Video: Kæmpe prisfald på elbiler i luksusklassen
1.000.000 kroner. Så meget har du sparet, hvis du ventede med at købe en særlig udgave af elbilen Mercedes EQS.
TEKST OG FOTO: Zacharias Lund
Bilbasen var inviteret af Lotus til Aarhus.
Normalt forbinder man Lotus med letvægt, centermotor og duften af benzin. Nu skriver kalenderen 2024, og Lotus har for alvor ændret strategi. Benzinen er skiftet ud med el, centermotoren er skiftet ud med to elmotorer og vægten er tættere på 3 tons, end den er på et enkelt ton.
Lotus mener selv, at køreegenskaberne i den store såkaldte hyper-SUV leder tankerne tilbage på de små kvikke biler, som Exige, Elise og Evora. Men er det sandheden? Kan en 2.600 kg tung SUV flytte sig som en fjervægter? Det ser jeg nærmere på, når jeg kører første tur i Lotus Eletre.
Tilbage i 2017 overtog det kinesiske selskab Geely 51% af Lotus. De nye ejere smed hurtigt ideen om limiterede produktionstal i skraldespanden og introducerede den nye fremtid for Lotus. Et nyt mantra, der bygger på masseproduktion og elektriske biler. Inden Lotus overgår fuldkommen til el, lancerede de dog Emira, der blev det endegyldige farvel til benzinen.
Ambitionen er at producere 150.000 biler om året fra 2028. Med introduktionen af Emira og denne nye Eletre havde Lotus allerede over 17.000 bestillinger i første halvdel af 2023.
Det er altså den nye elektriske satsning, der skal bringe Lotus med videre i historiebøgerne. Trods et traditionsrigt ophav med benzin, ser det ud til, at den nye elektriske satsning er kommet fint fra start. Grundlæggeren Colin Chapman vender sig måske i sin grav over, hvad hans bilmærke er ved at blive til – men fremtiden ser lysere ud end nogensinde.
Den står ud i landskabet. Det iøjnefaldende design gør, sammen med den uanfægtelige størrelse, Eletre svær at overse. Lotus Eletre måler 5,1 meter i længden, 2 meter i bredden og 1,6 meter i højden.
Det bringer den på niveau med voluminøse biler som Volvo EX90, Kia EV9 og Mercedes EQS-SUV, der dog alle har et par centimeter i højden på briten. Trods sine store former og en vægt på 2.600 kg, er Lotus Eletre faktisk den letteste af sine størrelsesmæssige rivaler. Eller, måske nærmere mindst tunge.
Med så store former følger også et stort batteri. Det har en kapacitet på 112 kWh og giver den store SUV en rækkevidde på mellem 530 og 600 km alt efter variant.
Lotus Eletre er desuden bygget på en 800 Volt-arkitektur, der gør, at den kan lade med op til 350 kw. Det bringer den op i toppen af lynopladning, hvor kun XPeng G9 befinder sig. Det betyder også, at det store batteri kan oplades fra 10% til 80% på omkring 20 minutter under optimale forhold.
I takt med Geelys overtagelse har man flyttet udviklingen af bilerne til Tyskland og produktionen til Kina. Jeg havde første møde med det ‘nye’ Lotus, da jeg i 2021 testede Lotus Emira. Det var interessant at se, hvordan Lotus havde gjort mere ud af kabinen og komforten. Noget man nok allerede startede med tilbage i Lotus Evora, hvor en infotainmentskærm for første gang var at finde i en Lotus. Yderligere var digital instrumentering en førstegangs ting i Lotus Emira.
Den udvikling bygger Lotus Eletre videre på. Her er kabinen komfortabel med et materialevalg, der klart er udvalgt mere med henblik på luksus og eksklusivitet end på letvægt.
I kabinen finder man en 15,1” infotainmentskærm, hvor mange af bilens funktioner styres fra på intuitiv facon. Det er responsivt og fungerer overordnet upåklageligt, men med et væld af forskellige ting at dykke ned i. Klimaanlægget styres fra skærmen, mens temperaturjusteringen dog heldigvis klares fra et separat panel med fysiske knapper. Det samme gælder gearvælgeren.
En mindre irriterende detalje er, at man ikke har en fysisk knap til volumen på det ellers utroligt velspillende KEF-anlæg med 23 højtalere. Det skal man enten justere fra rattet eller efter to klik på infotainmentskærmen. Instrumenteringen er også digital, ligesom man finder et head-up display foran føreren. I passagersiden findes desuden et smalt display, hvorfra klokkeslæt, medie eller dato fremgår.
LÆS OGSÅ | Test: Er 203 hk nok til 2,5 tons Kia EV9?
Man kan vælge kabinen med enten bæredygtigt ReFiber-materialer eller nappalæder. Testbilen er udstyret med nappalæder, hvilket klæder kabinen og underbygger den førnævnte følelse af noget, der er dyrt og lækkert. Man finder også detaljer i alcantara, kulfiber samt initialerne ‘ACBC’ hist og her i kabinen. De fire bogstaver står selvfølgelig for Anthony Colin Bruce Chapman, stifteren af Lotus.
Lotus Eletre kommer også med anhængertræk, og det er aldrig set i en Lotus før. Men så igen… Det er der så meget, der ikke er med denne nye Eletre.
Åbner man døren på Lotus Eletre, finder man et lille skilt med ordene: ‘Pioneers since 1948’. Det er året, Lotus blev grundlagt, og siden da har mantraet heddet ‘Mere kraft gør dig hurtigere på de lige strækninger, mindre vægt gør dig hurtigere overalt.’ Et citat fra Colin Chapman, der nok ikke havde forudset hans bilmærke tage den drejning, det er i færd med.
Lotus har forsikret, at den nye hyper-SUV har køreegenskaber, der leder tankerne tilbage på de gamle sportsvogne, ved hjælp af en veludført vægtfordeling.
Det er dog let at sætte spørgsmålstegn til. For man får ikke vægt til at forsvinde på magisk vis, bare fordi man fordeler den godt. Jeg blev dog positivt overrasket.
600 hk og 710 nm er habile performancetal og med et særdeles præcist styretøj, har Lotus formået at genskabe elementer af magien fra letvægtsbilerne. Man får mod på at tage svingene med højere fart, fordi Eletre trods sin kampvægt føles såvel smidig som agil.
Vil man op og have så meget Lotus-følelse som muligt, skal man vælge Lotus Eletre R, hvor man både får firehjulsstyring, der gør den endnu mere adræt i svingene, og et aktiv krængningsstabilisatorer, der giver bedre stabilitet.
I Eletre R får man også en større elmotor på baghjulene, så ydelsen ryger op på svimlende 900 hk og 985 nm, der sender den tunge Lotus til 100 km/t på 2,9 sekunder. Prismæssigt starter den fra 1.699.510 kr.
I denne S-udgave må man nøjes med 4,5 sekunder til 100 km/t og man får heller ikke køreindstillingen ‘Track’, som kun fås i Eletre R. Man får glæde af ‘Sport’, ‘Tour’, ‘Range’ og ‘Offroad’, ligesom man også kan skræddersy sin egen opsætning i ‘Individual’.
Det er svært at vurdere, hvorvidt Lotus Eletre er en rigtig Lotus. Det hele virker meget fjernt fra det, som Lotus oprindeligt står for. Det er på samme tid også vigtigt med udvikling.
Platformen er Lotus’ nye EPA-platform, der skal danne grundlaget for fremtidige elektriske modeller. Inden længe introduceres Lotus Emeya, der er en GT-bil. Den forventes at være endnu mere som de gamle modeller, man kender fra Lotus, qua sin lavere vægt og mindre størrelse.
Det betyder ikke, at Lotus Eletre ikke har fat i noget af den magi, som Lotus har tryllet med siden 1948, for det har den. Styretøjet er præcist og man glemmer hurtigt, at man flytter rundt på 2,6 tons SUV. Det samme gælder adrætheden, der leder tankerne væk fra fra den enorme kampvægt.
Når man betaler over en million kroner for en elbil, kommer også nogle klare forventninger til udstyrslisten. Eletre kommer som standard med luftundervogn, firehjulstræk, matrix LED-lygter og 22″ fælge.
Af det lidt mere særprægede udstyr kommer Eletre blandt andet med et LiDAR-system med fire sensorer, der gør den klar til autonomkørsel niveau 4 (næsthøjeste niveau), når det engang bliver tilladt. Man kan også udstyre sin Eletre med sidekameraer (kameraer i stedet for sidespejle) og intelligent glastag, der kan justeres i 10 niveauer alt efter hvor meget lys man vil have ind.
I kabinen kan man vælge plads til to eller tre på bagsædet. Denne testede Eletre havde 2+2 løsningen, hvor bagsæderne splittes af en midterkonsol, hvori man finder en skærm til kontrol af klima, sædevarme og siddeposition. På førersædet har man udsigt til det læderklædte multifunktionsrat og et 29″ head-up display.
Foruden det flotte udstyr betyder også kvaliteten og komforten, at Lotus Eletre let lever op til prisskiltet på 1,3 millioner kroner. Den er et solidt alternativ til Tesla Model X, Mercedes EQS-SUV, Audi Q8 E-tron og BMW iX, der med samme mængde udstyr koster det samme eller lidt til.
Som Lotus-purist kan man måske have svært ved at se de nye tider øjnene, men man må være omstillingsparat. Når man skal gå fra at sælge 100.000 biler på tværs af flere år til at sælge samme antal biler på ét år, kræver det en stor omlægning, og det er dét, Lotus for alvor i gang med nu. Og de er kommet godt fra start.
I Danmark er MYGARAGE den eneste officielle danske forhandler af Lotus. Så hvis man ønsker at opleve eller købe denne nye elektriske Lotus, er Lotus Vejle de eneste, der forhandler den i Danmark.
Motor: 2 Elmotorer (For og bag)
Ydelse: 603 hk / 713 Nm
0-100 km/t: 4,5 sekunder
Tophastighed: 258 km/t
Batteri netto: 107 kWh
Ladekapacitet: 350 kW
Rækkevidde: 530 kilometer
Mål (L/B/H): 510/200/1563 cm
Køreklar vægt: 2.600 kg
Trækvægt: 2.250 kg
Bagagerumsvolumen: 688 liter
Pris: 1.311.510 kr. (Lotus Eletre fås fra 987.510 kr.)
1.000.000 kroner. Så meget har du sparet, hvis du ventede med at købe en særlig udgave af elbilen Mercedes EQS.
Leder du efter firehjulstræk til vinterens sne og slud? Med ugens fund her får selv nybagte lotto-vindere brug for en ekstra tænkepause, før de hiver tegnebogen frem.
Den kompakte Cupra Born VZ har 326 hestekræfter, baghjulstræk og elektronisk styret undervogn – og lang rækkevidde. Er den bare hurtig eller også sjov?
Den store Kia EV9 bliver nu hurtigere og sjovere. Med cirka 509 hestekræfter, adaptiv undervogn og kunstige gearskift kan den blive den sjoveste store elbil.
Den nye udgave af Lexus’ luksus-SUV har fedt design, tonsvis af udstyr og en attraktiv pris. Men affjedringen og drivlinjen i plug-in hybriden hænger ikke sammen.
Elbiler er kommet for at blive! Det vælter ind med nye modeller på markedet i Danmark, og vi har lavet en liste med alle elbiler i Danmark i 2024 – inklusive priser og rækkevidde på de forskellige modeller.