november 8, 2023

Første tur: EV9 bringer Kia i superligaen

Selvtilliden hos Kia får endnu et løft med EV9. Den elektriske SUV er større end BMW iX – og lige så dyr. Kan det hænge sammen for Kia?

TEKST Morten B. Bek FOTO PR

Bare fordi man tænker noget – og siger det højt – betyder det ikke, at det tingene bliver sådan. Men nogle gange bliver tankerne til virkelighed. Som de tanker Kia gik med, da de ikke længere var tilfredse med kun at sælge små biler til danskerne og mange andre på det europæiske kontinent. Kia skulle rykke sig og større biler i stedet for at lange Picanto og Rio ud til højre og venstre.

Tanken er ført ud i livet. De små biler er stadig en del af forretningsplanen (Kia er trods alt et af de få mærker, der stadig laver en mikrobil), men forretningen er i dag baseret på Ceed, EV6, Niro EV og Sportage. Større, dyrere – og mere indbringende biler.

Med den usædvanlige og ucensurerede Stinger sendte Kia et signal. Noget i stil med, tror jeg, der skulle vise, at Kia kan gøre, hvad Kia vil. Den var fed, men den var mest til pynt, fordi den var så speciel. Koreanerne sender nu igen et tydeligt signal. Med den store elbil EV9 skal der høstes kunder, som er plantet hos Audi, BMW og Mercedes. Det er mærker, der går for at være “premium”. Har Kia taget en for stor mundfuld, eller er EV9 god nok til at lege med de store?

EV9 er stor. Meget stor

Hvis allerede Sorento virker stor (481 cm lang, 190 bred, 170 høj), er den intet mod EV9. Her er en elektrisk SUV, som overgår Sorento og skyder forbi Audi Q8 E-Tron og BMW iX. EV9 er 502 cm lang, og samtidig er den næsten 2 meter bred og rager 178 cm op i luften. Fordi den samtidig er lige så kantet som en skibscontainer, virker den usædvanligt magtfuld. Q8 E-Tron og iX træder næsten i baggrunden ved siden af det nye fragtskib fra Kia.

Hvorfor så meget Kia i en bil? I Danmark skal vi ikke se os selv som årsagen til, at Kia laver en kæmpe af en elektrisk SUV. Den er til Guds eget land, til amerikanske familier. I USA er EV9-størrelsen mere eller mindre standardstørrelsen for en familiebil, og Kia er blandt de første til at lancere en elbil i den kategori, som har op til syv sæder.

Bagdørene, der føles mere som porte end døre, åbner op til adgang til to sæder på bageste række, hvor man ikke skal være langbenet. Så sidder man med knæene højt oppe, mens pladsen til benene går an. På række to fås den dyreste udgave, GT-Line AWD, med enten tre pladser eller to kaptajnstole. Hvis de ellers passede ind i min stue, ville jeg gerne have et par stykker af dem, for de er lige til at tage en lur i.
Det samme er bagagerummet, hvis EV9 indrettes til kun to personer oppe foran. Op til 2.318 liter er et gigantisk rum. Selv med syv sæder i brug er der stadig 333 liter til rådighed.  

EV9 tager, som det klæder er nyt flagskib, Kia videre med en ny indretning og endnu finere materialekvalitet, end det allerede ses i EV6. Indretningen er smagfuld og mere moderne end i eksempelvis Q8 E-Tron.

Nyt infotainmentsystem med langt bedre menustruktur – og en lidt underligt placeret touchscreen mellem instrumentering og infotainment til klimaanlægget. Men det skal man ikke lade sig skræmme af: Rigtige knapper til at trykke på er nemlig tilbage, efter de blev taget ud af EV6 og Sportage – op og ned for temperaturen går uden at kigge væk fra vejen.

En stor køreoplevelse

EV6 er en stor bil, der fås med både små og store kræfter. Mens jeg kører rundt i Fredericia-området i den 384 hk stærke GT-Line Long Range AWD med firehjulstræk, er der en mere beskeden drivlinje i basisudgaven. Long Range RWD skipper elmotoren ved forhjulene og kører med den ene, der sidder ved bagakslen. Det efterlader 203 hk til 2.501 kilo bil, og det er altså uden passagerer og oppakning.

Men hvorfor skulle man ikke have det fint og godt i en stor SUV med 203 hk, som efter 9,3 sekunder når 100 km/t? Før jeg prøver basismodellen kan det være en romantisk idé om, at bilproducenterne godt skrue ned for kræfterne i mange elbiler, så jeg er meget spændt på, hvordan kræfterne føles.

Som GT-Line spurter EV9 af sted. 0-100 km/t på 5,3 sekunder. Masser af tempo på ingen tid. Men det matcher ikke helt den måde, den store familiebil styrer på. Styretøjet er meget let og lavet til en amerikansk motorvej, så EV9 føles så stor, som den ser ud. Audi Q8 E-Tron føles også stor, så det er ikke noget, der kun sker i EV9. 

Jeg giver gerne køb på nogle af kræfterne, hvis jeg enten kan slippe for de 21” hjul, som EV9 GT-Line kører på (basismodellen kører med 19” med mere gummi på) eller kan få en undervogn med adaptive støddæmpere. Det kan jeg – og kunderne – desværre ikke, og som EV9 står her, er den langt fra at have den smidige, lækre undervogn, som den store elbil fra Audi. Det er en kamp mod huller og dårlig belægning, som EV9 alt for ofte taber.

Længere ned i pris?

Ambitionerne fejler bestemt ikke noget. EV9 er stor, opsigtsvækkende, lækker og – som GT-Line – hurtig. Som GT-Line har den desværre en affjedring, som ikke byder på roen og komforten fra Q8 E-Tron og iX. Jeg håber, der er mere smidighed at finde i basismodellen med 203 hk.

Prissætningen er lige så ambitiøs som bilen. En bil som den blå EV9, altså en GT-Line med 384 hk, koster det samme som en BMW iX eDrive40 med 340 hk. 750.000 kr. Det er et statement, og det skal i den grad bruges som et argument fra Kias side, at EV9 GT-Line er stærkere, kører længere på en opladning og har mere udstyr med i prisen.

Det første indryk af EV9’ere i Danmark omfatter kun GT-Line Long Range AWD med 384 hk (rækkevidde 505 kilometer) og Premium Launch Edition RWD Long Range med 203 hk og en rækkevidde på 563 kilometer. Jeg kalder den basismodellen, fordi den til 674.990 kr. er billigst og den mest jordnære lige nu. Den er også fyldt til bristepunktet med standardudstyr, og det giver et naturligt håb for, at mere sparsomt udstyrede EV9-udgaver er på vej.

Hvis Kia kan få EV9 ned i underkanten af 600.000 kr., uden at man må undvære rigtig meget udstyr, åbner mulighederne sig. Så vil EV9 være et forholdsvis prisbilligt alternativ til de tyske luksusmodeller, og den vil samtidig stå godt i konkurrencen mod store SUV’er fra kinesiske bilmærker. Navnet Kia kan i hvert fald bære det langt bedre, end det kunne for 10 år siden – uden at det virker som en skør tanke.


SPECIFIKATIONER

Kia EV9 AWD GT-Line

Motor: Elmotorer (fortil og bagtil)
Ydelse: 384 hk/700 Nm
0-100 km/t: 5,3 sekunder
Tophastighed: 200 km/t
Forbrug: 22,8 kWh/100 kilometer
Batteristørrelse: 99,8 kWh
Ladekapacitet: 240 kW
Rækkevidde: 505 kilometer
Mål (L/B/H): 502/198/178 cm
Køreklar vægt: 2.660 kilo
Trækvægt: 2.500 kilo
Bagagerumsvolumen: 333-2.318 liter

Pris: 749.900 kr. (EV9 fås fra 674.900 kr.)
Privatleasing (engangsydelse/mnd. ydelse): Kontakt forhandler
Beskatningsgrundlag, firmabil: Kontakt forhandler

Del artikel:

Andre fandt dette interresant

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Morten Bek

Som uddannet journalist og med biler som en af de helt store interesser er Morten opvokset på flere af de helt store bilmedier — Bilmagasinet, Berlingske og Auto Bild.

Morten har også tidligere investeret sin tid i sit eget projekt, Biler.nu.

Morten elsker “almindelige” biler. Han vil meget gerne sidde bag rattet af en ny AMG, men han brænder lige så meget for at teste den seneste nye Seat Leon eller Peugeot 208.

Hos Bilbasen bruger han sin viden, analyseevner og sunde fornuft som nyhedsskribent, videojournalist og biltester.
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS