Mange tager den gamle Nissan Micra. Altså, den sidste med benzinmotor. Så skærer man nogle vansirende huller i fronten og putter dele fra den seneste Suzuki Swift ind. Bagpå klippes det meste af bagenden fra Alfa Romeo Junior - og så laves der et hul i hver side til nogle små lygter, som designerne i første omgang havde glemt.
Bilen der kommer ud af det er den helt nye Renault Clio. Det går tydeligvis ikke så godt for de designere hos det franske mærke, som står for biler med forbrændingsmotor. Alle de gode kræfter i designafdelingen har travlt med elbiler, og derfor er den nye Clio endt som et sørgeligt kludetæppe.
Men det gør ikke så meget. Clio er 98 procent ligegyldig i Danmark. Den kunne være den smukkeste hatchback - og den ville stadig være lige så ligegyldig, fordi den ikke kører på strøm. Vi kan være glade for, at den ikke er elektrisk - og det i stedet var den nye Renault 5 E-Tech, der kørte på benzin. Gys...







Renault-logoer i spandevis
Så er jeg tilbage som motorjournalist med en mening om designet på en bil. Det er lettest at lade være med at have en mening om design, for man skulle jo så nødigt komme med udtalelser, der ikke er pæne og stuerene. Journalistik er objektiv og renset for meninger, kan man mene. Det er svært at lave en test og en anmeldelse af en ny bil med det som baggrund, så hvorfor skulle jeg ikke udtale mig i stærke vendinger om design?
Jeg mener eksempelvis ikke, at den nye Clio, nummer seks siden den meget lille første generation kom til verden i 1990, er meget grim. Men den er godt nok fantasiløs, uoriginal, når jeg kigger på den meget aggressive front. Renaults typiske elegance er slettet, og jeg er ret usikker på, hvad det er, der er kommet i stedet.
Men se der. Plastret ud over den krøllede front med den åbentstående mund er en hel dynge Renault-logoer. Jeg gider ikke tælle dem, for der er rigtig mange. Måske der slet ikke skulle være et eneste, for den nye Clio fortjener ikke at være en Renault.
(Den sjette generation Clio kommer bl.a. som hybrid med 160 hestekræfter og en gennemsnitlig CO2-udledning på 89 gram per kilometer. Den kommer til Danmark, men de eneste kunder bliver udlejningsfirmaer, som er ligeglade med, hvor grim en bil er - de skal bare have benzinbiler).