Subaru Uncharted 02
Nyheder
18. juli 2025

Elektrisk Subaru Uncharted - Toyota hjælper Subaru ind i nyt territorium

Uncharted er den nye elbil fra Subaru, som er baseret på den nye Toyota C-HR+. Dermed får Subaru sin første forhjulstrækker i mange år.

Morten B. Bek

Morten Bek

Mon de danske Subaru-forhandlere holder af at blive pint og plaget? I løbet af første halvdel af 2025 har de otte danske forhandlere indregistreret 93 nye biler fra Subaru. Det er 11-12 biler for hver forhandler, så i gennemsnit to om måneden, og det må gøre ondt.

Vi under Subaru og forhandlerne langt mere succes, men de skal også have biler, der kan løfte dem til den succes. Det sker i hvert fald ikke med hverken den nye Forester eller, hvis den kommer til Europa, den nye Outback.

Midlet er den nye Uncharted. Uncharted, der er engelsk for et område, der ikke er kortlagt, er Subaru-udgaven af den nye Toyota C-HR+ - en kompakt og moderne elbil med op til 338 hestekræfter.

2026 Subaru Uncharted
FOTO: Subaru
Subaru Uncharted 01
FOTO: Subaru
2026 Subaru Uncharted 2
FOTO: Subaru

Subaru drysser terrænstøv over køreegenskaberne

Der er - heldigvis - tydelig forskel på især frontdesignet på Uncharted og søstermodellen fra Toyota. Uncharted har et større ulakeret, sort område og forlygter med nogle meget genkendelige LED-kørelys.

Interiøret er der tilsyneladende ikke nogen forskel på: 14 tommer touchscreen, to trådløse smartphone-ladere og et rat, der både er kantet og rundt på samme tid.

Ikke så overraskende bliver det muligt at få Uncharted med forhjulstræk - endda i to forskellige versioner. Det er første gang i omkring 15 år, at Subaru sælger en bil med forhjulstræk i Europa. Dengang var det en basisudgave af Impreza, nu er det Uncharted med 167/224 hestekræfter og batteri på 57,7/77 kWh. Den "lille" får en rækkevidde op til 445 kilometer, den "store" rækkevidde op til 585 kilometer.

Hvis man insisterer på, at Uncharted skal have firehjulstræk, så bliver den heftigt motoriseret. Ydelsen er 338 hestekræfter (rækkevidde: 470 kilometer), og 0-100 km/t sker på 5 sekunder.

I modsætning til hvad Toyota lover for C-HR+, så vil 22 kW-opladning ved AC-ladere være standard i Uncharted. En anden forskel er, at Subaru har modificeret undervogn, styretøj og køreindstillinger, så Uncharted er klar på lidt mere terræn og flere grusveje end søstermodellen.

Subaru Solterra 2025
FOTO: Subaru
Subaru Trailseeker 01
Subaru PR

E-Outback og faceliftet Solterra på vej

Ved præsentationen af Uncharted på YouTube havde Subaru flere nyheder med. Solterra kommer til Europa i en faceliftet udgave, som allerede for nogle måneder siden blev præsenteret i USA. Den har et opdateret karrosseridesign uden sorte eksteriørpaneler, og den bliver meget stærkere end før - og får længere rækkevidde.

Solterra har altid firehjulstræk. Den nye drivlinje kommer med 338 hestekræfter, og det er nu også muligt at trække op til 1.500 kilo på trækkrogen. Rækkevidden med batteriet på 73,1 kWh skulle ende på over 500 kilometer.

Helt så langt kommer den tredje nyhed fra Subaru ikke til at kunne køre. Denne model blev, som Solterra, allerede vist i USA for cirka tre måneder siden: I USA hedder den Trailseeker, mens man i Europa vil hægte sig på Outback-navnet og udnytte folks kendskab til den.

E-Outback er navnet på den stationcarlignende model, der er en udgave af den nye BZ4X Touring fra Toyota. Subaru har valgt, at firehjulstræk også i E-Outback er den eneste vej frem, og det betyder en høj ydelse fra to elmotorer på i alt 375 hestekræfter. På en opladning står den elektriske stationcar til cirka 450 kilometer.

Den danske Subaru-importør har intet offentliggjort i forhold til hverken Uncharted, den faceliftede Solterra eller E-Outback. De skulle alle komme til Europa omkring årsskiftet, og vi opdaterer selvfølgelig i forhold til, hvad Subaru har af planer for det danske marked.

Samlino logo
9 ud af 10 kan i gennemsnit spare 3.000 kr. på deres bilforsikring.
Indtast din nummerplade og se din pris på 30 sekunder - gratis!
Jeg kan ikke nummerpladen

Læs mere om:

Andre fandt dette interessant