Hvis priserne på den nye Ioniq 3 skulle være et pejlemærke for, hvordan det går for Hyundai i Danmark, så er der noget, den danske importør har misforstået. Det går nemlig ikke godt med salget, og nu introducerer importøren så sin nye model til høje priser.
Ioniq 3-prislisten skydes i gang ved 209.995 kr. Da den lille elektriske hatchback skal passe ind i en klasse med biler som søstermodellen Kia EV2 (fra 184.999 kr.), Volkswagen ID. Polo (fra 189.995 kr.) og Skoda Epiq (fra 189.995 kr.), så er det helt tydeligt, at en pris på 209.995 kr. er et problem for Hyundai.
I forhold til konkurrenterne, og her tænker vi ikke kun på de etablerede vi har nævnt ovenfor, men også billigere og større biler fra nye kinesiske mærker, så kommer Ioniq 3 ikke med noget, der hæver den over det øvrige felt i klassen.
På motorydelse kan Ioniq 3 lige være med, men kun når det er basismodellen med batteri på 42,2 kWh, der måles på: den har 147 hestekræfter. Med batteri på 61 kWh er motorydelsen lavere, nemlig kun 135 hestekræfter (de samme tal gælder for den billigere EV2). I ID. Polo og Epiq er der 211 hestekræfter i de tilsvarende modeller.
Rækkevidden er et plaster på såret. Op til 344 kilometer med det lille batteri og helt op til 496 kilometer med det store batteri, som dog også er større end konkurrenternes. 496 kilometer er atypisk for små elbiler, og typisk er rækkevidden et sted mellem 410 og 455 kilometer, alt efter om der er tale om hatchbacks eller crossovers.







Ingen rigtig instrumentering og absurd merpris for det store batteri
Hyundai tager sig overmåde godt betalt for den høje rækkevidde i forbindelse med basisudstyret Select. 40.000 kr. skal der betales ekstra for det store batteri - intet yderligere udstyr, færre hestekræfter. Hvad er ræsonnementet bag den absurde merpris?
Det bliver lidt billigere at få den lange rækkevidde med næste udstyrsniveau, Trend, som også er højeste udstyrsniveau i forbindelse med det lille af batterierne. 35.004 kr. er merprisen på Trend-niveau, så ikke ligefrem en gave fra Hyundais side.
I de generelt høje priser skal der også tages højde for, at basisudgaverne med Select-navnet har klare udstyrsmangler. Som vi tidligere har skrevet, så har basismodellen ingen reel instrumentering. Som den eneste variant kommer Select uden en skærm foran rattet til instrumenteringen, så på Tesla-måden står hastigheden i infotainmentsystemet.
Select mangler også sædevarme, regnsensor og batterivarmer. 16" alufælge, infotainment med 12,9" touchscreen, varmepumpe, bakkamera og nøglefri betjening er standard, men til 209.995 kr. med det lille batteri og 249.995 kr. med det store batteri er det også et krav.
Trend-varianten starter på 224.995 kr., og den virker til at være den "rigtige" model. 17" alufælge, 10" instrumentskærm, sædevarme, ratvarme, batterivarmer, trådløs smartphonelader, el-klapbare sidespejle og elektrisk lændestøtte i førersædet er højdepunkterne. Udstyrsniveauerne N Line, Prime og N Line Evo fås kun i forbindelse med det store batteri. Og så er vi for alvor højt oppe i pris: N Line fra 279.995 kr., Prime fra 284.995 kr. og N Line Evo fra 294.995 kr. N Line-modellerne er de pyntede med særlig styling inde og ude, mens Prime er luksusmodellen.
Prime og N Line Evo har stort set samme udstyrsniveau med bl.a. Bose-lydanlæg, stemningsbelysning og udvidet sikkerhedsudstyr - men glastag, el-justerbare forsæder, varme i bagsædet og V2L-funktion (inklusive 22 kW AC-opladning) skal man stadig betale i dyre domme for.
En Ioniq 3 N Line Evo med 135 hestekræfter, glastag, to-farvet lakering, udstyrspakker og aftagelig trækkrog koster i følge konfiguratoren 352.365 kr. Det er et prisleje, som ikke engang Volkswagens nye ID. Cross kan presses op i, selv om den pyntes med alt i ekstraudstyr.
Det er meget tydeligt, at Hyundai har valgt ikke længere at være bare tæt på prisledende - og det er en fejl, når konkurrencen i Danmark er blevet meget hårdere, end den var for fire-fem år siden.



