Duel: Hyundai Tucson og Nissan Qashqai er fine benzinbiler
Benzinbilerne er kørt ud på et sidespor, men på det sidespor er der masser af gode biler. De faceliftede udgaver af Hyundai Tucson og Nissan Qashqai er to af dem.
TEKST Simon Hallenslev FOTO BMW PR
Bilbasen var inviteret til Tyskland af BMW Danmark.
Internettet kan være et brutalt sted. Det har BMW erfaret en håndfuld gange i nyere tid med vovede designs og enorme nyrer på snuden. Den nye 1-Serie er heller ikke undsluppet helskindet. Trods nyrerne er normal størrelse, sammenlignes designet med Kia Ceed – og det stopper ikke dér.
Til præsentationen af modellen ved hovedsædet i München bliver det samme spørgsmål stillet igen og igen: Er det virkelig en ny 1-Serie? BMW påstår hårdnakket, at der er tale om en spritny fjerde generation, selvom et kort kig på bilen i profil afslører, at dørene er de samme som på tredje generation.
Så hvor ny er den nye BMW 1-Serie, hvordan er kabinen og hvordan kører den? Jeg tager den første tur i den bayerske kompaktbil.
Der er god grund til at betvivle betegnelsen “ny bil”. Denne nye fjerde generation kører nemlig på den samme platform som tredje generation, hvorfor både sporvidde, akselafstand og dørene er, som de var før. Det springer også i øjnene, at den tidligere tredje generation kun fik godt fem år i produktion, mens de forgangne to generationer har fået henholdsvis syv og otte år.
Den tidlige udskiftning er dog ifølge BMW med en god strategisk grund. Hele den elektroniske opbygning af den nye 1-Serie er helt anderledes fra tredje generation, og den deler nu elektronisk arkitektur med nyere modeller som i5 og iX2. Det giver mere modernitet og flere digitale muligheder, der skal gøre 1-Serie tidssvarende.
Når det kommer til selve bilens opbygning, er det med fast øjenkontakt, at BMW kalder fjerde generation for ny. Den har et stivere chassis, en ny undervogn, et nyt motorprogram og en ny kabine.
Udvendigt er det primært i profil, at ophavet i tredje generation skinner igennem. Fronten er en helt anden og står lavere end på forgængeren. Dette look skabes af nye kofangere, smallere forlygter og mere aflange nyrer, som trækker aftegninger op på kølerhjelmen. Ceed-sammenligningen giver mest mening på billeder, og i virkeligheden står den nye 1-Serie skarpere end sin forgænger.
Bagenden er iført nye baglygter, der er smallere og står med et knæk som på BMW iX2, mens C-stolpen er formet anderledes (med et såkaldt Hoffmeister-kick til entusiasterne). Dertil er den nye 1-Serie den første BMW, der fås med kontrastfarvet tag, ligesom det er første gang, at 1-Serie har lys i nyregrillen.
Mens platformen ganske vist er genbrug, så er kabinen helt ny. Det er særligt tydeligt gennem det store Curved Display, der samler instrumenterings- og infotainmentskærm i én stor blød bue. Her er 10,25” til førstnævnte og 10,7” til sidstnævnte – begge iført den seneste aftapning af iDrive.
Systemet er bygget på en såkaldt Android Open Source. Det vil sige, at den programmeringsmæssige bund er en velprøvet Android, der giver mulighed for diverse musik- og film-streaming apps, mens brugeroplevelsen er BMWs egen.
Det øverste lag af systemet er både overskueligt og brugervenligt. Skal man længere ned i bilens indstillinger ryger toppen af overskueligheden, og her er BMW heldigvis så frække at indbygge en genvej til at slå fartalarmen fra på rattet.
Selvom kabinen er spritny, er den stadig udpræget BMWsk’. Luftdyserne er omkranset af aluminium, mens luftstrømmen styres via en form for mini-joypad, som det ses i andre nye BMW-modeller. Også sæderne er nye og sikrer både høj komfort samt en god førerposition, der er befriende tæt på jorden.
Bygge- og kvalitetsfølelsen fremstår forventeligt høj, selvom de billigere plastpaneler stadig er at finde i nederste halvdel af dørsider og midterkonsol i mærkets indstigningsmodel. Alle materialer over hoftehøjde er bløde og læderfri som standard, mens læder kan tilkøbes.
Der er dog mangler, der ikke føles så BMW-agtige. Selvom rat og midterkonsol fortsat har rigtige trykknapper, er knapperne til klimaanlægget under skærmen forsvundet og erstattet med et lidt ærgerligt stykke plastik. Væk er også det herlige BMW-drejehjul i midterkonsollen, hvorfor man tvinges til at bakse med skærmen til selv små justeringer.
Til test i München holder både en topudstyret BMW M135 med fire cylindre, samt en mere folkelig trecylindret BMW 120. Begge motorer er af en ny generation, der betyder bedre økonomi over hele linjen. For de folkelige modeller uden en M-betegnelse forbedres økonomien blandt andet af 48V mild-hybrid, som 1-Serien ikke før har haft.
Foruden økonomien giver tilføjelsen af mild-hybrid en bedre oplevelse af automatgearkassen med dobbeltkobling, som de forhjulstrukne benzinvarianter af 1- og 2-Serie kører med. Den hårdkogte M135 får intet 48V-hjælp og opleves mere klodset fra en lyskurv end 120’eren.
Med ny chassis-teknologi er den nye 1-Serie gjort mere vridningsstabil. Den kører også på en ny undervogn med nye støddæmpere og har en større hjuldiameter. Det giver grundlæggende en køreglad kompaktbil, der på de snoede tyske landeveje står sikkert på asfalten uden nævneværdig krængning.
Styretøjet i 1-Serien var allerede i tredje generation hurtigt og præcist, men får i fjerde generation et nøk mere og minder i højere grad om det, man finder i en 3-Serie. Her rammer BMW den rigtige balance mellem komfortabel stabilitet og let agilitet, hvilket bringer 1-Serie en billængde foran Mercedes-Benz A-Klasse.
Stivhed, stabilitet og styretøj får alt sammen to-tre nøk mere, når man rykker op i M135. Til test holder en håndfuld meget grønne eksemplarer med yderligere opstrammet chassis og undervogn samt større bremser. Undervognen er tilmed adaptiv og op til 8mm lavere end standard.
De ekstra udskejelser giver, sammen med 300 hk og xDrive firehjulstræk, en regulær hot hatch. Kan man abstrahere fra de kunstige knald i højtalerne, så får man i den nye M135 en bil, der virkelig vil køres, og som for alt i verden forsøger at skjule, at platformen er udviklet som forhjulstrækker.
BMW fjerner den forgangne billigste motorvariant, 118i, og erstatter den med den 120. Så hvor man før fik en BMW 118i med 136 hk til en startpris på 391.604 kr., får man nu BMW 120 med 170 hk til en startpris på 403.300 kr. Denne indgangsvariant hedder BMW 120 M Sport Design, og trods en beskeden merpris kommer den med mere standardudstyr, end 118i før kom med.
LÆS OGSÅ | Test: Med M for Magt i BMW i7 M70
Her får man det nye skærmpanel Live Cockpit Plus med navigation, sædevarme foran, alarmsystem, bakkamera og automatisk nødbremse. Udvendigt har 120 M Sport Design blandt andet LED-lygter, el-foldbare sidespejle og 18″ alufælge.
BMW M135 er fortsat toppen af kransekagen med flere kræfter, firehjulstræk, yderligere M-trim og et stort Harman Kardon-lydanlæg. Den starter i 718.180 kr. hvilket er 100.000 kr. mindre end den forgangne BMW M135i i tredje generation.
BMW er lige på trapperne med deres nye elektriske platform, Neue Klasse, hvorpå adskillige modeller skal lanceres. En ny forbrændingsmotoriseret 1-Serie ville derfor efter alt at dømme drukne i omtalen af de nye elektriske satsninger fra BMW, hvorfor de sætter skub i tingene med et utidigt generationsskifte.
Den fjerde generation er lidt en marketingmæssig stramning, da platformen er genbrug. Når det er sagt, så er opstramningen af 1-Serien seriøs. På teknologi og system er den nu helt med de seneste modellanceringer, ligesom en konstruktiv opdatering gør den skarpere og mere velkørende end før.
BMW 120
Motor: R3, 1.499 cm3
Ydelse: 170 hk / 280 Nm
0-100 km/t: 7,8 sekunder
Tophastighed: 226 km/t
Forbrug: 18,5 km/l
CO2: 121 gram/km
Mål (L/B/H): 436/180/145 cm
Køreklar vægt: 1.425 kilo
Trækvægt: 1.300 kilo
Bagagerumsvolumen: 300-1.135 liter
Pris: 403.300 kr.
Privatleasing (engangsydelse/mnd. ydelse): 15.000/3.495 kr.
Beskatningsgrundlag, firmabil: Kontakt forhandler
BMW M135 xDrive
Motor: R4, 1.998 cm3
Ydelse: 300 hk / 400 Nm
0-100 km/t: 4,9 sekunder
Tophastighed: 250 km/t
Forbrug: 13,2 km/l
CO2: 173 gram/km
Mål (L/B/H): 436/180/145 cm
Køreklar vægt: 1.550 kilo
Trækvægt: 750 kilo
Bagagerumsvolumen: 380-1.200 liter
Pris: 718.180 kr.
Privatleasing (engangsydelse/mnd. ydelse): Kontakt forhandler
Beskatningsgrundlag, firmabil: Kontakt forhandler
Benzinbilerne er kørt ud på et sidespor, men på det sidespor er der masser af gode biler. De faceliftede udgaver af Hyundai Tucson og Nissan Qashqai er to af dem.
Hvem vil ikke gerne spare penge? I dette afsnit af Bilbasen Strøm bliver vi klogere på, hvordan du billigst får strøm på elbilen derhjemme.
VW Tayron er en forlænget Tiguan, der skal sælges i store dele af verden. Den byder på syv sæder og svarer i høj grad til den nye Skoda Kodiaq.
… afsløres først den 26. november, men ni finalister til finalefeltet er netop blevet fundet. Væsentlige elbiler som Hyundai Inster, Kia EV3 og Skoda Elroq er med i finalen.
Den nye udgave af Lexus’ luksus-SUV har fedt design, tonsvis af udstyr og en attraktiv pris. Men affjedringen og drivlinjen i plug-in hybriden hænger ikke sammen.
Elbiler er kommet for at blive! Det vælter ind med nye modeller på markedet i Danmark, og vi har lavet en liste med alle elbiler i Danmark i 2024 – inklusive priser og rækkevidde på de forskellige modeller.