juni 12, 2022

Første tur: Flere kræfter og bedre økonomi i Nissan Juke Hybrid

De kompakte crossovers elektrificeres i stigende grad, og den vogn vil Nissan Juke være med på. Vi kører første tur i Nissan Juke Hybrid.

Tekst: Simon Hallenslev
Foto: Nissan PR

Jeg står til præsentation af en bil, der blev præsenteret for over to år siden, i et land, der hverken er kendt for bilbyggeri eller velfungerende infrastruktur for den sags skyld. Jeg står nemlig i et sommerlunt Polen med Nissan Juke, som jeg har kørt og testet tilbage i 2019.

Udadtil er ændringerne for små til, at man kan kalde det et regulært facelift, og det samme kan siges om interiøret. Så hvad i alverden laver jeg i Polen?

Jeg kører Nissan Juke Hybrid! Ved hjælp af lidt elektrificering får den gavflabede Juke nu flere kræfter, bedre benzinøkonomi og et skud mere i bøssen til at trække kunder i et populært segment af kompakte crossovers, der i stigende grad elektrificeres.

Bilbasen var inviteret til Polen af Nissan Danmark


Nissan Juke Hybrid

Motor: R4, 1.598 cm3 + elmotor
Ydelse: 143 hk / 205 Nm
0-100 km/t: 10,1 sekunder
Tophastighed: –
Forbrug: 20 km/l
Mål (L/B/H): 421/180/159 cm
Bagagerumsvolumen: 
354 liter
Startpris: Ikke klar


Du troede lige

Elektrificering, hybridteknologi, bedre benzinøkonomi. Ja, du troede sikkert lige, at Nissan Juke Hybrid kunne smides i carportens ladeboks. Men det kan den ikke. Nissan Juke Hybrid benytter sig nemlig af et hybridsystem, der lugter af Toyota, selvom det er bygget i samarbejde med Renault.

Nissan Juke Hybrid kører med et såkaldt seriesystem, der betyder, at det er et lukket kredsløb, der ikke kan lades op. Strømmen høstes ved regenerering – præcist som Toyota gør det. Systemet er dog et resultat af et europæisk samarbejde, hvorfor Juke Hybrid deler en del med Renault Clio og Captur.

LÆS OGSÅ | Test: Fem pluser, fem minusser ved Toyota Yaris Cross Hybrid

Systemet består af en 1,6-liters benzinmotor uden turbo, der yder 94 hk. Den er koblet op på en elmotor med 49 hk, der fødes af et beskedent batteri på 1,2 kWh. Opladningen sker, som nævnt, gennem regenerering, hvor Juke Hybrid kan høste op til 15 kW opladning ved nedbremsning.

Samlet systemydelse lyder på 143 hk, hvilket giver den lille Juke en smule mere umf, sammenlignet med den almindelige benzinvariant med 117 hk.

Det er dog ikke kræfterne, hybridsystemet er sat i verden for. Det er benzinøkonomien. Den stiger til 20 km/l fra 16,4 km/l i almindelig Juke med DCT-gearkasse. Det er pænt nok men ikke helt på niveau med Toyota Yaris Cross, der præsterer 22,7 km/l.

Bedst til by

Det er en smart gearkasse uden kobling, der styrer slagets gang i Nissan Juke Hybrid. Med to elektriske gear og fire traditionelle gear til benzinmotoren orkestrerer den konstant, hvilken blanding af fremdrift, du skal have. En opgave, den administrerer ganske glimrende.

Testruten på Krakows omkringliggende landeveje er strategisk sammensat, og veksler hyppigt mellem landevej og by. Således oplades batteriet ved nedbremsninger til landevejenes kurver, så man triller lydløst ind i de hyggelige polske landsbyer. Det er strategisk, fordi Nissan ved, at det er her, den er bedst.

LÆS OGSÅ | Test: Renault Captur med kryds og bolle på udstyrslisten

Selvom batteriet ikke er stort, er det stort nok til altid at starte i fuldt elektrisk modus og til at bringe den kompakte crossover helt op til 55 km/t. Og da de fleste polske landsbyer ruller med hastighedsgrænser på mellem 30 og 40 km/t, kommer man let fra mellem bygrænser, uden at benzinmotoren springer i gang.

Når byzonen slutter, og jeg finder vej til landevejenes hastighedsgrænse på 90 km/t giver benzinmotoren et nap med uden den store dramatik. Gearkassen navigerer godt i overlappet mellem eldrift og kombineret fremdrift, hvor Juke Hybrid klarer kupering og accelerationer bedre end den forpustede CVT-gearkasse præsterer i Toyota Yaris Cross Hybrid.

Da jeg testede Nissan Juke tilbage i 2019, blev jeg aldrig helt venner med DCT-gearkassen. Den, og den 3-cylindrede benzinmotor, kom hurtigt på overarbejde og virkede sløv. Det kan ikke siges om Juke Hybrid. Her gør systemydelsen på 143 hk underværker og medvirker, at den sjældent virker presset.

Taber pusten

Mig narrer man ikke. Efter et par timer med by- og landevejskørsel bryder jeg med den strategiske rute og finder et stykke med polsk motorvej. Her må man køre 140 km/t, og den slags hastighed illustrerer med tydelighed, hvorfor man har fokuseret ruten på rolige veje.

Nissan Juke Hybrid bliver ikke helt så febrilsk på motorvejen som Toyota Yaris Cross Hybrid, der flyver op og ned ved selv de mindste hastighedsændringer. I stedet taber Juke Hybrid den kvikke og kapable facade, når man holder speederen nede på motorvejen.

LÆS OGSÅ | Test: Effektivitet og komfort i højsædet i hybriden Honda HR-V

Passeres 120 km/t med speederpedalen i gulvtæppet, skal gearkassen i Juke Hybrid bruge et helt sekund til at beslutte sig, hvordan dét skal lade sig gøre. Det føles lidt mærkeligt, og den manglende turbo understreger blot det, jeg lagde ud med at skrive før. Nissan Juke Hybrid er bedst i byen. Også fordi den ved by- og landevejskørsel godt kan opnå 20 km/l. På motorvejen not so much.

Polsk rystetur

Efter min motorvejsopdagelse finder jeg hurtigt tilbage på den indlagte rute, der udgør det rette element for Nissan Juke Hybrid. De polske småbyer er som hovedregel virkelig charmerende og folkene heri flinke og servicemindede. Vejbelægninger er dog ikke en spidskompetence, og det blotlægger en anden svaghed for Juke Hybrid.

Hybridsystemets mervægt på 66 kg sammenlignet med benzinvarianten med DCT og 96 kg med manuelt gear lyder ikke af alverden. Det betyder dog alligevel, at undervognen er hårdere på arbejde, og når hullerne bliver rigtigt grumme, går det ikke ubemærket hen i kabinen. Det er ikke fordi, at Juke Hybrid er ubarmhjertigt hård og de 19-tommer på testbilen hjælper ikke.

Alligevel klarer konkurrenter som Toyota Yaris Cross, Toyota CH-R og Honda HR-V komforten end kende bedre på forsømte veje.

Det er ikke til at se det …

… hvis man ikke lige ved det. Der er foretaget et par yderst diskrete ændringer af Nissan Juke Hybrid. Det begrænser sig udadtil til kølergrillen, der nu er aktiv i funktion. Det betyder, at den lukker af for luftstrømmen til motoren, når ikke der er behov for køling, for at højne aerodynamikken. Det giver et lidt andet look.

Og apropos aerodynamik, så har Nissan også foretaget et par usynlige ændringer. Foruden nye aerodynamiske alufælge er der skabt en bedre luftstrøm omkring bilen. Luften ledes nu bedre om forhjulene, ligesom bagakslen undet bilen er pakket bedre ind, hvilket får luften til at strømme mere naturligt. Samme funktion har den lille hækspoiler på bagsmækken også.

LÆS OGSÅ | Første tur: Ny Nissan Qashqai kan mere men mangler noget

Interiørmæssigt er der kun foretaget én ændring, der var helt praktisk nødvendig. I stedet for en omdrejningstæller findes nu en klassisk ‘hybridmåler’ så du hele tiden kan følge med i, om bilen regenererer, kører rent elektrisk eller bruger både benzinmotor og elmotor til fremdrift.

Det udvendige design kan man mene om, hvad man vil. Her har Juke altid været lidt polariserende. Til gengæld synes jeg, at det er fint kaldt at bruge ressourcerne på at tilpasse hybridsystemet til den kompakte crossover frem for at omtænke kabinen. Kabinen er nemlig rigtig fin og solid, og selv fra indgangsvarianten N-Connecta, er der rigeligt med bløde materialer.

Godt skuldret

Hybridsystemet gør godt for den lille Juke. Det klæder den med flere kræfter, og bedre benzinøkonomi er der ingen, der nogensinde har klaget over. Særligt ikke når vi bakser med benzinpriser i omegnen af 18 kroner pr. liter.

Det er godt skuldret af Nissan at lave et lukket hybridsystem, der kan bide skeer med Toyota, som ellers har gjort det til en specialitet. Nuvel, Toyota Yaris Cross kører længere på literen, men når det også er ensbetydende med en CVT-gearkasse på overarbejde, bliver de 2,7 km/l i min bog hurtigt mindre værd.

LÆS OGSÅ | Nissan Ariya i forsalg fra 366.990 kr.

Og apropos den Toyota, så havde det selvfølgelig været rart, hvis jeg så kunne viderebringe, at priserne på Juke Hybrid også er konkurrencedygtige. Desværre lader de danske priser vente på sig, og Juke Hybrid bliver efter alt at dømme også en smule dyrere end Yaris Cross Hybrid i startpris.

Det afholder mig dog ikke fra at sige, at Nissan Juke Hybrid er en særdeles fin pakke, hvis man er på udkig efter en fiks, kompakt crossover med lidt hybridhejs på ingredienslisten. Hvis en Juke i forvejen var på din ønskeliste, kan jeg også med sikkerhed sige, at det skal være hybrid-versionen, du skal vælge.

9 ud af 10 kan i gennemsnit spare 3.000 kr. på deres bilforsikring. Indtast din nummerplade og se din pris på 30 sekunder - gratis!
Jeg kan ikke nummerpladen
Leveret af Samlino logo
Del artikel:

Andre fandt dette interessant

Næsten ny BMW i5 til under 445.000 kr.

Priserne på brugte elbiler bliver konstant sat ned, og fordi forhandlerne vil af med lageret inden 2025, er der vilde tilbud på biler, som stort set er som nye. Spar blandt andet 130.000 kr. på BMW i5.

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Simon Petry Hallenslev

Simon er en ung og passioneret motorjournalist, der har specialiseret sig i anmeldelser af biler, sammenlignende dueltests og nyheder fra bilindustrien.

Han følger altid nøje med i, hvad der rører sig i branchen, og bestræber sig på at formidle sin viden i et, til tider farverigt, men altid let forståeligt sprog. Hans artikler er rettet mod både de læsere, der ikke er bileksperter, og de dedikerede entusiaster som ham selv.
Bilbasen logo
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS