Audi e-tron GT
marts 3, 2021

Første test: Audi e-tron GT er en fascinerende elbil fra første sekund

Elbiler har de øjeblikkelige kræfter til at imponere, men der skal efterhånden mere til end bare rå power. Den nye Audi E-Tron GT kan meget mere end bare at være en hurtig elbil.

Af: Morten Bek / d. 3. marts 2021

Misundelig? Nej, jeg syntes, at min kollega Ebbe Sommerlund på alle tænkelige måder havde fortjent en tur til den græske ferieø Rhodos i efteråret for at køre en prototype af den nye elbil Audi e-tron GT. Så fik én af os i det mindste noget andet at se end faldende blade og stigende smittetal.

LÆS OGSÅ | Første danske test af Audi e-tron GT af E. Sommerlund

At dømme efter Ebbes første indtryk har Audi haft rigtig godt styr på udviklingen af e-tron GT. Da platformen i e-tron GT derudover er den samme som i Porsche Taycan kan der kun være noget at glæde sig til.

Siden Ebbes tur til Sydeuropa er e-tron GT gået fra at være en prototype med kamuflage og tildækket interiør til en rigtig bilmodel, der er offentligt præsenteret. e-tron GT er nu i produktion på den CO2-neutrale fabrik i tyske Böllinger Höfe.

SE OGSÅ | Nye registreringsafgifter gør BMW billigere end Ford

Godt nok skinner solen, men jeg er ikke inviteret til Rhodos, men derimod til Greve. Nærmere bestemt til en p-plads overfor Burger King og Sunset, som har en række Ionity-ladestandere. Nogle af de få ladestandere – hvis jeg ser bort fra Tesla-netværket – som kan give et ordentligt skud strøm. Rigtig hurtige ladere med en evne til at skyde over 300 kW i batteriet i timen.

Specifikationer

Audi e-tron GT

Motor: To elmotorer (en for, en bag)

Batterikapacitet: 85 kWh

Ydelse: 476 hk / 630 Nm

(Boost: 530 hk)

0-100 km/t: 4,1 sek.

Tophastighed: 245 km/t

Rækkevidde: 479 km

Forbrug: 20,3 kWh / 100 km

Startpris: 929.990 kr.

Festtelt skaber kulissen

Men det er faktisk helt ligegyldigt, at det her er Greve og ikke Rhodos. For gemt i et stort festtelt står to varianter af e-tron GT. Standardvarianten e-tron GT Quattro og dens bestialske kompagnon RS e-tron GT. Hvis jeg har trukket på skulderen og set lidt skuffet ud, da jeg så de seneste udgaver af Audi A4 og A6 første gang, så taber jeg næse, mund og mundbind, da jeg træder ind i teltet. Jeg må give Audi kæmpe ros. e-tron GT er det smukkeste, og samtidig mest elegante, Audi har lavet i… nogensinde, tror jeg – i hvert fald er det mit indtryk, mens jeg går rundt om bilen i teltet.

Skønheden har op til 596 hk

Den kamuflerede udgave af e-tron GT, som Ebbe sad bag rattet af i efteråret, var RS-varianten. Ydelsen var dengang forventet 590 hk, men RS’eren er endt med at snige sig meget tæt på 600 hk. 598 hk. Den kan faktisk, i 2,5 sekunder og ved brug af launch control, levere 646 hk fra sine elektriske motorer. Siden det nu er en elbil, skal du vide, at den har en rækkevidde på 465 km. Batteriet, som ligger meget fladt i bunden af bilen (ved hjælp af to fordybninger er der gjort bedre plads til en god siddestilling i bagsædet), har en tilgængelig kapacitet på 86 kWh.

Det er jo decideret frygtelige tal i forhold til den nyeste Tesla Model S. Plaid+, som den mest voldsomme Model S hedder, har flere end 1.100 hk, går fra 0-100 km/t på under 2,1 sekunder og kører 322 km/t på toppen – og har batteri nok til i omegnen af 840 km (amerikanske måleværdier). Jo, e-tron i RS-varianten kan nå op på 250 km/t og de første 100 km/t kan man nå på 3,3 sekunder.

LÆS OGSÅ | 2021 oversigt: Alle elbiler i Danmark

Hvis du ikke allerede er stået af, kedet i søvn af tal, så lad mig minde dig om, at der er andet i verden end rækkevidde og sindsforstyrrende hestekræfter. Det skal der også være plads til, ligesom der skal være plads til at tro, at nogen har brug for en elbil med 1.100 hk plus det løse. Men det er relevant, og i fremtiden bliver det endnu mere relevant, at man kan lade hurtigt. Meget kort ventetid, som når vi tanker benzin, er der vi skal nå hen. Og e-tron GT kan med sin nye 800 volts-teknologi lade med op til 270 kW – på fem minutter kan man få strøm til 100 km. Fra 5 – 80% tager opladningen cirka 22 minutter. Det store problem lige nu, og sikkert alt for lang tid fremover, er at finde ladestandere, der som Ionity-standerne kan levere strømmen hurtigt nok. De fleste ladestandere leverer 11-22 kW, og det er på en rigtig god dag.

Standardvaren

Med Ebbe som garant for, at RS-udgaven af den nye el-Audi er både kraftig og hurtig, vender jeg fokus mod standardmodellen; e-tron GT Quattro. Så standard som en elbil fra Audi med 476 hk nu kan være, for Audi kalder den selv sit elektriske flagskib. En gran turismo, en rejsevogn par excellence, som, uanset om den har 476 eller 598 hk, skal være ypperlig.

LÆS OGSÅ | Tesla Model S og Model X får kæmpe opdatering 

Interiøret kommer jeg til om et øjeblik, og det er virkelig ypperligt, men først noget usædvanligt. For det første er det ikke sket tidligere, at RS-varianten er kommet samtidig med standardbilen. Det er heller ikke sket tidligere, at de visuelt adskiller sig så lidt fra hinanden (tilkøb kan få den almindelige e-tron GT til at se ud som RS’eren). Både den ene og den anden er iøjnefaldende og smuk, men stor forskel er der altså ikke.

Men vigtigere endnu for historien, når jeg skal sige det, så er det, at der primært er kræfterne til forskel mellem RS og ikke-RS. Luftaffjedringen, som er standard i RS, er sat lidt hårdere op, men ellers er der ingen nævneværdige ting, der vil gøre en forskel for køreegenskaberne. Usædvanligt, Audi, må jeg sige. Jeg ved endnu ikke, hvad jeg siger til det twist på RS som fænomen.

Ned på R8-højde i førersædet

En hurtig nedstigning i førersædet i den Suzuka-grå e-tron GT, og jeg har glemt, hvad jeg stod og studsede over, da jeg stod mellem de to biler og undrede mig over noget med RS. Jeg sidder lavt som i R8, og heller ikke siden jeg sidst sad i en R8 har jeg i en Audi følt mig så meget ombord i et cockpit. Ikke en simpel førerplads, men et cockpit, der smyger sig om mig.

LÆS OGSÅ | Nu sælger Norge flere elbiler end benzin- og dieselbiler

Alt sidder tæt på, og det gør også en af de største indrømmelser i lang tid fra en bilproducent: Dobbelt-touchscreen-systemet fra de andre store Audi’er, det være sig A6, A7, Q7 og e-tron, er væk. Som om den nedre af de to skærme til blandt andet klimaanlæg og køreindstillinger aldrig har været der. Her i e-tron GT er der rigtig knapper, som jeg hurtigt kan aflæse. De siger klik, og gennem fingrene får jeg bekræftelse på, at jeg ændrer på noget.

Det kan selvfølgelig være, at rigtige knapper ikke er en indrømmelse af en fejl. Men jeg tvivler på, at e-tron GT ville have haft dem, hvis der ikke var noget om snakken.

De store paneler i kabinen har en varm glød, og jeg kan kun med glæde sige, at Audi endnu engang overgår sig selv, når det kommer til materialekvalitet. Og selvfølgelig er det teknik-fokuseret, for det her er en Audi. Men det er også designfokuseret med toppen af dørsiderne, som er en genskabelse af de muskuløse “skuldre” på karrosseriet. Jeg vil, også med glæde, sige, at jeg hylder minimalismen med to knivskarpe skærme til instrumentering og infotainmentsystem. Som ikke er på 30”, men i en helt passende størrelse.

SE OGSÅ | Toyota GR Yaris er åndssvagt sjov

Forventer du rummelighed som i en A7 Sportback eller en A6 sedan, så må jeg skuffe dig. Pladsforholdene kommer i anden række, efter design og proportioner. Denne blot 140 cm høje gran turismo er til fire voksne af ikke for stor statur, som gerne vil komme hinanden ved.

Jeg kører gerne til Rhodos

Som pendant til Porsche Taycan kunne den nye e-tron GT være den mest dynamiske Audi i nyere tid. Og selvom det næppe er rimeligt at afgøre det efter kun lidt mere end en time bag rattet, så vil jeg sige, at det ikke forholder sig sådan. Tyngdepunktet er meget, meget lavt, og sporvidden bred – og der er en elmotor foran til greb for forhjulene, en elmotor bagtil for greb til baghjulene. Der er også batterier, som vejer 600 kg, og da e-tron GT hverken er i kulfiber eller fuld aluminium, så er der 2.351 kg at styre rundt på vejene.

LÆS OGSÅ | Nye elbiler på vej i 2021 – se alle bilerne her

Jeg er positivt overrasket over det stramme styretøj og en rigtig velskabt balance, som prioriterer langturskomfort og villighed på landevejen på samme tid. Men slipper jeg for mange af de 476 hk og 630 Nm ud i en hurtig manøvre i et sving, så føles den store Audi bare, ja, stor. Når det er sagt, og det igen siges at e-tron GT skal være en sublim langtursbil, så har jeg virkelig intet at udsætte på køreegenskaberne. Jeg tror, den vil være perfekt til en tur til Sydeuropa, når det engang bliver muligt igen (og jeg har tålmodighed til at lade op).

Eller på kræfterne. Jeg har ikke fantasi til at forestille mig, hvad man skal med mere end de 476 hk. Eller hvor man kan slippe flere kræfter ud; Bare et blink med øjet, og de to elmotorer kaster mig tilbage i sædet. En Model S er hurtigere, men den er faktisk nu så hurtig, at man nok burde være uddannet jagerpilot for at have lov til at fyre den af.

Den billige Porsche

Jeg lægger mærke til, at den usædvanlige konstruktion med 2 gear giver et lille klonk og ryk, når der skiftes mellem de to trin. Jeg lægger også mærke til, at når køreindstillingerne står i Efficiency eller Comfort. Så virker strømforbruget lavt, for så sætter e-tron GT i gang i 2. gear, som gør den mere økonomisk. Fuld skrue, også kaldet Dynamic, og den starter i 1. gear, så du med launch control kan brænde rækkevidde af, som var det den vigtigste mission i livet.

Standardvarianten af e-tron GT kan strække den lidt længere end RS-varianten. Så med samme batteri – 86 kWh tilgængelige – har den en WLTP-rækkevidde på 479 km. Den strækker til gengæld prisen i den anden retning. Den starter ved 929.990 kr., og for RS’eren er beløbet 1.419.990 kr. Den meget højere pris inkluderer en del udstyr, som koster ekstra til ikke-RS-udgaven, så som luftundervogn og de stærkere carbid-bremseskiver.

LÆS OGSÅ | Ford Fiesta har GTI-talenter til små penge

Hvis ikke du har set det, så kan du købe en Porsche Taycan for 749.900 kr. Det er en fantasipris, og det gør med stor afstand Taycan til den billigste Porsche. Men i forhold til Audi’en er der tale om en decideret skrabet Taycan med træk på to hjul, 326 hk og et langt mindre batteri, som giver markant kortere rækkevidde.

Der er ikke langt til den tanke, at også Audi vil lave en e-tron GT med færre kræfter og kortere rækkevidde. Men ingen hos Audi har lyst til at kommentere det, da jeg spørger. Men det er svært at sige andet, end at den ligger lige til højrebenet.

Del artikel:

Andre fandt dette interresant

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Morten Bek

Som uddannet journalist og med biler som en af de helt store interesser er Morten opvokset på flere af de helt store bilmedier — Bilmagasinet, Berlingske og Auto Bild.

Morten har også tidligere investeret sin tid i sit eget projekt, Biler.nu.

Morten elsker “almindelige” biler. Han vil meget gerne sidde bag rattet af en ny AMG, men han brænder lige så meget for at teste den seneste nye Seat Leon eller Peugeot 208.

Hos Bilbasen bruger han sin viden, analyseevner og sunde fornuft som nyhedsskribent, videojournalist og biltester.
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS