maj 22, 2024

Test: Den nye iX2 er en BMW ind til benet – men til hvem?

Alt er, som det plejer, og den nye BMW iX2 er både velkørende og velbygget efter høj bayersk standard. Spørgsmålet er, om det er nok i et marked, der tæller en hel håndfuld meget skarpe konkurrenter.

TEKST Simon Hallenslev FOTO Jacob Dalby

Mens konkurrenterne lægger sig i selen for at bygge elbiler på dedikerede platforme, har BMW før bevist, at der godt kan komme gode biler ud af alsidige platforme. BMW i5 vækker begejstring hos os i Norden, mens sydeuropæerne, der er længere om at ride den elektriske bølge, kan bestille en 520i eller 520d, som de plejer. På samme platform vel at mærke.

Det er ikke anderledes med den nye BMW iX2. Den kan også bestilles med en benzinmotor under navnet X2, selvom elbilen iX2 klart har størst berettigelse på vores længdegrader. Spørgsmålet er så, om den fashionable SUV kan lave samme nummer som i5, eller om farvandet er for hajfyldt til, at BMW iX2 kan slå igennem.

En bayersk kabine, som du kender den

Set på layout og design kan BMW over en bred kam godt klandres for at være konservative i kabinerne. Hvor i3 og i8 er undtagelserne, der bekræfter reglen, står BMW iX2 med en helt klassisk BMW-kabine. På funktionaliteten kan den kun rigtigt kritiseres for manglen på fysiske knapper til styring af klimaanlægget. Resten er overskueligt og no-bullshit.

Den digitale instrumentering på 10,5” står krystalklart både i forhold til opløsning, men også mængden af informationer, som man selv vælger fra rattets knapper. I forlængelse ligger infotainmentskærmen på 10,7”, der er udstyret med den seneste aftapning iDrive. Et system, der har mistet lidt af sin brugervenlighed i takt med, at flere funktioner er kommet til, og som i dag derfor kræver tilvænning.

Som altid er BMW behersket i forhold til lir, lys og blankpoleret plast. I stedet er der, som altid med BMW, fokuseret på kvaliteten. Dørsider og instrumentbord er blødt beklædt, og man fornemmer en klar kvalitetsmæssig tyngde. Kun stilkene bag rattet er underligt nok blevet billigere at røre ved sammenlignet med nyere BMW-modeller, jeg har kørt.

Hvad med pladsen?

BMW iX2 er en design-båret bil, der deler mangt og meget med BMW iX1 i en populær coupé-SUV-indpakning. Designet, som den er båret af, kan man have sin subjektive mening om, og jeg har også min. Uanset hvad man mener, så er faktum dog, at designet æder af pladsen, og gør iX2 lidt mindre rummelig i kabinen end en konkurrent som Audi Q4 e-tron.

Forsæderne giver god støtte og på forreste række er der rigeligt med skulderplads til medpassageren. Instrumentbordet er dertil lavt, hvorfor man får et godt overblik fra førersædet. Det er på bagsædet, pladsen svinder ind på grund af den hældende taglinje. Her er ikke decideret dårligt plads, men håret ryger hurtigt i hovedbeklædningen.

Bagagerummet er stort og også større end det, man får i iX1, med hele 525 liter i kapacitet. I BMW iX2 er bagagerummet dog mere fladt og dybt, end det er højt som i iX1, hvilket kan drille, hvis man skal transportere særligt store ting.

Godt kørende

Ét minut bag rattet af iX2 med bind for øjnene, og jeg ville kunne sige, at det var en BMW. Det fortæller jeg i hvert fald mig selv. Rattet er tungt vægtet og knivskarpt på en måde, hvor man altid har føling med forhjulene. Det har BMW som hovedregel godt styr på. Skarpheden betyder, at iX2 skifter retning som en narkohund til technofest og fremstår nærmest upåvirket af sin kampvægt på over to tons.

Dette er naturligvis også hjulpet stærkt på vej af undervognen, der i den testede xDrive30 M Sport har adaptiv sportsundervogn på udstyrslisten. Det adaptive element er dog kun selvregulerende uden mulighed for at styre hårdheden, og iX2 er hård. Det sikrer balance og kontrol på landevejen, men det gør også, at bidske ujævnheder ikke går ubemærket hen.

Det er ikke uudholdeligt eller decideret ukomfortabelt, men BMW iX2 er sat strammere op end konkurrenter som Polestar 2 og Volvo EC40. Testbilen står på 20” letmetalfælge til 8.125 kr., som klart påvirker komforten negativt. Præcist som det gør i iX1. Her er de standard 19” fælge at foretrække.

På motorvejen er historien en anden, hvor det tunge styretøj bidrager til retningsstabilitet og den kontante undervogn får en pause fra byens brønddæksler. Sammenlignet med iX1 er den nye iX2 forskånet for det døde punkt, man finder i midten af styretøjet på førstnævnte. Med god støjisolering og retningsstabilitet er man ikke betænkelig ved at køre langt i iX2.

Helt ærlig rækkevidde

Det er ikke i BMW iX2, man får klasseledende rækkevidde, og her i særdeleshed ikke i den kvikke xDrive30 med 313 hk, der holder til test. Man får firehjulstræk og et flot overskud selv på motorvejen, hvor elbiler hurtigt taber pusten ved mellemaccelerationer i den høje ende.

Kraftoverskuddet tærer på den rækkevidde, man ellers vil kunne mase ud af et 64,8 kWh stort batteri. BMW iX2 xDrive30 er opgivet til 423 km, hvilket omsættes til omkring 370 km i virkelighedens verden. Det er ikke imponerende, men BMW gør det ærligt.

I displayet står nemlig altid den reelle rækkevidde. Man skal ikke sjusse sig frem til, hvor langt man egentlig kan komme, taget vind og vejr i betragtning. Når BMW iX2 skriver 370 km i displayet, så er det præcist så langt, man kan komme på en opladning uden sved på overlæben. Når strømmen skal på igen, er det med middelmådige 130 kW, men igen med en tilsvarende ærlig og stabil ladekurve.

Hajfyldt farvand

BMW iX2 hopper med hovedet først i et bassin, der skal deles med en hel håndfuld stærke konkurrenter. BMW iX2 eDrive20 med 204 hk på forhjulene og 456 km i rækkevidde starter i 430.000 kr. Det er i den dyre ende uden at være helt skævt og kommer med et fint udstyrsniveau, der inkluderer ting som: Adaptive LED-forlygter, 19″ alufælge, metallak, el-betjent bagklap, to-zonet klimaanlæg, nøglefri betjening, sportssæder, interiørlister i aluminium og indtræk i Alcantara/kunstlæder.

Prismæssigt er det er på niveau med en Audi Q4 e-tron Sportback, der har samme hældende taglinje, men som til gengæld har flere kræfter og en rækkevidde på 545 km. Lidt billigere er Polestar 2 og EC40, der i Long Range/Extended Range kører henholdsvis 610 og 581 km på en opladning. De koster tættere på 400.000 kr.

I den testede BMW iX2 xDrive30 springer kæden dog lidt af prismæssigt. Vil man have den ekstra elmotor og 313 hk, skal man nemlig hoste op med 75.000 kr. mere og betale 505.000 kr. i alt. Det er også dyrere end konkurrenterne og særligt iøjnefaldende, hvis man skulle være så fræk at sammenligne med en Tesla Model Y Performance, der starter i 439.990 kr.

Hvem er BMW iX2 til?

Den nye BMW iX2 er en lidt svær størrelse. Den har flere ting med sig, hvoraf de fleste er gennemgribende BMW-detaljer. Her fås en skarp køreoplevelse og en virkelig velbygget kabine, der kvalitetsmæssigt sætter samtlige af de førnævnte konkurrenter til vægs.

På den anden side er den en design-båret coupé SUV med nogle, i min optik, lidt outrerede linjer, der i øvrigt hæmmer hovedpladsen på bagsædet. Dertil er teknikken en billængde bag konkurrenterne, når det kommer til rækkevidde og opladning – sågar til en højere pris.

Om det er den alsidige platform, der hæmmer de tekniske udfoldelser, er svært for mig at sige. Til gengæld er det nemt for mig at sige, at BMW iX2 lander et svært sted i markedet med nogle fashionable og kvalitetsmæssige styrker, som man aktivt skal tilvælge og tilmed være villig til at betale en merpris for.


BMW iX2 xDrive30 M Sport

Motor: To elmotorer (for og bag)
Ydelse: 313 hk / 494 Nm
0-100 km/t: 5,6 sekunder
Tophastighed: 180 km/t
Forbrug: 17,3 kWh/100 km
Batterikapacitet: 64,7 kWh
Maksimal ladekapacitet: 130 kW
Rækkevidde: 423 kilometer
Mål (L/B/H): 455/185/156 cm
Køreklar vægt: 2.095 kilo
Bagagerumsvolumen: 525-1.400 liter

Pris: 505.000 kr. (iX2 fås fra 430.000 kr.)
Privatleasing (engangsydelse/mnd. ydelse): 25.000/5.295 kr. (iX2 fås fra 4.795 kr.)
Beskatningsgrundlag, firmabil: 420.000 kr. (iX2 fås fra 395.000 kr.)

9 ud af 10 kan i gennemsnit spare 3.000 kr. på deres bilforsikring. Indtast din nummerplade og se din pris på 30 sekunder - gratis!
Jeg kan ikke nummerpladen
Leveret af Samlino logo
Del artikel:

Find brugte BMW iX2 til salg på Bilbasen

Andre fandt dette interessant

Næsten ny BMW i5 til under 445.000 kr.

Priserne på brugte elbiler bliver konstant sat ned, og fordi forhandlerne vil af med lageret inden 2025, er der vilde tilbud på biler, som stort set er som nye. Spar blandt andet 130.000 kr. på BMW i5.

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Simon Petry Hallenslev

Simon er en ung og passioneret motorjournalist, der har specialiseret sig i anmeldelser af biler, sammenlignende dueltests og nyheder fra bilindustrien.

Han følger altid nøje med i, hvad der rører sig i branchen, og bestræber sig på at formidle sin viden i et, til tider farverigt, men altid let forståeligt sprog. Hans artikler er rettet mod både de læsere, der ikke er bileksperter, og de dedikerede entusiaster som ham selv.
Bilbasen logo
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS