Der er ingen fremtid i biler, der kører på fossile brændstoffer. Det bør efterhånden være klart for enhver, og heldigvis er der i dag en elbil til alle – undtagen bilentusiasten.

TEKST Simon Hallenslev FOTO Bilbasen

Lad mig slå det fast til med det samme: jeg er ikke fornægter af elektrificering eller elbiler. Elbiler er fremtiden, og allerede i dag er udviklingen så langt, at de fleste danskere kan få dækket deres kørselsbehov med en elbil.

Ja, det er lidt ekstra bøvlet i byen, når man ikke har sin egen ladeboks, og nej, der er ikke mange elbiler, der kan trække en dobbelakslet Hobby-hybel til Sydeuropa uden at skulle lade 10 gange. Det ændrer ikke på, at de fleste danskere kan få dækket deres daglige kørselsbehov med en elbil(!).

For mig, en bilentusiast, er det dog uhyre vigtigt at skelne mellem behov og lyst. Quinoa gør mig mæt, og vand slukker min tørst, men jeg har stadig lyst til pommes frites og fadøl. 

På samme måde dækker elbiler mine kørselsbehov, og oftest faktisk med en acceleration og et komfortniveau, som benzinbiler ikke kan være med på. Jeg har bare stadig til gode at møde en elbil, der rammer samme glædescenter som fritter og fadøl – og det kan blive et problem.

Ingen elsker støvsugerne

Som hverdagsbil, pendlerbil og familiebil giver de elektriske mest mening. De dækker kørselsbehovene uden direkte udledning og uden at tage livet af benzinmotorer, som folk nærer følelser for alligevel. 

En tam firecylindret benzinmotor, der får en stationcar til at sige som en støvsuger, er der ingen, der elsker. Her er ingen lækker lyd, effektivitet eller passion. Smid i stedet en elmotor i den fornuftige familieslæde og få en bedre biløkonomi, et lavere støjniveau og flere kræfter.

Problemerne opstår, når lyst og entusiasme skal med i ligningen. I Danmark er der ganske vist ikke så mange af os, der nærer den slags følelser om biler, men på verdensplan er der mange. I hvert fald nok til, at vi ikke bør ignoreres.

Ifølge en amerikansk undersøgelse ejer bilentusiaster flere biler end gennemsnittet, ligesom vi også råder, vejleder og påvirker venner og familie, når de skal købe bil. Alligevel er der ikke en eneste elbil, der er henvendt os (med mindre man har +10 mio. kr. til en Rimac).

Den evindelige snak om følelser

Lyden, vibrationerne, duften. Spørger du en bilentusiast, hvad elbilerne mangler, er det garanteret en af de tre ting eller dem alle i kombination. Det er følelser, og de bliver lynhurtigt irriterende at snakke om såvel som latterliggjorte, hvis det er en inkarneret elbilejer, man snakker med.

Selv mener jeg dog, at der er noget mere håndgribeligt, der mangler. Der findes nemlig endnu ikke en sand entusiastbil på strøm, som vi kan håbe på at eje. Der er intet elektrisk alternativ til biler som Mazda MX-5 eller Toyota GR86.

Der findes ingen elektriske søndagsbiler, der tigger og beder om, at man tager den kringlede bagvej. Ingen elbiler, som man sætter sig ud i en sen sommeraften for at køre en tur uden destination.

Bevares, der findes elbiler, der forsøger at vække følelser. Senest har jeg kørt BMW i5 M60 med 600 hk, der med firehjulsstyring kan køre underbenklæderne af de fleste. Den er adræt, men uden at være rigtigt legesyg. Det samme kan siges om Ford Mustang Mach-E GT, der er præprogrammeret til baghjulsudskridninger. Kunstig køreglæde er let at skelne fra den autentiske.

Det er lige før, at MG4 er den, der på ren og skær køreglæde kommer tættest på autentisk legesyge. Her er dog en liste med andre grunde til, at man ikke har lyst til at køre en tur for køreturens skyld.

Hvis entusiasmen slukkes

Hvis ikke der kommer flere fornuftigt prissatte elbiler, der appellerer til følelserne og dermed bilentusiasterne, frygter jeg, at entusiasmen dør. Hvis ikke der kommer elbiler, der byder på mere end fornuft og en hurtig acceleration, stopper entusiasten med at interessere sig.

Og hvad så, spørger menigmand? Ikke alene er det trist, hvis verden bliver en passion fattigere. Jeg tror også, at der på sigt vil blive sat færre krav og lavere forventninger til bilproducenter, som i sidste udstrækning vil kunne slippe afsted med ringere biler.

Hvis bilentusiaster mister interessen for, stopper de med at tale og skrive om dem. De stopper med at gå bilproducenterne på klingen, når de bygger en bil, der er kedelig, uopfindsom eller decideret dårlig. Det er en regning, der skal betales af alle, der køber biler.

Man kan argumentere for, at elbilerne stadig er i deres spæde udvikling, og med en bil som Hyundai Ioniq 5 N kunne det godt se ud som om, at der er noget på vej til os. Alligevel skriver jeg i afmagt, fordi jeg tror, at passionen allerede er på vej ud. 

Elbilerne mangler kant, nerve og følelse, og når de inkarnerede entusiaster ikke længere kan holde liv i deres fossildrevne stolthed i carporten, tvinges de til vand og quinoa. Biler, der møder deres behov, men som ikke gør dem glade.

Hvad skal der ske?

Vi skal have nogle elbiler, der er lavet med henblik på os. De elektriske svar på Toyota GR Yaris, Ford Fiesta ST og VW Polo GTI. Biler, der tilsidesætter lidt af fornuften for at gøre plads til sjov, ballade og ægte køreglæde uden snydekoder.

Firehjulsstyring, computer-programmerede udskridninger og adaptive luftundervogne er alle til for at skærme for elbilernes store akilleshæl. Vægten.

Selv kompakte elbiler snuser til to tons i totalvægt og det er en kæp i hjulet på al form for naturlig dynamik. Jeg vil gå så langt som at sige, at der ikke endnu findes en elbil med gennemført og autentisk køreglæde. Tager jeg fejl? Så lad endelig høre!