marts 15, 2023

Lille, hurtig og prisbillig elbil: Første kig på VW ID.2

I 2025 kommer en lille elbil fra VW. Den 405 cm lange ID.2 bliver så rummelig som en Golf, udstyret med forhjulstræk og 226 hk – og en rækkevidde op til 450 kilometer.

TEKST Morten Bek FOTO PR

Elbilen er blevet mere folkelig, fordi udvalget af modeller og mærker på få år er blevet meget større. Men de rigtige folke-elbiler er der bare ikke endnu. De små og billige med god rækkevidde. Og det er ikke alle, for hvem en Tesla Model 3 til 330.000 kr. er et vildt tilbud.

Volkswagen, Folkets Vogn. ID.3 er den billigste elbil fra VW, og den nye udgave koster præcis det samme som den billigste Model 3. Ikke folkeligt på en en virkelig overbevisende måde. Det har VW heldigvis erkendt, og selv om ventetiden bliver lang, har tyskerne planlagt en elbil, der skal starte under 25.000 euro – omregnet 187.500 kr.

LÆS OGSÅ | Sådan bliver faceliftet VW ID.3

ID.2 bliver den lille elbil fra VW, og Bilbasen er taget med toget til Hamborg – en af de mindst miljøskadelige måder at rejse på – for at se konceptbilen ID. 2all, som i 2025 bliver til den endelige ID.2, vi kan købe.

Hvorfor en lille elektrisk Volkswagen?

Der er alvorlig mangel på små biler. Mikrobiler og minibiler med benzinmotor udgår i en lind, ustoppelig strøm. Men de erstattes ikke af nye prisbillige elbiler, og hvor vi for to-tre år siden kunne købe en Citroën C3 til 115.000 kr. eller en VW Polo til 160.000 kr., kigger vi ind i en nær fremtid, hvor en elbil med anvendelig rækkevidde koster 300.000 kr.

LÆS OGSÅ | Test: VW ID Buzz Cargo er en cool kassevogn

Vi er der faktisk allerede, for de billigste elbiler med rækkevidde omkring 350-400 kilometer – og det er den officielle rækkevidde, der er ren ønsketænkning – er dyre. Som Peugeot e-208, der koster 265.000 kr., hvor du bliver spist af med en virkelig skrabet variant.

2025 er det, man i bilindustrien kalder den nære fremtid. Man må væbne sig med tålmodighed, for der kan gå to-tre år, før den står hos de danske forhandlere.

LÆS OGSÅ | VW ID.7 klar til livet som elektrisk topmodel

Det gode ved den kommende ID.2, udover at den kan køre langt på en opladning, er rummelig og viser et nyt design fra VW, er, at den ikke bliver tyskernes mindste elbil. VW arbejder nemlig allerede på en elbil til 20.000 euro, omregnet 150.000 kr.

Men er det ikke samme pris, som man engang kunne købe VW e-Up til, spørger jeg så mig selv? Jo, men Up er forældet, meget lille og uden lang rækkevidde, så det er fedt, den får en moderne afløser.

Hvad kan ID.2, og hvor langt vil den kunne køre?

Et produkt planlagt til om to år kan nå at ændre sig på mange måder, og mange bilproducenter ville derfor vælge helt at holde mund omkring det endelige resultat. Ikke Volkswagen.

Alle data og info gælder for den nye konceptbil ID. 2all, som vi besøger i Hamborg. Et navn der i øvrigt er et spil på noget folkeligt: ID. 2all, ID To All – ID til eller for alle. Mere folkeligt bliver det ikke.

Til sine mindste elbiler, startende med ID.2, bruger VW en anden platform, end den vi kender fra ID.3, ID.4, ID.5, ID. Buzz og den nye ID.7. De små elbiler får nemlig forhjulstræk og ikke de større modellers baghjulstræk.

LÆS OGSÅ | 2023-udgaven af VW ID.3 fra 329.995 kr.

Platformen, en aflægger af MEB, går under navnet MEB Entry; Modularer Elektro-Baukasten i en, sandsynligvis, billigere udgave til indstigningsmodeller. Den skal også bruges hos Cupra, Skoda og måske endda hos Audi.

Konceptbilen har en elmotor med høj ydelse på hele 226 hk, og mens det da er meget sjovt for en topmodel i ID.2-familien, kan det ikke undgås, der kommer udgaver med færre hestekræfter.

Batteristørrelsen i ID. 2all er indtil videre ukendt, men det er det meget vigtige tal, WLTP-rækkevidden ikke: Cirka 450 kilometer. Hvis det giver en reel rækkevidde på 300-350 kilometer, når ID.2 kommer ud på danske veje, så har VW virkelig fat i noget.

Hvor stor bliver ID.2?

Igen, her byder jeg ind med data og tal fra konceptbilen. Om ID.2 i 2025 har de samme mål som ID. 2all har i 2023, kan kun 2025 vise os.

Den lille elektriske Volkswagen måler 405 cm i længden, 181 cm i bredden og 153 cm i højden. Den nuværende Polo, som rygterne siger bliver den sidste af sin slags, er 407 cm lang, 175 cm bred og 143,5 cm høj.

LÆS OGSÅ | MEB-platformen fra VW på vej mod 700 kilometer

Den nye ID-model kan derfor blive kortere, men også bredere og markant højere end en Polo. På pressemødet i Hamborg lover VW-folkene, at der bliver lige så god plads i kabinen som den nyeste Golf, og bagagerummet bliver meget stort med 490-1.330 liter. Vi håber, den endelige ID.2 bliver så rummelig.

Viser konceptbilen vejen for nyt VW-design?

Det kan godt være, at ID. 2all er næsten 10 cm højere end dagens Polo, men designerne er virkelig lykkedes med at få konceptbilen, som virker meget produktionsnær i designet, til at ligne en klassisk hatchback. På den måde har den lille elbil ikke det MPV-agtige look, som præger ID.3.

Den kompakte konceptbil giver mig stærke Golf II-signaler, især når jeg ser den bagfra, som på alle måder er ment som en positiv ting. Den stærke C-stolpe, som er klassisk Golf-design, lever på ny ved nu at fortsætte ned i dørene og hele vejen frem til forhjulene.

LÆS OGSÅ | Audi, Skoda, VW: Vi sætter ikke priserne ned

Fronten med bløde linjer virker imødekommende og venlig, og det er med vilje. Volkswagen drejer sit design over i den retning, og det spiller godt sammen med lygtebåndet, som her på konceptbilen flyder uafbrudt gennem matrix-LED-forlygterne og henover “grillen”.

Er interiøret mere lækkert end i ID.3?

Med den faceliftede ID.3 blæser senere i år bedre materiale-vinde ind over ID-familien. Også ID.4 og ID.5 vil med et forestående facelift få mere lækre materialer, som både ser dyrere ud og føles dyrere.

Vi kommer til at holde vejret helt frem til 2025 i forhold til ID.2-interiøret, og jeg håber virkelig, at det kommer til at se ud helt præcis som i konceptbilen. Det grove stof, som flyder gennem hele interiøret, minder mig, igen, om indtrækket i en ældre Golf. Det er robust og praktisk, men også meget mere oppe i nutiden end kunstlæder. Og i 2025 får vi helt sikkert at vide, at indtrækket og meget andet er lavet af genanvendt plast og plantefibre.

LÆS OGSÅ | Test: VW ID.Buzz skal vælges for charmen

Jeg lægger mærke til noget, som vil glæde alle, som har døjet med ID-modellernes indretning. Der er rigtige knapper til klima-temperaturen, sædevarmen, selv om de også ligger i infotainmentsystemet. Der er også FIRE knapper i førersiden til de fire elruder – ikke kun to og en skiftefunktion med skriften REAR, som er umulig at ramme. Den store drejeknap med VW-logo er lavet til at skifte mellem forskellige køreindstillinger.

Føreren har udsigt til en større skærm til den digitale instrumentering, end den på 5,3″, der findes i de eksisterende ID-modeller. Den interaktive LED-stribe, som allerede findes i ID’erne til advarsler og information (om blandt andet ladestand), går i ID. 2all hele vejen rundt i fordørene og ved forruden.

Hvis 2025 byder på en lille, rummelig og lækker elbil fra Volkswagen, som kan starte omkring 200.000 kr., så er det virkelig noget, jeg glæder mig til. Konceptbilen ser ud af noget, og tyskerne kan for min skyld bygge ID.2, præcis som konceptbilen er. Jo før, jo bedre.


Elektriske VW-modeller til salg på Bilbasen

Se flere elektriske VW-modeller til salg på Bilbasen

9 ud af 10 kan i gennemsnit spare 3.000 kr. på deres bilforsikring. Indtast din nummerplade og se din pris på 30 sekunder - gratis!
Jeg kan ikke nummerpladen
Leveret af Samlino logo
Del artikel:

Andre fandt dette interessant

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Morten Bek

Som uddannet journalist og med biler som en af de helt store interesser er Morten opvokset på flere af de helt store bilmedier — Bilmagasinet, Berlingske og Auto Bild.

Morten har også tidligere investeret sin tid i sit eget projekt, Biler.nu.

Morten elsker “almindelige” biler. Han vil meget gerne sidde bag rattet af en ny AMG, men han brænder lige så meget for at teste den seneste nye Seat Leon eller Peugeot 208.

Hos Bilbasen bruger han sin viden, analyseevner og sunde fornuft som nyhedsskribent, videojournalist og biltester.
Bilbasen logo
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS