligge på niveau med C-Klassens.
BMW undlader også helt så store huller i standardudstyret som Mercedes-Benz. Mens C 400 4Matic har panoramaglastag (uden solskærm), 18" alufælge, el-justerbare forsæder og stort infotainmentsystem med 14" touchscreen, så har den hverken nøglefri betjening, trådløs smartphonelader, varme i rattet eller el-betjening af bagklappen.
Nøglefri betjening, el-styrede udvendige håndtag, smartphonelader og el-bagklap koster, sammen med mulighed for at bruge smartphone eller -watch som nøgle, 20.786 kr. Det er ikke okay at lade den slags koste ekstra i en helt ny elbil til 550.000 kr.
Men vent - det bliver værre endnu. Det udstyr, den såkaldte Komfortpakke Plus, lader sig kun bestille, hvis man OGSÅ tilvælger Advancepakke Plus med Sky Control-tag med elektronisk dæmpning, oplyst grill og logo, Superscreen (tilføjer passagerdisplay) og stemningsbelysning til 33.526 kr.
Advancepakke Plus er også den billigste løsning, hvis man vil have den fede Hyperscreen-skærm i bredformat, hvor alt er integreret i en bred skærm - og den koster så 18.626 kr. ekstra.
I pressemeddelelsen om priserne på C-Klassen er der en overskrift omkring udstyr med ordene "Overskuelig pakkestruktur". Overskuelig er så meget sagt - metoden er mere "Udstyr kun for de rige."


