En motorjournalist må da vide, hvilken bil han selv vil købe. Ikke nødvendigvis, siger Ebbe Sommerlund, der lige har købt ny bil:

Jeg har købt en ny bil. Altså en brugt som sædvanligt og igen var det ikke en Ford. Grunden til at jeg siger det, er at hver gang jeg har købt bil har jeg øjeblikke, hvor jeg fortryder, at jeg ikke har købt en Ford.

Hvorfor det, tænker du måske. Svaret er ganske enkelt, at Ford laver de biler der kører bedst – i min optik. Ingen kan komponere en undervogn som Ford. Komfort og sportslige egenskaber går næsten altid op i en højere enhed i en Ford. Det skyldes et mantra, som Ford har:

“The driving experience should flatter the novice and reward the expert”

Altså gøre den uerfarne bedre og belønne den erfarne. 

Nå, men jeg købte altså ikke en Ford, igen. Jeg købte en Renault Laguna fra 2008. En bil der helt sikkert også kan afføde et hvorfor.

Som motorjournalist får jeg mange spørgsmål om, hvilken bil folk skal vælge, og det er som regel nemt at svare – men det er jo heller ikke mine følelser, der er på spil. Når jeg selv skal købe en bil, kan jeg enten gå rundt om den varme grød i månedsvis eller gøre som denne gang, hvor det blev et impulskøb, fordi jeg blev fornuftigt forelsket i en bil.

Ja, den er fransk. Ja, det er en Renault Laguna, som har et frygteligt ry. Men lad os bare parkere det ry med det samme. Laguna I og II var ikke gode biler, eller de var i hvert fald ikke af god kvalitet. Da franskmændene skulle lave Laguna III fik de én målsætning: Bilen skulle være blandt de tre biler med færrest nedbrud – en målsætning der blev opfyldt. Det betyder ikke at Laguna er fejlfri, men den er langt bedre end sit rygte og Laguna III er tilmed delvist baseret på en Nissan Altima, så der er en japaners ordentlighed i den.

Desuden er den sikker. Faktisk var den da den kom i 2008 den bedste i EuroNCAP nogensinde.

Og fordi ingen vil have dem, så koster de næsten ingenting. Ingen der har været med i min bil, kan forstå at man kan få en topudstyret stationcar med 150 hk til under 100.000 kr.

Det var en masse fornuft – nu til følelser.

Min største brist i forhold til biler er, at jeg ikke vil køre i en bil, man ser på hvert gadehjørne. Det er dumt fordi det gør det sværere at slippe af med de biler, jeg køber, igen.

Min anden brist er, at jeg ikke kan nøjes med den mindste motor – hvilket kan gøre bilen dyrere i brændstof, forsikring og ejerafgift.

Min tredje brist er, at jeg ikke vil bruge alle mine penge på biler, hvilket kommer i karambolage med de to første brister. Altså må bilen ikke være for dyr at køre i, hvilket udelukker seks og ottecylindrede motorer, som jeg i virkeligheden elsker. Og en Tesla er desværre stadig for dyr for mig.

Nå, men jeg faldt altså tilfældigt over en Renault Laguna III Grand Tour 2,0 DCI Dynamique med 150 hk. Nøglefri adgang/start, dellæder, to-zonet klima, flotte fælge, fartpilot, regnsensor og så videre. 2008. 145.000 km og mindre end 100.000 kr. Dermed opfyldte den mine krav på maks. 150.000 km og mindst 140 hk dieselmotor.

Fordi den ikke er særligt populær, er jeg aldrig blevet træt af at kigge på den – nogen synes den er kedelig, jeg synes den er elegant. På nær forlygterne, som jeg overvejer at skifte til de sorte GT ditto.

Og så er der det med rusten. En Renault er rigtig dårlig til at ruste. Altså de ruster næsten ikke. For det første er den flot dækket ind på undervognen og fra fabrikken har den et pænt lag beskyttelse. Desuden er fronthjelmen i aluminium og bagklappen er i plastik – og bagklappen ruster ofte på konkurrenterne, det problem får Laguna ikke.

Og motoren kører med kæde, så der skal ikke skiftes tandrem.

Men det der virkelig solgte bilen var kabinen. Den ser superindbydende ud i forhold til konkurrenter i samme prisleje – synes jeg. Og det er derfra jeg ser bilen, det meste af tiden. Selvom brændstoføkonomien ikke er prangende efter nutidens normer (kører 16-17 km/l) så koster den det halve per kilometer i forhold til min gamle bil, der var en larmende semi-GTI, der var uduelig i de fleste af mine kilometer, som er på motorvej, mens den var formidabel til småture og på snoede landeveje.

Lagunaen passer perfekt til 90 pct. af min kørsel, så må jeg leve med at den ikke er særligt sjov resten af tiden. Og at jeg stadig synes at en dieselmotor lyder som en defekt benzinmotor.

Det mest negative ved min Laguna er dog en lidt hård affjedring, og selv om den griber godt med forenden, så kører den bare ikke lige så godt som en Ford Mondeo, der både er mere komfortabel og mere sportslig.

Mon jeg tager mig sammen og køber en Ford næste gang?

Biler jeg også overvejede:

Ford Mondeo TDCI 

Dyrere end Renault Laguna, men kører bedre. I sidste ende var det dog et lidt for sølvfarvet interiør og modellens store udbredelse, der dræbte den for mig.

Honda Accord Diesel  

Virkelig velkørende. Flot, men med sparsom plads. De kostede 30.000-40.000 kr. mere end min Laguna. For dyrt og så trængte jeg til noget andet end Honda.

Mazda 6 Diesel 

På det tidspunkt kunne jeg ikke finde nogen til en fornuftig pris. Kører godt, men jeg er lidt bange for rust.

Honda Civic Diesel

Velkørende med stærk dieselmotor. Men også dårligt udsyn for børnene. Og så er undervognsbehandling et must.

Til sidst lige lidt info, hvis du overvejer en Renault Laguna:

Dynamique – har dellæder og lidt mere udstyr end Expression. Dellædersæderne revner på siden og en reparation koster ca. 900 kr. ved en sadelmager. Modelår 2010 gav lidt mere aggressive forlygter, og en ny udstyrsvariant kaldet Exception var den eneste der solgte. Den har de flotte dellædersæder.

Automatgearet er ikke på højde med tyske bilers ditto. Det skifter som om det var monteret på en benzinbil – alt for høje omdrejninger til en dieselbil.

Mange vil kunne nøjes med 1,5 DCI, der er en slidstærk maskine. Kører du meget motorvej er den muligvis lige svag nok, så prøv det inden du køber. Det er en smagssag. 
Her er dyret: