LEAPMOTOR highres-4
Test og anmeldelser
19. september 2026

Første tur: Leapmotor B03X og B05 er stærke på prisen, men det er konkurrenterne også

Leapmotor introducerer to nye elbiler - B03X er den kompakte crossover med masser af plads, B05 den baghjulstrukne hatchback med god rækkevidde. Priserne er lave, men de to modeller får det ikke nødvendigvis let i Danmark.

Morten B. Bek

Morten Bek

Nogen lavere? Leapmotor B03X er lige så lang som Volkswagen ID.3 Neo, men også højere og mere rummelig - og så starter B03X 99.995 kr. under den billigste ID.3 Neo. Der er endnu intet andet bilmærke, der kan matche B03X-priserne, som starter på 149.999 kr.

Den pris lyder som en fantasi, men som altid med et kinesisk bilmærke kommer B03X med en massiv fordel: den er udviklet og produceret i Kina. De to ting gør, at kun fantasien sætter grænser for, hvor billige biler kan blive.

Leapmotor introducerer B03X i Danmark samtidig med den større hatchback, B05, der er teknisk ret så nært beslægtet med B10, som efterhånden har fået fint fat i danskerne.

B05 til priser fra 179.990 kr. er i lige så høj grad som B03X en konkurrent til ID.3 Neo - bare på en anden måde; B05 er en klassisk hatchback. Leapmotor giver konkurrenterne, og ikke bare VW, noget at se til med to kompakte, prisbillige modeller, som allerede er kommet ud til forhandlerne.

Med Bandholm på den lollandske nordkyst som destination sætter jeg af sted fra Glostrup i B03X - og i modsatte retning kører jeg B05. Det er første køretur i begge de nye Leapmotor-modeller, og det giver tid nok til at finde ud af, om kineserne har ramt plet.

LEAPMOTOR highres-6
FOTO: Leapmotor

Hvad er den korte historie om de to nye modeller?

Leapmotor laver ikke biler skabt udelukkende til Europa, og både B03X og B05 findes allerede gennem længere tid på det kinesiske marked. Både hjemme og globalt er Leapmotor blandt de største kinesiske bilmærker. På verdensplan er Leapmotor langt foran XPeng og Zeekr. I Kina sælges B03X som A10, B05 som Lafa 5, og A10’eren er hurtigt skudt fremad og er blevet en af de bedst sælgende biler i Kina.

B03X har ikke noget videre at gøre med den B10, Leapmotor siden sidste år har solgt i Danmark. B03X har forhjulstræk, andre batteristørrelser og andre elmotorer.

B03X kan vælges med enten 176 hestekræfter, LFP-batteri på 39,8 kWh og rækkevidde på 292 kilometer - eller med 197 hestekræfter, LFP-batteri på 53 kWh og rækkevidde på 382 kilometer. Merprisen for 21 hestekræfter og 90 kilometer er ikke rimelig: 30.000 kr.

Den kompakte crossover, der langt overgår Renault 4 E-Tech i størrelse, og også er cirka 10 centimeter længere end Skoda Epiq, produceres i Kina, mens produktionen (nok nærmere samling af bilerne fra sæt, som kommer fra Kina) af B10 - og senere B05 - flytter til Zaragoza i Spanien i oktober.

B05 er en B10 i træningstøj. Den er lavere, kortere og med større hjul, og i modsætning til andre Leapmotor-modeller har europæiske udviklingsfolk fra Stellantis, som Leapmotor International delvist er ejet af, været med til at justere på køreegenskaberne i forhold til den rent kinesiske udgave Lafa 5.

B05 kommer med samme elmotor, placeret ved bagakslen med kræfterne kanaliseret ud på baghjulene, med 218 hestekræfter som B10. Her får man et batteri på enten 56,2 eller 67,1 kWh, og rækkevidden er så henholdsvis 401 eller 482 kilometer. Merprisen for det større batteri er her 20.000 kr.

LEAPMOTOR highres-12
FOTO: Leapmotor
LEAPMOTOR highres-14
FOTO: Leapmotor
LEAPMOTOR highres-22
FOTO: Leapmotor
LEAPMOTOR highres-23
FOTO: Leapmotor
LEAPMOTOR highres-25
FOTO: Leapmotor
LEAPMOTOR highres-24
FOTO: Leapmotor

Hvordan er indretningen i de to elbiler?

Startende med B05, så vil B10-ejere kunne genkende alt det grundlæggende i designet og materialerne. Der er masser af hård plast, men ikke grim plast, og farvetonerne er pæne og ikke påtrængende.

Det er ikke uproblematisk at køre af sted. Enten skal man låse bilen op med et nøglekort, der holdes meget præcist på venstre sidespejl, og for at køre skal samme kort ligge helt præcist på en placering i midterkonsollen. Bruger man Leapmotors app, låser bilen op, når man kommer i nærheden, men man skal alligevel taste en firecifret kode ind for at kunne køre.

Alternativet bliver, på sigt i hvert fald, en fysisk nøgle, som kunderne til B10 har efterspurgt. Den vil kunne fås til eksisterende biler, men så er løsningen halvfærdig: der skal også her tastes en kode.

Plads er der nok af til fire personer, men de fire skal pakke let, for bagagerummet er på kun 345 liter - og et frunk har B05 ikke. B05 skal man ikke vælge som familiebil, hvis man ikke kan finde ud af at pakke let.

Infotainmentsystemet er nogenlunde let forståeligt med en menu til hurtige indstillinger, der kan swipes ned fra skærmens øverste kant. Er man først kommet af sted, er der indstillinger som førerovervågning (af den aggressive slags), man ikke kan få lov at slå fra. Man må gerne stille på sidespejlene undervejs, selv om det kræver en tur ind i infotainmentsystemet.

B05 har, som B10 også har det, en kørestilling af en verden, hvor jeg er ret sikker på, ingen europæere har været inde over. Rattet har en spøjs hældning, og det kan næsten ikke justeres i højden. Førersædet hælder fremad i siddehynden, og sædet i sig selv har en form, som et sæde ikke bør have. Tro det eller lad være, det er værre endnu i B03X. Sådan kan man simpelthen ikke sidde, bliver jeg enig med min kollega om. Sæderne er endnu værre end i B05, men indretningen virker nyere og friskere i B03X - nok fordi den er en nyere model.

Materialerne omkring forsæderne er rigtig pæne, så det er nemt i første omgang at blive imponeret. Men som man bevæger sig bagud, så falder kvaliteten, og i bagagerummet er der en hattehylde alt for spinkel og tynd, som ikke sidder fast med hverken snore eller noget som helst andet. Den hviler på nogle holdere, men den falder ned, bare man kigger på den.

B03X, virker det til, skal man købe for det meget rummelige bagsæde og et meget rummeligt bagagerum. Bagsædets siddehynder kan vippes op og låses fast, og selv om de står skævt ud fra ryglænet, giver det okay plads i bunden til en lille cykel eller nogle kufferter, men helt sikkert ikke en flyttekasse.

Navnet, Magic Seats, er stjålet fra Honda, præcis som sædernes foldeprincip - og fra Ford har Leapmotor hugget navnet Gigabox, der er den store, vandtætte brønd (med prop) under pladen i bagagerummet.

LEAPMOTOR highres-17
FOTO: Leapmotor
LEAPMOTOR highres-16
FOTO: Leapmotor
LEAPMOTOR highres-7
FOTO: Leapmotor
LEAPMOTOR highres-11
FOTO: Leapmotor
LEAPMOTOR highres-9
FOTO: Leapmotor
LEAPMOTOR highres-18
FOTO: Leapmotor
LEAPMOTOR highres-21
FOTO: Leapmotor
LEAPMOTOR highres-26
FOTO: Leapmotor

Hvordan kører B05 og B03X?

Ikke overraskende er der mærkbar forskel på, hvordan en crossover med forhjulstræk og en hatchback med baghjulstræk kører. Jeg er, som sagt, startet i B03X, og der skal kun et par kilometer til, før jeg dømmer den til at være en billig omgang. B03X krænger, og styretøjet hovedrystende ringe.

B03X leverer masser af støj i kabinen, en småsitrende affjedring - og rigtig mange hestekræfter. Jeg kan trykke hårdt på speederen ved 110 km/t, og B03X stormer fremad som en Tesla. Det er… ligegyldigt. B03X skulle hellere have bedre køreegenskaber og færre kræfter.

Det er ikke til at ryste ud af kroppen, hvor dårligt man sidder bag rattet i de to biler, og jeg synes især det er ærgerligt i B05, som klart har mere potentiale på vejen end B03X.

Ruten er ikke til for alvor at teste hverken styretøj eller svingegenskaber, men det tager kun et øjeblik at finde ud af, at B05 kører bedre og mere stabilt end den højere B03X. Selv om den skulle være stærkere end B03X, så er B05 over 300 kilo tungere og kan ikke fræse af sted på samme måde på motorvejen.

Det er fint, for den er meget rarere at køre både på motorvej og på landevej i, B05. Der er slet ikke samme støj i kabinen, og der er noget solidt over den, som jeg slet ikke oplever i B03X.

LEAPMOTOR highres-8
FOTO: Leapmotor

Hvordan står B03X og B05 overfor konkurrenterne?

B03X kan puttes ind i forskellige rammer og konkurrere med alt lige fra BYD Dolphin Surf over Cupra Raval og VW ID. Polo til ID.3 Neo og Citroën Ë-C3 Aircross. Den starter prismæssigt sammen med den lille BYD og topper, hvor ID. Polo begynder.

Basisversionen Life med rækkevidde på 292 kilometer til 149.990 kr. er den, jeg tror mest på af de tre varianter. Den er så billig, at rækkevidden virker gavmild, og udstyret, til trods for mangel på sædevarme og regnsensor, er rigtig fint med LED-forlygter, bakkamera, adaptiv fartpilot, 14,6” touchscreen og navigation. Den pris vil få mange til at se nærmere på B03X.

Med 30.000 kr. for det store batteri og 382 kilometer rækkevidde, men ikke mere udstyr, ser B03X til 179.990 kr. ikke længere rigtig attraktiv ud. Den kører ikke nær så godt som MG4 EV Urban, men er man alligevel interesseret, skal man springe til den testede topmodel Design, der har en masse udstyr med i prisen på 189.990 kr.

B05-modelprogrammet er bygget op omkring samme orden. Lille eller stort batteri med Life-udstyrsniveau, den testede Design med stort batteri. Merprisen for det store batteri er okay med 20.000 kr. Udstyrsmæssigt er Life 56,2 kWh (401 kilometer) og Life 67,1 kWh (482 kilometer) stort set som B03X Life - der er ret meget med, men sædevarme, regnsensor og ratvarme er desværre ikke med.

Til 209.990 kr. ligger topmodellen Design tæt på MG4 EV og et pænt stykke fra biler som Cupra Born og VW ID.3, og umiddelbart virker den til mere at være pengene værd end B03X i udgaverne med stort batteri.

Længere test af både B03X og B05 skal senere vise, om det er til at leve med den virkelig bizarre kørestilling - og så bliver der også lejlighed til at kigge på forbrug og opladning. Det viser sig meget tit i nye biler, at lav pris ikke er alt, men jeg er åben for, at alle nye biler kan overraske.

LEAPMOTOR highres-2
FOTO: Leapmotor

DEN FORELØBIGE DOM

Priserne og udstyret er de stærkeste kort for de nye Leapmotor-modeller B03X og B05 - særligt den kompakte B03X virker spinkel og støjende. Til gengæld er den meget rummelig og har en virkelig stærk motor. B05 er mere velkørende, mere inspirerende.

I både B03X og B05 er det som om, kineserne bare har kastet et sæde og et rat ind, og så er det helt tilfældigt, hvor tingene er landet: siddestillingen er forfærdelig.

Det kan man måske leve med - måske ikke. Faktum er, at der er eksisterende konkurrenter i samme prisklasse (MG-modellerne MG4 EV og MG4 EV Urban) og flere på vej, og det er svært at se, hvordan Leapmotor rigtig skal skille sig ud. Om noget skiller de sig negativt ud ved kun at give fire års fabriksgaranti.

Leapmotor B03X Design

Motor: Elmotor (for) Ydelse: 197 hk/200 Nm 0-100 km/t: 8,6 sekunder Tophastighed: 160 km/t Forbrug: 15,7 kWh/100 kilometer Rækkevidde: 382 kilometer Batteristørrelse: 53 kWh Ladekapacitet: 133 kW DC-ladning 10-80 procent: Ikke oplyst* Mål (L/B/H): 427/181/164 cm Køreklar vægt: 1.550 kilo Trækvægt: 0 kilo Bagagerumsvolumen: 510-1.545 liter

Pris: 189.990 kr. (B03X fås fra 149.990 kr.) Privatleasing (engangsydelse/mnd. ydelse): Ikke oplyst Beskatningsgrundlag, firmabil: Ikke oplyst Produktionsland: Kina Fabriksgaranti: Fire år op til 100.000 kilometer *Leapmotor oplyser ladetid fra 30 til 80 procent: 17 minutter

Leapmotor B05 Design

Motor: Elmotor (bag) Ydelse: 218 hk/240 Nm 0-100 km/t: 6,7 sekunder Tophastighed: 170 km/t Forbrug: 15,9 kWh/100 kilometer Rækkevidde: 482 kilometer Batteristørrelse: 67,1 kWh Ladekapacitet: 174 kW DC-ladning 10-80 procent: 21 minutter Mål (L/B/H): 443/188/152 cm Køreklar vægt: 1.855 kilo Trækvægt: 0 kilo Bagagerumsvolumen: 345 liter Pris: 209.990 kr. (B05 fås fra 179.990 kr.) Privatleasing (engangsydelse/mnd. ydelse): Ikke oplyst Beskatningsgrundlag, firmabil: Ikke oplyst Produktionsland: Kina Fabriksgaranti: Fire år op til 100.000 kilometer

Ladeboks til stærk pris

Læs mere om:

Andre fandt dette interessant