august 12, 2024

Elektrisk Opel Astra falder til 249.990 kr.

Opel er på rette vej med et solidt prisfald på elbilen Astra Electric. Spørgsmålet er, om en besparelse på 50.000 kr. er nok til at lokke kunder til?

TEKST Morten Bek FOTO PR

At se en Astra i den nyeste generation på gaden i Danmark er så stor en sjældenhed, at vi helt bliver i tvivl, om Opel stadig sælger bilen. Det gør Opel, og vi kan se Astra båd på Opels hjemmeside og hos Opels forhandlere.

Da den elektriske Astra Electric kom på markedet, skulle den have været med til at løfte Opel og mærkets salg i Danmark. Priserne satte en næsten komplet stopper for den udvikling; en elektrisk Astra med 156 hestekræfter, rækkevidde på 412 kilometer og begrænset udstyrsniveau til 300.000 kr. har tiltrukket meget, meget få danskere.

Hvis Astra Electric skal blive til noget i Danmark, hvor de kompetente biler i samme kategori er blandt andre Renault Megane E-Tech og VW ID.3, så skal importøren gøre noget. Det gør importøren nu endelig med en sænkning af den originale pris med 50.000 kr.

Opel-forhandlerne må spørge sig selv, om der er noget at redde. Efter måneder på markedet har de første mange nysgerrige potentielle kunder været forbi for at prøve Astra Electric. De har købt en anden bil hos et andet bilmærke og glemt Astra, så sælgerne skal virkelig gøre noget for at få fyret op under Astra Electric.

Indtil videre er kun Astra Electric hatchback sat ned

Prisen på Astra Electric starter efter faldet på 249.990 kr. Den pris får os ikke til at tænke sensation, revolution eller gennembrud. Prisen er nu tilpasset markedssituationen, og det er en pris, der er mere passende og tættere på konkurrenternes priser.

Astra Electric er stadig bagefter på point, for 156 hestekræfter og maksimal ladehastighed på kun 100 kW er, hvad det er – det er færre kræfter og langsommere opladning end bl.a. ID.3 Pure til 259.990 kr. Men kræfterne kan nok række, og lader man mest hjemme eller ved almindelige ladestandere, klarer man også at leve med 100 kW under lynopladningen.

Rækkevidden på 412 kilometer er helt udmærket i forhold til den nye pris. Det er også fint, at Astra Electric Blue Edition, som basismodellen ny hedder, kommer med 18″ alufælge, LED-forlygter, p-sensorer for og bag, infotainment med 10″ touchscreen og automatisk klimaanlæg med en zone.

Men det ville godt nok have set godt ud, hvis den også kom med varme i forsæderne og adaptiv fartpilot. Det er to ting, som er forbeholdt udstyrsvarianten Blue Limited, der koster 25.000 kr. mere. Så er prisen fortsat okay med 274.990 kr. Matrix-LED-forlygter, klimaanlæg med to zoner, trådløs opladning af smartphones, nøglefri betjening, læderrat med varme er også Blue Limited-goder.

Rigtig godt ville det være for Opel, hvis den danske importør vælger også at sænke prisen på Astra Sports Tourer Electric. Den starter på 309.990 kr., og med en mærkbar nedsabling af prisen ville den kunne noget med sit store bagagerum til en lav pris. Hvis den kommer ned i samme pris som Astra Electric hatchback, kan vi snakke om en model, som forhandlerne simpelthen må kunne sælge.

9 ud af 10 kan i gennemsnit spare 3.000 kr. på deres bilforsikring. Indtast din nummerplade og se din pris på 30 sekunder - gratis!
Jeg kan ikke nummerpladen
Leveret af Samlino logo
Del artikel:

Andre fandt dette interresant

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Morten Bek

Som uddannet journalist og med biler som en af de helt store interesser er Morten opvokset på flere af de helt store bilmedier — Bilmagasinet, Berlingske og Auto Bild.

Morten har også tidligere investeret sin tid i sit eget projekt, Biler.nu.

Morten elsker “almindelige” biler. Han vil meget gerne sidde bag rattet af en ny AMG, men han brænder lige så meget for at teste den seneste nye Seat Leon eller Peugeot 208.

Hos Bilbasen bruger han sin viden, analyseevner og sunde fornuft som nyhedsskribent, videojournalist og biltester.
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS